Der foregår en strid om, hvordan kulturmidler skal fordeles i den nye digitale virkelighed, hvor monopoler bliver brudt, og bøger ikke nødvendigvis er lavet af papir.
De digitale ’e-bøger’ er for alvor begyndt at udkomme i Danmark, selvom læserne lader vente på sig. E-bogssalget i Danmark ligger på under 1 procent af bogmarkedets omsætning. Men går det i Danmark, som det er gået i USA, vil e-bogssalget om få år udgøre 15-20 procent af omsætningen. Og med en samlet omsætning på ca. 4 milliarder på bogmarkedet, taler vi om en sandsynlig omsætning på ca. 800 millioner kr. på e-bogsmarkedet om få år. Selv om e-bogssalget er nærmest ikkeeksisterende i Danmark lige nu, så er kampen om fordelingen af den kommende omsætning for alvor gået i gang. En kamp, som forfatterne ser ud til at have tabt, før den er begyndt. Slaget foregår på to fronter. Forhandlinger mellem forfattere og forlag, og forhandlinger mellem forlag og biblioteker. I begge tilfælde er forfatterne blevet tabere. Dansk Forfatterforening (DFF), Danske Skønlitterære Forfattere (DsF) og forlaget Gyldendal forhandler standard-e-bogskontrakten, som danner grundlag for kontraktforhandlinger mellem alle forlag og forfattere. Forfatterforeningen og DsF, der tilsammen repræsenterer ca. 6,5 procent af de danske forfattere, har reelt ikke mandat til at forhandle på alles vegne.


























