Jeg er nu 93 år (næsten – hvem ved, om jeg når det). Min første Kronik stod i Politiken for 70 år siden, min sidste står i dag. Overlevelsen i seniet kræver en del kynisme – både hvad angår andre flæbehoveder, invaliderede og fallenter. Men ikke mindst med én selv. En gammel bil slides op, et menneske holder ikke evigt. Det skulle være en trøst i erkendelsen, at kvitteringen for at blive født er, at man skal dø. Alligevel skal der humør til hver morgen at konstatere, at i dag kan jeg ikke, hvad jeg kunne i går.
Alderen indebærer uvægerligt hyppigere og hyppigere afsked. Afsked med familie og venner, med allierede. Tab af menneskelige holdepunkter, huse, hvor man havde sin gang i årevis, står fremmede eller tomme, de kendte telefonnumre svarer aldrig mere. Men også afsked med kære gader, med sommerland: barberede grøftekanter uden en mælkebøtte, enorme markarealer med monokulturer af roer, og uden at man nogensinde ser en græssende ko. Langsomt bliver verden anderledes, stier og markskel er borte, så man er fremmed, hvor man færdedes i en menneskealder, fremmed i verden, et genfærd. Højhuse og grimme parkeringspladser, evig støj og udstødningsfims. Definitivt udtrykt for hundrede år siden af digteren: ak, hvor forandret! Jeg sukker, at det er den, der er forandret. Den konstaterer, at det er mig. Selv synes jeg ikke, at det er så længe, siden jeg kom ind i verden og begyndte mine observationer. Men det overrasker mig, at verden i den tid alligevel har nået at forandre sig så voldsomt. Hesterumperne, der hoppede foran charabancen, da vi i 1920 kørte til ferien på Kædemosegård i Tibirke fra togets endestation i Helsinge – hvor pruttede de uforglemmeligt!
