Det er hverken hæderspriserne, de rosende anmeldelser af mine bøger eller et næsten unisont kor af tilfredse kilder, der har skærpet mit blik for, hvad det indebærer at skrive dokumentarisme.

Meget mere tankevækkende er det, både for pressen, læserne og mig selv, at nogle enkelte har reageret med udtalt og spidst formuleret vrede. Efter den voldsomme debat om ’Hippie 2’, min sorte bog om hippieoprøret, kan man måske spørge, om jeg har droppet etikken: Er jeg blevet til fals for sensationer, skarpe vinkler og salgstal? Eller er der noget andet på spil, måske et alment menneskeligt træk ved vores måde at erindre på?