I kronikduellen mellem Carsten Jensen og David Vestenskov samt Mads Silbergs virkelighedstjek af deres debat, er der uenighed om, hvorvidt vi vinder eller taber i Afghanistan, og om vi har gjort det rigtige eller ej undervejs. Jeg har selv været to år i Afghanistan, både i uniform i Kabul, og som civil mentor for en distriktsguvernør i Gereshk. Jeg har derfor et lille indblik i den afghanske virkelighed, selv om jeg også kommer med et partsindlæg, som kan kritiseres ligesom alle andres.
Jeg vil dog prøve at gengive nogle af de afghanske holdninger, jeg er stødt på, for det er jo trods alt deres land og fremtid, uanset hvor stort ansvar Carsten Jensen eller regeringen føler for det. Der er mange rigtig gode observationer og konklusioner i bl.a. ’Losing Small Wars’ og Chandrasekarans bog om Afghanistan, begge fremdraget af Carsten Jensen, og han skal have ros for at drage disse skildringer og analyser ind i en dansk debat, hvor den slags er overset.




























