Kravet om afskaffelse eller hurtigere udfasning af efterløn har længe og stadig mere højrøstet lydt fra en række partier, arbejdsgiverorganisationer og økonomer i den borgerlige lejr.
Efterlønnen er af disse udråbt til nærmest hovedproblemet i dansk økonomi og afskaffelse af ordningen til det afgørende element i løsningen af krise, statsunderskud og vækstfald. Modstandernes begrundelser for at afskaffe efterlønnen falder i tre hovedgrupper: For det første ses efterlønnen med en udgift på omkring en snes mia. kr. som (for) dyr og en væsentlig årsag til det aktuelle store statsunderskud.




























