Danmarks nye sikkerhedspolitiske situation kan anskueliggøres med nogle modeller. Den første kan også bruges til at illustrere de fire positioner, Danmark har befundet sig i sikkerhedspolitisk set fra vikingetiden og til vore dage. De fire positioner fremkommer ved at skelne mellem, om Danmark har haft allierede eller fjender . I vikingetidens 300 år mellem 750 og 1050 havde Danmark hverken fjender eller allierede. Danske vikinger angreb områder og lande, der ikke angreb dem. I dag vil vi nok kalde disse statsvikingetogter for foregribelsesslag. Perioden kan kaldes uafhængig sikkerhed. Den næste periode har været den mest normale situation for Danmark (-Norge), nemlig uden allierede, men med to hovedfjender: Sverige og Tyskland. I knap 700 år mellem cirka 1100 og 1949 befandt Danmark sig i 'isoleret sikkerhed', bortset fra perioden omkring Kalmarunionen, 1399-1523. I den tredje position har vi haft både fjender og allierede. Den type sikkerhed har vi levet med i knap 200 år, under den nævnte Kalmartid og i NATO-perioden 1949-1990. Med tanke på vore allierede kaldes perioden 'kollektiv sikkerhed'. I dag lever vi uden militære fjender og med mange allierede i både NATO og EU. Det har vi kun gjort i 15 år. Denne nye sikkerhedspolitiske situation har jeg kaldt 'selektiv sikkerhed', fordi hvert land selv vælger sine udenrigspolitiske opgaver og kan gøre det uden skelen til sine allierede, fordi vor sikkerhed netop ikke er truet. F.eks. bad FN både Danmark og Tyskland om at sende tropper til såvel Somalia som Bosnien. De to NATO- og EU-lande valgte hver sine indsatsområder. Tyskland tog til Somalia, Danmark til Bosnien. Når de to lande valgte hver sin opgave, var det, fordi deres sikkerhedspolitiske situation ikke betød noget. Hverken Tyskland eller Danmark fik mere sikkerhed ved at deployere soldater i de to lande. Det kan man også anskueliggøre ved at pege på Grækenland, der ikke har fundet det nødvendigt for sin sikkerhed at sende tropper til Bosnien, selv om det er langt tættere på uroområdet end Danmark. Pointen er, at sikkerhedspolitiske hensyn spiller en langt mindre rolle i dag end tidligere for vore udenrigspolitiske aktiviteter. De sikkerhedspolitiske opgaver har også ændret sig. En måde at beskrive dem på er at sondre mellem opgaver med og uden vold , og om de udøves mod andre staters militærstyrker eller ikke. Den første af de fire opgavetyper er indsats i rednings- og katastrofeopgaver i Danmark og i udlandet. Her indsættes danske soldater uden at skulle kæmpe endsige kæmpe mod et andet lands nationale styrker. Den anden opgavetype er de fredsbevarende operationer, krisestyring og terrorbekæmpelse. De er kendetegnet ved tilfælde af vold, men ikke mod nationale militære armeer, men mod lokale grupper. Den type opgaver er særligt krævende, fordi soldater ikke kun skal kæmpe, men også udføre civile opgaver som at skaffe vand, arrangere valg, fungere som politi osv. Det er opgaver, som danske styrker nu varetager i Irak og varetog i Bosnien efter 1996. En tredje opgavetype er krigsafskrækkelse. Her står nationale armeer over for hinanden, men uden at kæmpe. Danske styrker havde den opgave under den kolde krig. Det sidste formål er krigsførelse og international fredspåtvingelse, hvor både vold og mindst to nationale militærkorps står over for hinanden. Fregatten 'Olfert Fischer's bidrag i Golfkrigen januar-marts 1991 og danske hærenheders indsats i Irakkrigens begyndelse i 2003 er eksempler herpå. De sikkerhedspolitiske opgaver har forskudt sig fra krigsafskrækkelse/-førelse til fredsbevarende operationer. Altså fra at sikre ens eget land til at genopbygge andres. Man taler om forskydningen fra hård til blød sikkerhedspolitik. Men uanset denne sondring er sikkerhedsbegrebet en uhensigtsmæssig forståelsesramme for de opgaver, danske soldater, politifolk og civile foretager ved et lands genrejsning. Dels er de civile opgavers antal og omfang langt større end de militæres. Sammenlign bare USA's krigsaktivitet i to måneder i Irak med den langstrakte fredsaktivitet siden maj 2003. Dels er de civile opgaver langt mere ressourcekrævende. Endelig vil mange, også blandt soldaterne, mere se deres arbejde i Irak og andre steder som en humanistisk end sikkerhedspolitisk indsats. Det centrale er, at den bløde sikkerhedspolitik, hvis den overhovedet skal kaldes det, omfatter mange opgaver, der kun meget vanskeligt kan relateres til en dansk sikkerhedspolitik , men klart til en dansk demokratisk og humanitær bistand. Sagt på en anden måde: Det, der beskrives som en sikkerhedspolitisk indsats i f.eks. Irak, kan meget vel reducere vor sikkerhed, hvis terrorgrupper herfra ønsker at hævne sig på Danmark. Hermed ikke sagt, at vi skal undlade vor militære indsats. Vi skal bare spille rent, når vi præsenterer gevær. Den tredje ændring vedrører de sikkerhedspolitiske opgavers ekspansion : tidsmæssigt, geografisk og funktionelt. I begyndelsen af den kolde krig reagerede vi. Vi skulle først angribes, før vi selv greb til våben. I 1980'erne fulgte med dobbeltbeslutningen om opstilling af mellemdistanceraketter i Europa en samtidighed i beslutningsprocessen. I dag skal vi stoppe en formodet aktion mod os, før den overhovedet iværksættes. Vi har altså bevæget os fra reaktion via aktion til præaktion. Geografisk indsættes (også danske) soldater i konflikter overalt på kloden, mens de under den kolde krig kun skulle fungere i NATO- eller nærområdet. Funktionelt gik indsatsen tidligere ud på at skade fjenden maksimalt, i dag skal det ske med så ringe voldsudøvelse som muligt. Man taler om militære operationer som kirurgiske snit. Alle tre ændringer gør det mere stressende, større og sværere at løse de militære sikkerhedspolitiske opgaver. Men det er værd at huske, at det er os selv, der stiller de øgede krav til opgavernes hurtighed, rækkevidde og indhold. Og det er også os, der derved gør dem mindre veldefinerede og afgrænsede. Og det kan i sidste ende skade vor daglige sikkerhed. Hvor megen usikkerhed og hvor mange restriktive indgreb vil vi have i vor dagligdag med soldater og politi på hvert gadehjørne for måske at opnå en eller anden grad af øget sikkerhed? Sikkerhedspolitikken som forståelsesramme for vore udenrigspolitiske aktiviteter er altså generelt problematisk og ulogisk. Al udenrigspolitisk aktivitet kan betragtes som sikkerhedspolitiske foranstaltninger, samtidig med at vor sikkerhedspolitiske situation aldrig har været mere gunstig end nu. Danmarks (og de øvrige NATO-landes) nye sikkerhedspolitiske situation betyder - alt andet lige - et begrænset behov for et militært forsvar. Det viste sig jo også i reduktionen af de militære budgetter i 1990'erne, personalereduktioner, kasernelukninger med videre. Her slap dansk forsvar nådigt sammenlignet med andre (NATO-)landes. Man pegede på, at Danmark med sit i forvejen beskedne militærbidrag under den kolde krig allerede havde taget hul på fredsdividenden. Men det kan ikke skjule det grundlæggende problem, at man i forsvarsforlig efter forsvarsforlig krampagtigt har forsøgt at presse sikkerhedspolitik ned over forsvarspolitikken, hvormed man spillede en falsk sikkerhedspolitisk melodi. Det er i sig selv uhensigtsmæssigt. Det svarer til de tidligere kommunistiske landes klodsede forsøg på at fremstille ethvert initiativ i overensstemmelse med de marxistisk-leninistiske principper. Det giver en gold, virkelighedsfjern og unuanceret politik. En anden grund til det uhensigtsmæssige i at spille den falske sikkerhedspolitiske melodi er, at forsvaret godt ved, at det lyder disharmonisk. Den seneste Forsvarskommission fastslog således, at der ikke inden for en tiårsperiode kunne tænkes militære angreb fra andre stater mod Danmark. Så forsvarets ledelse ved godt, at det er ulogisk og uhensigtsmæssigt at bruge sikkerhedspolitikken til at postulere forsvarspolitiske behov. En fjerde uhensigtsmæssig konsekvens af at spille den falske sikkerhedspolitiske melodi som årsag til at udsende danske soldater er, at formålet med enhedernes indsættelse også bliver mere diffus. Det så vi i Bosnien fra 1991 til 1995. Der forelå en uklar sikkerhedspolitisk opgave: Skulle vi bekæmpe militære grupper, lægge os imellem dem, forsvare civile borgere mod snigskytter eller blot være der for at vise FN-flaget? Således blev den ene udlægning af 'Rules of Engagement' lige så god som den anden; netop i kraft af en alt- og intetsigende sikkerhedspolitisk begrundelse. Den tillod også forsvaret at udsende danske styrker, uden at de havde en operativ doktrin at arbejde ud fra. En femte grund til, at den brede sikkerhedspolitik er en uhensigtsmæssig indfaldsvinkel for udsendelse af soldater, er, at så sondres der ikke mellem de fire opgavetyper. Og det er vigtigt. Det så vi i Somalia i 1993. USA havde sendt militære styrker dertil for at uddele mad og anden nødhjælp til hungerkatastrofens ofre dér. Altså den første opgavetype. Den del af den amerikanske indsats var en succes. Det glemmes ofte. I stedet huskes den ydmygende nedkæmpning af amerikanske rangers, der fanges i et baghold, da de søgte at fange den lokale krigsherre Addeed, og hvor nogle af de døde amerikanske soldater slæbes efter en jeep ned ad gaden i Mogadishu. Det gik galt, da amerikanerne skiftede formål fra humanistisk til fredsbevarende opgavetype uden tilstrækkelig backup af grej og personel. Den fare mindskes, hvis man klart sondrer mellem humanitær og fredsbevarende, kampaktiv, indsats. En sjette