I folkeskolen skal der være plads til folkets børn - for alle børnenes skyld. Det kunne være indlysende, men det er ikke børnenes hverdag i klasseværelserne, hvor test, mål og individualitet er i højsædet. Venstre foreslog for nylig, at der skulle oprettes eliteklasser til de særligt dygtige børn, mens Dansk Folkeparti og de konservative i øjeblikket kæmper for, at børn helt ned til første klasse skal have karakterer. Forslagene vidner ikke blot om en indsnævret forståelse af folkeskolens opgave, men også om et bekymrende menneskesyn, der risikerer at udstøde de svage og forstærke den præstationsepidemi, som allerede i dag gør så mange børn syge i sjælen.
Som psykolog møder jeg de syge børn i min hverdag. Lad mig give et eksempel: Pigen - vi kan kalde hende Lise - er køn, kvik og 14 år. Hun er vellidt af sine veninder i skolen, men føler sig ikke dygtig nok. Inderst inde drømmer hun om at blive den bedste i sin klasse. Efter skolen vil hun gerne være kendt, siger hun. Hun har set alle afsnit af 'Paradise Hotel'. Hun elsker 'X Factor' og de fleste andre realityshows, hvor unge bliver stjerner. Men Lise har det dårligt indeni. Når hun har det allerværst, skærer hun i sig selv. »Jeg hader virkelig mig selv. Jeg fortjener at blive straffet«, siger hun. Om sin mor, fortæller Lise, at hun altid kræver meget af andre. Hun beskylder skolen for at bruge for meget tid på de dårlige elever og for ikke at lære Lise nok. Lises mor truer skolen med sagsanlæg, hvis ikke Lise bliver bedre. Lises far er enig. Men Lise fortæller, at han arbejder meget og sjældent er hjemme. LÆS OGSÅ»De privilegerede mobber arbejderklassen« Mon Lises forældre ved, at Lise formentlig ville få det bedre, hvis hun blev rost for sin dygtige deltagelse i klassefællesskabet snarere end kun for sine præstationer? Næppe. Mon Lise og hendes familie har forståelse for, at mennesker har forskellige ressourcer, og at vi til alles bedste skal værne om vores evne til at hjælpe hinanden og leve med hinanden. Næppe heller. Folkeskolen skal rumme folkets børn, eller i hvert fald de fleste af dem. Derfor skal vi tilstræbe, at vores børn lærer at forstå værdien af fællesskabet. Ellers lader vi ikke bare de såkaldt svage elever i stikken. Også de elever, som scorer højt på karakterskalaen og løser opgaver nemt og hurtigt, vil få det bedre, hvis forståelsen af værdien af fællesskabet igen kommer i fokus i folkeskolen.




























