Som socialpsykolog interesserer jeg mig for, hvordan menneskers måde at tænke og handle på hænger sammen med de samfundsforhold, de lever under. I mere end 30 år har jeg boet og arbejdet i Danmark. I det samfundsvidenskabelige forskermiljø følger man nøje med i udviklingen i de samfund, man lever i. I de senere år har spørgsmål om, hvordan man opbygger fællesskaber, om, hvordan fremmedfjendtlighed opstår, og om, hvordan sociale integrationsprocesser opstår, derfor fået større opmærksomhed. Eftersom jeg kommer fra Danmark, mødes jeg ved internationale forskertræf ofte af spørgsmålet: »Det billede, vi har haft af Danmark som et særligt tolerant, frisindet og humanitært orienteret land, ser ikke ud til at stemme mere. Hvad er det egentlig, der er ved at ske med Danmark?«. Ja, hvad er det egentlig, der er ved at ske i dagens Danmark? Det er længe blevet påstået, at der er noget råddent i kongeriget. Men hvad? Ja, selve kongedømmet er det jo ikke, for sjældent har en regent været så påskønnet som dronning Margrethe. Og det er næppe heller folket, det danske folk? Nej, det er snarere den måde, som folks uro og frygt kommer til udtryk på, eller rettere sagt politisk og kulturelt udnyttes af medier og kyniske politikere. Folkeligheden i Danmark er af en særlig art. Til det afgjort positive hører et stærkt element af antiautoritær holdning. Man vender sig instinktivt mod overhøjhed, hvad enten den er bureaukratisk, intellektuel eller politisk. Som f.eks. i den enestående folkelige indsats i efteråret 1943, hvor man som del af opstanden mod den tyske overmagt reddede den jødiske befolkning fra nazisternes udryddelsesmaskineri. Jeg flyttede til Danmark fuld af beundring for dette, glad for at kunne leve blandt mennesker med sådanne moralske og menneskelige kvaliteter. I Danmark lagde jeg så småt mærke til, at mange mennesker bor i deres eget lille parcelhus med en ligusterhæk rundt om. Liguster, Ligustrum vulgare, er en busk, som er specielt velegnet til hække. Hække, der vokser hurtigt og kan blive tætte. Inden for hækkene er man sin egen herre. Her kommer ingen ubudne gæster ind. Bag ligusterhækkene i de vidtstrakte parcelhuskvarterer passer enhver sit uden indblanding. Det er dét, som man kalder tolerance her. Men hvis selvgodhedens forside er tolerance, er dens bagside ligegyldighed over for andres situation. I bedste fald. I mere tilspidsede situationer vendes tolerancen indad, mod ens egne, samtidig med en øget intolerance udadtil. I forhold til dem, der ikke regnes med til 'fællesskabet', har det, der bare er anderledes, en tendens til at blive opfattet som afvigelser. Det, som bare er lidt afvigende, har en tendens til at blive opfattet som meget påfaldende, og bare små afvigelser, som for eksempel at have et tørklæde omkring håret, kan blive betragtet som store problemer. Hvilket gøder jorden for en dæmonisering af dem, der på denne måde kommer til at betragtes som 'fremmede'. Populisten Mogens Glistrup havde, da jeg kom til Danmark, lige givet denne form for dansk folkelighed et ansigt. De blev kaldt ligusterfascister, fandt jeg senere ud af, eller måske var der tale om en særlig politisk stamme, da jeg i midten af 1970'erne flyttede til Danmark fra den hygge, som kan mobiliseres i den svenske rationalismes kolde og kalkulerende ramme. Men i det blødere og menneskeligt varmere Danmark var det nok anderledes. I stedet for kølig svensk hygge forventede jeg ægte 'dansk hygge'. Altså det særlige og tilsyneladende utvungne velbefindende, som danskere synes at være så gode til. For Danmark er da et sted, hvor livet er lettere og mennesker mere letsindige, og hvor øllet er lige ved hånden, eller hvad? Hygge, det at have det rart sammen, fordi der ikke siges noget, som for alvor er forpligtende, og ingen konfliktemner får lov til at bryde ind og ødelægge denne 'hygge' - det er noget, man sætter højt i Danmark. Det, der er afvigende, anderledes, det ødelægger i sig selv 'det hyggelige' ved samværet. Folk, der ikke ligesom alle andre kan drikke en øl eller klemme en almindelig rød, dansk pølse ned, for eksempel fordi de er muslimer, sådan nogen kan man ikke hygge sig med! 'Den danske hygge' er pr. definition kun noget for rigtige danskere. Hvem er de så? Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, den danske folkeligheds fremmeste filosof, taler i en kendt sang om den ideale danskhed som »et jævnt og muntert virksomt liv på Jord«. »Jævnt«, altså venligt, enkelt, middelmådigt. Danskhed består altså i at være venlig, middelmådig og netop derfor bedre end andre. Ophavsmanden til de underfundige 'Svantes viser', digteren Benny Andersen, siger om sine landsmænd: »Vi er mestre i at tale nedsættende om os selv på en måde, der tjener til at fremhæve, hvor storartede vi faktisk er«. Grundtvig erklærer i sangen 'Langt højere bjerge', at andre kan have større bjerge, have udført større bedrifter, være klogere osv., men netop fordi vi, danskerne, er venlige, enkle, nøjsomme mennesker, der ikke bilder os ind at være noget særligt, netop derfor legemliggøres selve danskheden. Uffe Østergård, der er professor i europæisk integration og civilisation, har konstateret, at »den stilfærdige og underdrevne form for urokkeligt bedreværd er et typisk udtryk for den danske selvforståelse«. Kan det være baggrunden for den påfaldende utilbøjelighed blandt repræsentanter for regeringen og den offentlige forvaltning til at tage international kritik og ekspertudtalelser om Danmark til sig? Og som gør, at man bare blankt afviser den bekymring for Danmarks udvikling og renommé, som nu også danske forfattere, ambassadører og (endelig!) præster har set sig foranlediget til at give udtryk for offentligt? 'Danskhed' er et flittigt anvendt begreb i den aktuelle kulturelle og politiske debat i Danmark. Dette begreb har ikke nogen paralleller i andre nationer. Ikke engang på dansk kan man tale om for eksempel tyskhed, franskhed eller engelskhed. Men i Danmark taler man ugenert og uafbrudt om danskhed. Det er den, der anses for at være truet af 'de fremmede', som indvandrere, flygtninge og andre ikke-etniske danskere uden videre betegnes, og det endda selv om de er anden eller tredje generation i Danmark. Det er afslørende, hvordan man bruger sproget. Et af mange eksempler har jeg hentet fra en Kronik i Politiken 3. maj 2001 af den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft. Ved en europæisk kulturkonference i Ungarn for nogle år siden foretog jeg et lille eksperiment, nemlig at læse det følgende uddrag af Kroniken op på tysk. Hyltoft taler om »det stammefællesskab, der er den danske nations styrke«. Om det særlige i 'den danske kultur' siges det: »Vores kultur blev til vikinger, Ansgar, Absalon, Dybbøl, Slaget på Fælleden, H.C. Andersen, Stauning, 9. april og den danske tunge. Vi har udviklet et sprog, der svarer til det sindelag, vi har her på stedet. Det er et sprog, hvis krinkelkroge vi er fortrolige med. Vi kender dets julesange, dets børneremser, husker familiemedlemmers eller kendte skuespilleres sprogmelodier, husker rim fra viser, sætninger fra film og teaterstykker. Vores kultur er også måden, vi taler på, når vi går ind i en butik, måden, vi opdrager vores børn på, børnenes fællesskab i skolen, vores arbejdsflid, vores letsind i medgang, vores udholdenhed i modgang. Alt dette, sprog og væremåde, er nært forbundet med grøden i de danske marker, årstidernes vekslen, vores stride vestenvind, de mørke vintre, de lyse somre, trælletiden under herremanden, Slaget på Reden, andelsbevægelsen, kvindefrigørelsen. Vor kultur i videste forstand har skabt det sindelag, der er danskernes, skabt vores folkesjæl. Den danske folkesjæl er ukrigerisk, godmodig, med en vemodig humor. Den er også antiautoritær og arbejdsom, i sidste ende sej«. Og videre hedder det: »Det er det, folkesjælen gør, som tager bolig i os. At få så rig en folkesjæl som den danske er en stor gave. Vi skal ikke betale for gaven. Gavens eneste betingelse er, at vi hver især skal bidrage med, hvad vi kan, til denne folkesjæls bevarelse og styrkelse (...) Jo mere vi giver af os selv til folkesjælen, jo rigere bliver