.jpg)
Det er lige før nytår 2011-2012, København er kold og klar, noget pink lys vaskes ned over Illums bygning og bader muren i et sært på en gang sødladent, sørgmodigt og samtidigt skær – et annoncebanner med en tekst, jeg ikke læser:
jeg tænker kun, hvem var Søren Aabye Kierkegaard, jeg mener: Han var jo trods alt et menneske også af kød og blod ... og hvis jeg skulle male hans ansigt, skulle det bades i et pink lys:
Han skulle gå rundt i Københavns gader i dag, og forskellige belysninger skulle vaske ned over hans ansigt. Men hvordan så han ud? Vi ved det ikke helt. Der er tegninger og karikaturer. Intet photo. Og så hans uendelige skrift og tankevirksomhed.
Det er fredag 13. januar 2012, jeg skal hente noget på Steno Apotek, Vesterbro. Der besvimer jeg første gang. Vågner op – vil ikke have hjælp, ligger på gulvet i apoteket og ringer til min far. (Han er læge). Taber telefonen, besvimer anden gang. Rejser mig. Går videre.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar