Min kæreste og jeg mødte hinanden i starten af gymnasiet.
Der gik ikke mere end et par uger, før vi vovede os ud i et forhold og per definition blev ’kærester’. Når sommerferien slutter, skal vi i gang med det tredje år i gymnasieuddannelsen. Vores forhold er med andre ord i sin nittende måned, og på trods af flere op- og nedture er jeg overbevist om, at jeg elsker hende. Siden den dag, vi mødte hinanden, er vi kun kommet hinanden nærmere, og jeg er sikker på, at jeg, hvis jeg er så heldig at få lov til det, vil gifte mig med hende og stifte familie, når tiden kommer.
Hver ting til sin tid, bevares, men det er et eller andet sted befriende at have en plan, at turde tænke de tanker, også selvom det ligger langt ude i fremtiden. For mig at se er det præmissen for ethvert forhold – at man ikke er i det for sjovs skyld og narrestreger, men at man rent faktisk ser en fremtid med sin partner.Der er sikkert dem, der kun har overbærende smil og hovedrysten tilovers for min ungdommelige naivitet, men vi ved jo trods alt, at det kan lade sig gøre!
For nogle uger siden fik radioprogrammet ’Mads og monopolet’ eksempelvis en henvendelse fra en kvinde på 26 år, som mødte sin kæreste, da de begge var 16 år gamle. De havde nu været sammen i 11 år, og hun havde sagt ja til at blive gift med ham. Hun var overbevist om, at han var hendes livs kærlighed, og de skulle have hus og børn og alt, hvad der ellers hører til.
’Mads og monopolet’ er et program, hvor tre paneldeltagere diskuterer lytternes kontroverser og problemstillinger, og kvindens historie var naturligvis heller ikke udelukkende en sukkersød kærlighedshistorie. Hendes dilemma bestod i, at en mand fra hendes arbejde, som i øvrigt også var i et fast forhold, havde erklæret hende sin hengivenhed. Han havde kysset hende efter en bytur, og nu kunne hun ikke få ham ud af hovedet – rent erotisk, vel at mærke.
Hun var nu bange for, at hun var i gang med at begå en fejltagelse. At hun var i gang med at ødelægge sit liv ved at binde sig i for tidlig en alder og efter at have tilbragt livet sammen med kun én fast partner.
Monopolet, der bestod af Mads Christensen, Suzanne Bjerrehus og Hella Joof, havde ikke umiddelbart noget klart svar. Skulle hun glemme kollegaen og fortsætte med »sit livs kærlighed«, eller var det på sin plads at give efter for de kropslige lyster?
Suzanne Bjerrehus var mest klar i mælet og mente blandt andet, at »et enkelt joy-ride« på kollegaen ville få hende til at slappe af, mens Hella Joof først udtalte sig en anelse mere konservativt: »Don’t leave the ones you love for love«, sagde hun, men fortsatte så: »Hun kan selvfølgelig også gøre det og så sørge for, at det aldrig bliver opdaget«.
I dagens Danmark er vi åbenbart ikke bange for at lægge kortene på bordet, og det er åbenbart bredt accepteret, at glansbilledet af den store ægte kærlighed krakelerer i praksis.
Der er alt for mange hylder i slikbutikken til, at man kan nøjes med at fylde bland selv-posen op med én variant. I en ung alder er jeg, som nævnt, selv midt i et forhold, jeg ikke ser nogen ende på (og det er absolut ment i formuleringens mest positive forstand), men vil det sige, at jeg blot er ved at ødelægge mit voksne liv, når jeg som 40-årig sidder trist og træt og deprimeret af babymos og strækmærker, fordi jeg tidligt fandt min livsledsager?
»Der er altså en overordnet ide om, at ægteskabet står den bedste chance, hvis begge parter har løbet hornene af sig«, bidrog Mads Christensen. »Statistisk er hun formodentlig udsat for at sidde som 40-årig og tænke, at livet er løbet ud mellem fingrene på hende, fordi hun aldrig fik lavet andet«.
Formuleringen »lavet andet« forekommer besynderlig, idet den udelukkende dækker over kvindens manglende eksperimenteren med den fysiske kærlighed mellem mennesker – og i dette tilfælde med andre partnere end hendes nuværende. »Rejs til Sydamerika, gå en tur i bjergene, og hav sex på stranden«, sagde Suzanne Bjerrehus, der er almindelig kendt for at have haft heftig udskiftning i soveværelset, før hun fandt den mand, hun er gift med i dag.
Det var også Suzanne Bjerrehus, der havde størst besvær med at acceptere, at den 26-årige kvinde ikke skulle have lov at have sex med sin kollega. »Resten af livet skal hun slet ikke prøve at have sex med nogen anden mand … her i 2012?«, spurgte hun, hvortil Hella Joof svarede, at det jo trods alt var ægteskabets princip. »Ja, men sådan lever folk jo ikke«, svarede Bjerrehus og mødte skræmmende nok ingen verbal modstand.
Selv om Mads Christensen, Suzanne Bjerrehus og Hella Joof ingenlunde kan kaldes eksperter på området, blev jeg overrasket over deres umiddelbare holdninger. Jeg er trods alt ikke nogen ’lille dreng’. Jeg ved godt, at livet ikke er kagemand og Duplo-klodser, og at kærlighed er mere kompleks end som så. Jeg troede dog alligevel, at jeg levede i et samfund med en højere standard end den indstilling, som de tre paneldeltagere lagde for dagen.
Her vokser vi op med tonsvis af hurtigt producerede lavkomiske kærlighedsfilm, hvor smukke mennesker finder andre smukke mennesker og sværger hinanden evig troskab. Her gik jeg helt naivt og troede, at det rent faktisk var det, vi alle sammen dybest set søgte: den store kærlighed at dele livet med! Men vi er åbenbart bevidst om, at det ikke kan lade sig gøre. Om ikke andet kan helt basale kropslige lyster hurtigt gøre os i tvivl.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar