Kronik afHenrik Sass Larsen

Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Carsten Hansen

Socialdemokraterne er bedst for Danmark

Lyt til artiklen

I 2008 væltede den finansielle sektor og kastede verden ud i en langvarig og dyb økonomisk krise, som i skrivende stund, fire år efter, stadig martrer Danmarks og verdens økonomier.

Kolossale formuetab, nedgang i levestandard og købekraft, omfattende arbejdsløshed og hele stater, der i realiteten er bukket under, er det foreløbige resultat af denne krise. En katastrofe af næsten episke dimensioner. Lad os skrue tiden tilbage til Danmark i de muntre 00’ere. Det var her, vi fik flekslån og afdragsfrihed og kunne belåne vores faste ejendom. Hvor man efter en god nattesøvn kunne glæde sig over, at fortjenesten af denne, hvis man havde fast ejendom i hovedstadsområdet, overgik, hvad man kunne tjene på jobbet om dagen. Og havde man overskud på bankbogen, gjaldt det om at kaste det ind på tidens mest lovende spillekonsol, aktiemarkedet, med sikker gevinst, hvis bare man spredte risikoen en anelse. Der blev kapitaliseret i fremtidens forventede indtægter, og markedet var vores muntre og utrættelige tjener, som sørgede for evig fremgang, så længe vi leverede stadig mere deregulering. Og så vågnede vi op og fandt ud af, at markedet er en lunefuld tjener, og som dug for solen forsvandt årtiets fortjeneste op i den blå luft, da boblen brast, og vi var lige pludselig alle blevet fattigere. I 2012 er vi ikke færdige med at gøre regningen fra 00’erne op. Der udestår reformer, der skal lykkes, og den sidste svære beslutning er endnu ikke truffet. Og værst af alt: Når vi holder status på værdien af Danmark, tegner billedet sig af 00’erne som et i alle henseender forsømt årti. Det socialdemokratiske projekt er tidløst, men skal altid formes i sin tid. Vi står i 2012 i spidsen for en regering, der skal indhente det forsømte årti, rydde op efter en af historiens største nedture og samtidig sætte kursen mod det langsigtede og holdbare. Vores projekt er at skabe den dygtigste generation nogensinde, at fastholde den fri og lige adgang til velfærdssamfundet, at række ud efter langsigtet og holdbar vækst og foretage den største sociale omvæltning set i generationer. Det er et projekt, som ikke handler om hurtige gevinster eller tror på, at markedet løser vores udfordringer. Det handler meget lidt om mig og mere om vi. Vi synes, det er et stærkt projekt, og håber, at I alle vil være med på rejsen. Danmark er en del af den globale økonomi. På godt og ondt. Vi tjener penge på og har fordel af åbne markeder. Dansk erhvervsliv afsætter varer og tjenesteydelser i hård konkurrence, men vi har vores andel af markedet og kun fordel af, at betingelserne er så frie og lige som muligt, og at større stater ikke forfalder til protektionisme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her