Saida, Karin, Mette og Shabana har det til fælles, at de er mødre til tosprogede børn i folkeskolen.
Til trods for at deres livsvilkår er meget forskellige, deler de skæbnefællesskab. De er på hver sin måde fælles om at være oppe imod skolens etsprogede og monokulturelle idégrundlag. Folkeskoleloven er ikke tidssvarende i forhold til at rumme den sproglige og kulturelle kompleksitet, som skolens elever aktuelt repræsenterer. Der findes tre bestemmelser, der især er møntet på tosprogede elever og af betydning for deres forældre. En bestemmelse handler om, at forældre kan miste retten til selv at bestemme, om deres børn kan gå på den lokale distriktsskole, begrundet med at deres børn vurderes at have utilstrækkelige danskkundskaber (par. 5, stk. 8). I den samme paragraf finder man den anden bestemmelse, der vedrører et mål om at lære tosprogede elever dansk. Denne bestemmelse er meget modsætningsfyldt, idet målet med at lære tosprogede elever dansk i selve lovparagraffen er uhyre uambitiøst. Det fremgår af selve ordlyden: »Der gives i et fornødent omfang undervisning i dansk som andetsprog« (par. 5, stk. 7). Ingen andre steder i folkeskoleloven finder man en bestemmelse om, at undervisning skal tilbydes i et fornødent omfang, nok i erkendelse af at en fornøden undervisning ikke fostrer kompetence på et højt niveau. Den tredje særlige bestemmelse i folkeskoleloven, der er møntet på tosprogede børn, handler om begrænsninger i deres ret til undervisning i minoritetsmodersmål, idet kun børn der stammer fra EU/EØS-landene er berettiget til undervisning i modersmål (par. 5, stk. 7). Saida – den ene af de fire mødre – oplever, at hun primært er ramt af de to første bestemmelser. Hun har mistet retten til at bestemme, at hendes søn skal gå på den lokale folkeskole. Meget tyder på, at den skole, han bliver henvist til, kun i et yderst begrænset omfang kan tilbyde ham danskundervisning, som svarer til hans behov og forudsætninger, sådan som paragraf 18 i folkeskoleloven ellers foreskriver. Karin og Mette er på hver sin måde ramt af bestemmelserne om undervisning i minoritetsmodersmålene. De særlige bestemmelser i folkeskoleloven får den konsekvens, at skolerne og kommunerne i praksis må begrænse tilbuddene til tosprogede elever mest muligt. En alvorlig anke mod folkeskoleloven er derfor fraværet af det flerkulturelle i den almene undervisning, som i langt højere grad ville imødekomme også de tosprogede elevers udgangspunkt for læring samt fremme alle børns og unges mulighed for at lære at leve sammen i et flerkulturelt samfund. Fraværet af bestemmelser om flerkulturel undervisning rammer Shabana hårdt. I det følgende uddyber vi de fire kvinders oplevelse af samarbejdet om undervisningen af deres børn.
