Det startede med de tre detektiver.
Solrige sommerdage tilbragt i et skyggefuldt børneværelse, hvor man kunne krybe sammen over eventyr efter eventyr, hvor Jupiter, Pete og Bob løste det ene Alfred Hitchcock-inspirerede mysterium efter det andet. I de senere skoleår blev de tre detektiver udskiftet med Alistair McLeans hårdtpumpede machohistorier, hvor rigtige mænd gjorde kål på nedrige nazier rundt omkring på græske øer og tyske alpefæstninger. I gymnasieårene blev action afløst af åndelighed, og Sartre, Orwell, Hemingway og andre af verdenslitteraturhistoriens store navne begyndte så småt at gøre deres indtog i bogreolen. I studieårene led skønlitteraturen under det massive pres fra fagbøgernes tungtspiselige økonomiske modeller, abstrakte teorier og sværttilgængelige tyske teoretikere med sætningskonstruktioner, der aldrig syntes at ville få en ende. Ude i den virkelige verden – i det højeffektive erhvervsliv – var der ikke tid til at læse tunge teoretikere af folk, der både kunne se fordele og ulemper, bagsider og fordele. Arbejdslivets litteratur var præget af hurtige managementbøger, der typisk kun havde ét budskab, som til gengæld eksemplificeredes til døde i et sprog, der var så gennemredigeret og letlæseligt, at man tyggede det i sig som en double whopper med cheese. I alle disse år har bøgerne langsomt, men sikkert hobet sig op i reolerne. Disse udstillingsvinduer for personlig identitet, som gennem århundreder har været med til at definere os som tænkende (eller knap så tænkende) individer. Reol efter reol blev hentet hjem fra Ikea for at få plads til endnu mere papirbaseret viden, og da lejligheden på Vesterbro endelig blev for lille, begyndte bøgerne deres migration til den sydsvenske ødegård, som i forvejen var fyldt til bristepunktet med Jong, Miller, Joyce, Marx, og hvad forældregenerationen i øvrigt læste dengang i halvfjerdserne. Den enkelte bog har sin fortælling, men den samlede sum af vores bøger fortæller også en historie – en historie om os selv, og hvor vi kommer fra. De gamle bøger på reolerne vækker minder om tidligere generationers liv, deres tanker og deres kampe mod systemer og tankeformer, som i dag virker arkaiske og fjerne.


























