Veluddannede pædagoger er alfa og omega

Lyt til artiklen

Danmark er et godt land at leve i. Her er trygt, her er velstand og mulighederne synes stort set uudtømmelige, for de der kan og vil. Men skraber man i overfladen, toner et mere nuanceret Danmarksbillede frem, hvor vi stadig er for dårlige til at bryde den sociale arv. Hvor alle langt fra har samme forudsætninger. Børn af ufaglærte forældre har fortsat sværere ved at blive faglærte eller få en videregående uddannelse, end børn hvis forældre er højtuddannede, og vi kan blive meget bedre til at få det meste ud af den enkeltes potentiale. Det er en af årsagerne til, at regeringen nu ønsker at løfte kvaliteten på landets pædagoguddannelser, der hvert år optager flere end 5.000 pædagogstuderende, der uddannes til at tage sig af nogle af mest centrale opgaver i det danske velfærdssamfund. Forskning viser, at uddannelse og social baggrund derhjemme har stor betydning for de helt små børns udvikling. Når Ali, Brian og Mette eksempelvis oplever glæden ved at få læst bøger højt i dialog med voksne, er det gavnligt for deres fremtidige muligheder for at få en uddannelse.

Forældrenes indsats og engagement er afgørende for børns trivsel og læring. Men det kan ikke stå alene. Vi har brug for pædagoger og ledere, der kan og vil gå foran i samarbejde med forældrene. Danske børn tilbringer en stor del af deres tid i dagtilbud, fritidshjem og skoler. Den tid er helt afgørende for deres udvikling og fremtidige muligheder. Derfor har vi brug for dagtilbud og skoler af høj kvalitet. Vi vil i langt højere grad end den tidligere regering vise pædagogerne den respekt, som de fortjener, eftersom den gode pædagog præcis som den gode lærer kan gøre en verden til forskel. Regeringen barsler i efteråret med et udspil til et løft af folkeskolen. I dag forlader hvert sjette barn folkeskolen uden de basale færdigheder, der ellers er en forudsætning for at tage en uddannelse og finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i en bredere forstand vælge retningen for sit eget liv. Regeringens ambition er klar: Vi skal løfte alle børn uanset baggrund, så vi giver dem et godt børneliv her og nu - og de bedste forudsætninger for senere at få et godt skoleliv og voksenliv. LÆS OGSÅDe fleste tosprogede børn dumper i dansk Men skal vi for alvor forandre Danmark, skabe hele, nysgerrige, kreative og dygtige børn samt lige muligheder uanset, hvem du er, og hvor du kommer fra, kræver det helt grundlæggende, at vi har veluddannede pædagoger i vores dagtilbud, skoler og institutioner. Vi ved, at de første fem år er de vigtigste år for udvikling af børns grundlæggende kompetencer. Forskningen taler sit tydelige sprog: Investering i dagtilbud betaler sig. Amerikanske undersøgelser har blandt andet vist, at investeringer i højkvalitets-dagtilbud for de mest udsatte børn kommer op til syv gange igen, og den tidlige indsats øger børns læringsparathed og mindsker risiko for eksempelvis kriminalitet. Høj kvalitet kræver i første omgang ordentlige rammer og tilstrækkelig med hænder, hvilket regeringen allerede har medvirket til ved de seneste kommuneaftaler med 500 mio. kr. til bedre normeringer i institutionerne. Men det kræver også et markant øget fokus på og løft af pædagogernes kompetencer til at arbejde med børns omsorg, udvikling og læring Evalueringen af den eksisterende pædagoguddannelse viser, at niveauet generelt er øget siden den seneste reform, men spørgsmålet er, om vi ikke kan uddanne pædagoger til i højere grad at imødekomme de forskellige og komplekse funktioner i samfundet, ligesom kvaliteten, kravene og intensiteten skal øges. Hovedparten af de adspurgte studerende i Rambølls evaluering af pædagoguddannelsen (2012) vurderede, at det er ’nemt’ at gennemføre pædagoguddannelsen. Dertil kommer, at en del af de adspurgte studerende fortæller, at de finder det frustrerende og demotiverende, at man kan komme igennem uddannelsen med en ganske lille indsats. Desuden viser casestudier, at der blandt studieledere, undervisere og studerende hersker stor enighed om, at der er for få undervisningstimer på uddannelsen. Derfor har regeringen i udspillet til de nye udviklingskontrakter for de kommende år holdt professionshøjskolerne fast på det arbejde, der er påbegyndt med at sikre og dokumentere, at de studerende sikres bedre undervisning og tilstrækkeligt med studieintensitet. Med en reform af pædagoguddannelsen vil regeringen tage fat ved roden. LÆS OGSÅUndersøgelse: Danskerne får ikke så mange pædagoger som lovet En reform skal sikre, at pædagogerne i dagtilbud, skoler, fritids- og botilbud står bedre rustet til at skabe lige muligheder for alle børn og unge og dermed bidrage til såvel et stærkt velfærdssamfund som et funktionelt demokrati, med oplyste, socialt velfungerende, handlekraftige og livsduelige individer. Vi ved, hvad der er vigtigt for børns udvikling og læring, og det skal vi turde sætte i spil. Den pædagogiske praksis skal baseres på viden, refleksion, tilrettelæggelse og handling. Den skal målrettes børnenes udviklingsniveau, så de udvikler sig mest muligt. Noget af det, der rykker mest i barnets udvikling og læring, er oplevelsen af, at man er i gang med noget, der er lidt vanskeligt, men at man kan mestre det. Oplevelsen af at mestre noget, der er svært, kan flytte verden for det enkelte barn. Vi skal samtidigt give hvert enkelt barn mulighed for at udnytte sit fulde potentiale. Det kan både være sproglige, sociale, musiske eller praktiske kompetencer, og børnene skal udvikles som hele, kreative, ansvarlige unge, der kan fungere i en skoleklasse og i et fællesskab i det hele taget

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her