vi, for jo mere bliver folkesjælen en del af os. (...) Det er en lykke at have en folkesjæl som den danske, der er blevet til gennem århundreder. Det er folkesjælen, der gør alle danskere til mine brødre og søstre. Vores familie bliver stor. Og vi har meget at tale med hinanden om. For det danske fællesskab er rigere, rummeligere end mit private liv. Folkesjælen har været til i århundreder, før min krop blev skabt. Og den vil leve videre efter min død, forhåbentlig i årtusinder«. Mit eksperiment, at aflevere denne passage på tysk, havde en stærk virkning. Mine centraleuropæiske kolleger med deres særlige erfaringer blev dybt chokeret. At tale om en 'folkestamme' og en 'folkesjæl', der er »nært forbundet med grøden i de danske marker« osv., har ikke lydt så tydeligt i Europa siden 1930'ernes ideologiske retorik og politiske sprog. Men i dagens Danmark er denne sprogbrug og de tankebaner, der ligger bag, blevet gængse. Den fremmeste figur er Søren Krarup, som ud fra en uskrømtet intellektuel hensigt har haft held til at bombe den danske offentlighed tilbage til tiden før oplysningstænkningens gennembrud. Efterfølgerne er folk som Louise Frevert og Mogens Camre, der excellerer i at finde de mest vulgære udtryk for de samme ting. Ringene fra deres retorik har bredt sig vidt omkring på vandet i den danske andedam. I dag har Pia Kjærsgaard overtaget populisten Glistrups gamle parti, accentueret dets nationalistiske facetter og skiftet navn til, ja netop, Dansk Folkeparti. Dets indflydelse rækker i dag langt ud over partigrænsen. I den henseende adskiller udviklingen i Danmark sig fra udviklingen i de øvrige europæiske demokratier. Populistiske og fremmedfjendtlige partier findes jo i mange lande. Front National i Frankrig, Jörg Haiders FPÖ i Østrig, Lega Nord i Italien, Vlaams Blok i Belgien, Pim Fortuyns parti i Holland, Fremskridtspartiet i Norge og så videre. Der er egentlig ikke noget sociologisk mærkeligt i, at disse partier, præcis som i Danmark, har haft held til at få omkring 12-15 procent af stemmerne. Men i modsætning til, hvordan de er blevet mødt i de fleste andre af de lande, hvor de store etablerede borgerlige og socialdemokratiske partier blankt har afvist deres budskab og enhver tilknytning til dem, har det indtil nu liberale parti Venstre og det (indtil nu?) socialdemokratiske parti i Danmark stort set gjort budskabet til deres eget og ladet det indgå i den politiske hverdag. Dansk Folkepartis populistiske budskab med fejringen af middelmådigheden, det antielitære, forsvaret af etablerede velfærdspolitiske landvindinger og undertonen af skræk for 'de fremmede' er lige så enkelt, som det er i kongenial overensstemmelse med danskhedens mørkeste bagside. Det har vist sig at være et meget stærkt politisk miks. Så stærkt, at denne populisme nu i flere år har haft held til at sætte selve dagsordenen for den politiske debat i Danmark. I stedet for at konfrontere og afvise populismen, som deres søsterpartier i andre europæiske lande har gjort, har både den for tiden herskende borgerligheds store parti Venstre og Socialdemokraterne bidraget stærkt til at realisere Dansk Folkepartis meget markante fremmedfjendtlige politik. Europa har vel aldrig før set et liberalt parti og en liberal partileder, der på så kort tid har svigtet sine egne liberale grundholdninger så grundigt. Og sjældent har man vel set et socialdemokrati, der i samme takt har opgivet sine idealer om international solidaritet. Med til billedet hører en helt igennem fejlanbragt integrationspolitik. Enhver politisk sociolog ved, at ord, udtalelser og retorik skaber virkelighed. Den måde, mennesker og grupper bliver mødt på i det samfund, de lever i, og især af offentlige repræsentanter for dette samfund, præger deres opfattelse af sig selv. Hvis de foragtes, bagtales og fornedres på grund af deres etniske, religiøse og kulturelle baggrund, ødelægges også forudsætningerne for en vellykket integrationsproces. I stedet marginaliseres og radikaliseres de i retning af den foragtede position. Fremmedfjendtlighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. De, der foragtes, udvikler sig til at blive foragtelige. Hvis man virkelig vil skabe forudsætningerne for en fremgangsrig integration af minoriteter, bør man, i stedet for at forsøge at vanskeliggøre eller tilmed forhindre mennesker i at leve i samfundet med deres egne traditioner og sprog, støtte deres muligheder for at gøre det. Give dem gode muligheder for at få modersmålsundervisning, give dem mulighed for at bygge deres egne religiøse helligdomme, at have særlige begravelsespladser til deres døde osv. Og samtidig give muligheder for boliger og arbejde på lige niveau med andre borgere. Det kaldes dobbeltintegration, det vil sige, når mennesker med anden etnisk og kulturel baggrund end flertallet tilbydes gode muligheder for at blive integreret i deres egen kultur samtidig med integration i det nye samfund. Det ene bidrager til det andet. Hvis udviklingen allerede er gået for langt i den gale retning i Danmark, vil det formentlig snart begynde at vise sig. Tendenserne er urovækkende. Fundamentalisme, fanatisme og fortvivlelse har allerede grebet om sig i Danmarks muslimske indvandrerkredse. Jeg er ikke naiv. Jeg ved naturligvis, at jeg som jøde er en af dem, som islamisterne i første omgang vil rette deres had imod. Det Danmark, som jeg er flyttet til, har skiftet ansigt. Den side, som før lå i skyggen, er med globaliseringen kommet frem i lyset. Den hygge, som så mange blandt os svenskere er blevet charmeret af, har, når den er blevet sat på prøve af de cirka 6 procent indvandrere og flygtninges tilstedeværelse i landet, vist sig at være uhyggeligt ekskluderende. I det land, som så enestående reddede sine jøder, domineres den politiske dagsorden i dag af et uden omsvøb fremmedfjendtligt budskab. Et budskab, der i dette tilfælde blander sig med en beskyttelse af det danske folks, det vil sige de rigtige danskeres, velfærdsgoder, samt en udtalt foragt for og afmontering af den indflydelse og de humanistiske vurderinger, som intellektuelle og de i Danmark så afskyede kulturradikale har stået for. Det er, som om der er opstået en intellektuel ødemark i Danmark. Til det tilsyneladende paradoksale hører nemlig også, at indtil for nylig, nærmere bestemt 15. december sidste år, hvor Politiken trykte et opråb fra tolv forfattere med titlen 'Det er på tide, at vi siger fra', indtil da havde så mange af Danmarks kulturpersonligheder, præster og andre, der i andre lande ofte gør en humanitær indsats og lader deres stemme lyde i samfundsdebatten, stort set mødt denne udvikling med tavshed. Er det måske en af omkostningerne ved den danske hygge, at man ikke vil være ubehagelig og ødelægge den fælles forståelse? Til det særlige ved den aktuelle danske debat hører desuden, at nogle af de fremtrædende politiske intellektuelle tværtimod har lanceret sig selv som folkelighedens, det vil her stort set sige Dansk Folkepartis og den institutionaliserede fremmedfjendtligheds, intellektuelle bannerførere. Ole Hyltoft er bare et lille, men tydeligt eksempel på det. Ved siden af og længere fremme end ham er der i dag i Danmark et i medierne meget indflydelsesrigt hold af meningsmagere - hvoraf ikke så få har rødder på den tidligere yderste venstrefløj, blandt andre Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og Erik Meier Carlsen for at nævne nogle - der bruger deres indflydelse til intellektuelt at legitimere den frembrusende populisme og dermed til at lade den 'indre svinehund', som man jo selv kalder det i Danmark, og som er blevet sluppet løs i den danske politiske debat, komme ind i stuen. For nogle år siden skrev den danske kunstnergruppe Superflex på store orange bannere: 'Foreigners, please don't leave us alone with the danes!'. Mange 'foreigners' har erfaret den mørke, uhyggelige skyggeside, som den varme danske hygge kan have. Man kan kun håbe på, at danskerne ikke selv kommer til at gøre den erfaring, altså bliver ramt af den sociale boomerang, som den populistiske politik og retorikken kan vise sig at være. Oversættelse: Peter Mollerup