Når jeg tænker på Afghanistan, tænker jeg på Tølløse. Det gør jeg, fordi jeg i sommer i en artikel i Dagbladet Information under overskriften 'Krigen med Taleban er forbi' kunne læse, at den fjende, danske soldater i den afghanske Helmandprovins har bekæmpet i snart mange år, de afghanske Talebankrigere, ifølge operationschefen, major Rune Pedersen, nu var reduceret til en småkomisk »motorcykelbande fra Tølløse«. Jeg ved ikke, om der virkelig er en motorcykelbande i Tølløse. Men hvis der nu er, vil politistationen i Tølløse så være omgivet af sandsække og bevogtet af maskingeværreder? Færdes de lokale betjente kun på de omgivende landeveje i pansrede mandskabsvogne iført hjelme og sikkerhedsveste, alt imens de nervøst holder udkik efter baghold og vejsidebomber? Hører maskinpistoler med til deres standardudstyr, når de i patruljer på 24 mand bevæger sig ned gennem gågaden i Tølløse? Det er sådan, danske soldater lever i deres ansvarsområde omkring byen Gereshk i den afghanske Helmandprovins. Og det skyldes alt sammen den lokale motorcykelbande. Hvis jeg var journalist på besøg i den danske Camp Price-lejr og lyttede til Rune Pedersen, ville jeg nok aldrig have gættet på, at jeg her stod over for en mand, der vidste, hvad han talte om, og som jeg derfor behøvede at tage alvorligt. Jeg ville i stedet have gættet, at det, jeg overværede, var en optagelsesprøve for standupkomikere, og jeg ville medgive, at majoren havde humoristisk sans. LÆS OGSÅTaleban tager første skridt til tøbrud i Afghanistan Det er jo militæret, der har forstand på krigen, ikke os journalister, vil de såkaldte krigskorrespondenter indvende. Her står en mand, hvis hele livsgerning det er at føre krig, og forsøger at gøre os klogere, og så skulle vi bare slå en hånlatter op? Nej, ville jeg svare, I behøver ikke at slå en hånlatter op. I kunne i stedet løfte blikket og prøve at se ud over den snævre horisont, der udgøres af det danske ansvarsområdes kun 250 kvadratkilometer i et 650.000 kvadratkilometer stort land. Så ville I f.eks. vide, at ledende militærfolk inden for Nato i begyndelsen af året i en lækket rapport gav udtryk for den overbevisning, at Taleban ville vende tilbage til magten i 2014, når Nato trak sig ud. Den amerikanske øverstkommanderende, general John Allen, satte i maj antallet af talebanere så højt som 35.000. Det er 10.000 flere end for tre år siden, da den såkaldte surge startede. 150.000 Nato-soldater har været i kamp med en håndfuld oprørere, og medierne har genlydt af sejrsmeldinger, når den ene provins efter den anden blev ryddet og hele mellemlaget af lokale Talebanledere praktisk taget udslettet i de såkaldte kill or capture-operationer. Og alligevel står Taleban stærkere end nogen sinde, skal man skal tro manden, hvis opgave det er at knække dem. En motorcykelbande fra Tølløse? I de danske aviser kunne man også læse, at træningen af den afghanske hær skrider planmæssigt frem, og at den 195.000 mand store hær står fuldt rustet til at overtage sikkerheden i landet, når Nato om to år trækker sig ud. Det var danske officerers optimistiske budskab, som journalisterne villigt gengav.

Hvad man ikke kunne læse var, at den afghanske hær hvert år mister en tredjedel af sine soldater, altså et astronomisk tal på over 60.000 mand, som udebliver fra tjeneste, enten fordi de ikke fornyer deres kontrakt, eller fordi de slet og ret deserterer, og som derfor hele tiden må erstattes med friske rekrutter. En stor del af de soldater, der sendes i krig imod en af verdens mest udholdende motorcykelbander, er derfor uden den ringeste kamperfaring. Få uger før de danske journalister ankom til Helmand på det, de med klædelig selvironi kalder »en kvægtur«, havde de britiske tropper, som opererer i samme område som danskerne, fået ordrer til at sove med deres våben kampklare. Faren for overfald fra soldaterne blandt vore nærmeste allierede i den afghanske hær blev bedømt som overhængende. Det var den type overfald, der i den britiske og amerikanske presse blev omtalt som insider-attacks eller green-on-blue med en henvisning til farverne på de respektive hæres uniformer. I den danske presse hed overfaldene i de første mange måneder ikke noget. Her blev den nye trussel kun sjældent nævnt, før så mange Nato-soldater var blevet dræbt, at selv præsident Obama var nødt til at omtale motorcykelbanden fra Tølløse i en af sine taler. Det er det danske perspektiv på krigen i Afghanistan. Den foregår i Tølløse. Politikerne har her lært af militæret. De mener heller ikke, at der findes en verden uden for de 250 kvadratkilometer, hvor det danske militær foregiver at have kontrollen. For to år siden havde TV 2 en temaaften om Afghanistan, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere med daværende udenrigsminister Lene Espersen. Konfronteret med den stadig forværrede situation i Afghanistan slog udenrigsministeren beklagende ud med armene. Hvordan kunne man forvente, at hun skulle have overblik over så mange kvadratkilometer? »Afghanistan er jo lige så stort som Frankrig«, sagde hun i et belærende tonefald, som om debatten om krigen brat havde forvandlet sig til en time i geografi. Jeg forstod, at Lene Espersen ikke var udenrigsminister i Danmark. Hun var udenrigsminister i Tølløse. LÆS OGSÅEkspert: Dansk indsats i Helmand er ikke vellykket I sommeren 2011 udgav en tidligere officer i den britiske hærs efterretningstjeneste, Frank Ledwidge, en tilintetgørende analyse af den britiske krigsindsats i Helmand, bogen 'Losing Small Wars'. Her beskriver han den krig, som også danskerne har været en del af, som ikke mindre end »en katastrofe af inkompetence, en voldelig tragedie«, hvor hele bycentre er blevet sønderbombet, tusinder sendt på flugt og utallige andre blevet dræbt eller såret. Situationen i Helmand er i dag værre for provinsens indbyggere, end da Nato-tropperne ankom, hvad angår udvikling og økonomi, og briterne selv kontrollerer ikke andet end den smalle jordstrimmel, de kan overskue fra deres egne befæstede lejre. Den britiske regerings begrundelse for troppernes tilstedeværelse skifter fra måned til måned, og undersøgelser har vist, at et foruroligende højt antal officerer ikke aner, hvorfor deres land kæmper i Afghanistan. Ledwidges bog blev modtaget med lydhør respekt, også fra uventet hold, ikke blot i den konservative presse, men i det britiske militær selv. »De er helt enige i min analyse«, fortalte han mig i en samtale i London. »Deres problem er blot at finde en fortælling, der kan redde dem ud af suppedasen og retfærdiggøre deres fejlslagne indsats«.