grund til at afvise sikkerhedspolitikken som rettesnor for forsvarspolitikkens indretning er det hierarki, som forsvaret selv anlægger på de fire nævnte opgavetyper. Forsvarschefen, general Helsø, har således udtalt, at hvis danske soldater kunne deltage i de krigsførende opgaver, så kunne de også klare de fredsbevarende. Men det er helt forkert. Og det må han vide. Dels har chefer i det danske forsvar påpeget de særlige krav, der må stilles til soldater for at kunne deltage i såkaldte Military Operations Other Than War , og i den forbindelse kritiseret den amerikanske hær for netop ikke at kunne levere denne vare, dels har den tyske forsvarsminister for nylig sagt det samme. Det er i den forbindelse interessant, at dansk forsvar og danske politikere er helt uinteresserede i emnet: Hvorfor klarer danske soldater sig så godt i udenlandske fredsskabende missioner sammenlignet med andre landes soldater? Jeg tror, jeg har et godt svar, men det er ikke videnskabeligt underbygget, men jeg tror, det har noget med den fortsatte værnepligt at gøre. En syvende svaghed ved at spille den falske sikkerhedspolitiske melodi er, at den undertiden netop er falsk. Således blev aktionen i Irak forklaret sikkerhedspolitisk med, at man ville fjerne landets masseødelæggelsesvåben. Mens henvisningen til masseødelæggelsesvåben i Irak ikke synes at holde, så er det da sikkerhedspolitisk langt mere farligt, at en række slyngelstater som Nordkorea og Iran har masseødelæggelsesvåben, uden at de bliver stoppet. USA's doktrin synes at være, at kun mindre og ikkeatomare slyngelstater skal forvente en amerikansk intervention. En ottende grund til, at det er uhensigtsmæssigt at spille de sikkerhedspolitiske toner, er, at de lukker for andre og mere relevante toner. I Danmark blev det sikkerhedspolitiske argument om masseødelæggelse også brugt. Men andre argumenter kom også til: støtten til FN's Sikkerhedsråds autoritet, ønsket om at bringe Saddam Hussein til fald og sikre en økonomisk udvikling i et forarmet land, med videre. En niende grund til at skippe den sikkerhedspolitiske årsagsforklaring er en kommende forventelig krigstræthed blandt befolkning og soldater. Vi så det i USA under Vietnamkrigen 1965-1972, hvor modstandernes væsentligste argument mod denne krigs fortsættelse var, at Vietnam netop ikke udgjorde en sikkerhedspolitisk trussel mod USA. En tiende og sidste begrundelse er knyttet til ønsket om en fortsættelse af værnepligten. Det er ikke længere muligt på et sikkerhedspolitisk grundlag at argumentere for dens fortsættelse. I et studie for nogle år siden vistes, at hvor Norge havde interne demokratiske grunde til at opretholde den militære værnepligt, havde Sverige eksterne afskrækkelsesmotiver, mens Danmark alene brugte rekrutteringshensyn til (hærens) officers- og konstabelkorps. Der er således ikke noget galt i at forlade de sikkerhedspolitiske alt og intet-forklaringer til fordel for nogle mere specifikke og langt mere præcise årsager. Det vil i sidste instans gavne både den politiske debat og dansk forsvar. Når detnu synes åbenbart mere hensigtsmæssigt at bruge militærsociologiske frem for sikkerhedspolitiske forklaringer, må man spørge: Hvorfor er det så ikke sket? En første forklaring er jo, at den falske sikkerhedspolitiske melodi er så let at spille. Den kan alle synge med på, og - ikke mindst - den har så let et omkvæd. Men det gør den - som sagt - ikke mere hensigtsmæssig, endsige rigtig. Den anden forklaring på, at den falske sikkerhedspolitiske melodi spilles, er, at det netop er den, vi hører. Det er den, der traditionelt spilles og dermed høres. Så hvorfor forny sig? Den tredje forklaring er nok mere kontroversiel, men den ligger i, at det er de sikkerhedspolitiske og ikke de militærsociologiske eksperter, der sidder til højbords, når dansk forsvarspolitik skal analyseres, afgøres og formidles. Men hvorfor skulle de sidste forskere da være bedre end de første? For det første fordi de ser på sammenhængen mellem militær og samfund, hvad sikkerhedspolitiske eksperter ikke gør. For det andet fordi militærsociologien også ser på militæret ud fra et mikroperspektiv. Hvordan kan den militære organisation forbedres, hvordan kan man øge effektiviteten i de tre værn og samarbejdet dem imellem, hvilken forskydning i funktion er der sket inden for den militære profession, hvordan klarer vore udsendte soldater sig sammenlignet med andre osv. For det tredje fordi den militærsociologiske fokusering bedre understøtter og forbedrer den selvkritiske holdning, der allerede er i det danske forsvar, men som sikkerhedspolitikken ikke tillader at komme frem, fordi den stadig er fastlåst i sit eget vrangbillede om, at kritik skader Danmarks sikkerhedspolitik.