Både som fag- og privatperson er det glædeligt, at der via Caspiansagen er kommet fokus på behandlingsmulighederne – eller rettere sagt manglen på samme – af unge og voksne transkønnede i Danmark.
Umiddelbart forstår jeg skepsissen og forargelsen blandt fagfolk, politikere m.fl., når de hører om en 15-årig ’pige’, der har fået bortopereret sine bryster.
Men denne reaktion bunder i generaliseringer ud fra gængse køns-, modenheds- og identitetsopfattelser og manglende kendskab til transkønnethed, behandlingssystemet og det konkrete unge menneske.
Sagen drejer sig imidlertid om en ekstraordinært moden, psykisk stabil 15-årig, der hele livet har følt, at han var en dreng.
Som 13-årig indsamlede Caspian viden om navnelovgivningen m.m. og anmodede sine forældre om navneskifte. Han har turdet stå frem over for sine klassekammerater, venner, familie og flere medier.
Caspian opsøgte for et år siden T-gruppen under Landsforeningen af Lesbiske, Bøsser (gay), Biseksuelle og Transpersoner, hvor han – med en moden tænksomhed og grundighed, mange voksne, der udtaler sig om hans situation, kunne lære meget af – opsamlede viden, lyttede til råd og erfaringer. Således var det velovervejet i forhold til risikomomenterne, at han valgte et fuldt kønsskifte fra, men i sommer valgte at få fjernet brysterne.
I alle sociale sammenhænge bliver man i langt højere grad, end de fleste mennesker gør sig bevidst, bedømt og behandlet ud fra sit køn.
Kvindebryster er ekstremt socialt belastende og hæmmende for enhver, der føler sig som en dreng/mand.
Herudover er brysterne for de fleste transmænd (kvinde til mand) en forhindring for kram, mange former for fysisk berøring, f