»Drømmer jeg – eller er jeg vågen?«. Sådan har mange borgerlige tænkt i det seneste år, hvor titusindvis af vælgere er væltet ind på blå konto. Men vælgerfremgangen skyldes mere regeringens svaghed end oppositionens styrke. Og især 5 faresignaler burde bekymre borgerlige efter et år i opposition – ud over skatteskandalen naturligvis: 1. De karismatiske krigere er væk Foghregimets styrke var en særlig evne til bygge bro til ’folket’ og appellere til strømninger blandt danskere uden for eliten. Kedeligt var det ikke, når man i en partilederrunde kunne opleve kulturkæmperen Anders Fogh Rasmussen, hjemmehjælperen Pia Kjærsgaard, nok er nok-Naser Khader og den værdikonservative Lene Espersen folde sig ud med værdier, holdninger og kulturkampe. I dag ledes den borgerlige opposition af fire statsautoriserede revisorer i jakkesæt. Der er Lars Løkke (V), der føler ubehag ved at tale om værdipolitik. Der er akademikeren Anders Samuelsen (LA) med lommeregneren. SE OGSÅPolitisk redaktør: LA forsøger at føre værdipolitik Der er den tidligere formand for Finansrådet Lars Barfoed (K). Og så er der cand.merc.aud. Kristian Thulesen Dahl (DF), som har finanslovsforhandlinger som sit speciale. De er uden tvivl gode med et excel-ark i hånden og trygge at have tæt på sig, hvis man har et problem med selvangivelsen. Men de er også billedet på en opposition, der er lidt småkedelig på den bogholderagtige måde. Og som har mistet den karismatiske appel til ’folket’. Det lægger man ikke mærke til nu – men bare vent. 2. Ingen originale borgerlige ideer Efter et år i opposition må man spørge: Hvor er de borgerlige ideer og forslag i dansk politik, som regeringen ikke allerede har lagt frem? Jeg er blank. »I har jo stjålet vores politik«, sagde småsure socialdemokrater, da Fogh i 00’erne kyssede og krammede velfærdsstaten. LÆS OGSÅSocialdemokraterne er bedst for Danmark I dag er det de borgerlige, der vantro ser på en rød regering, der tyvstjæler deres politik – fra Mette Frederiksens opstramninger over Karen Hækkerups opgør med krævementalitet og universalisme og Thor Möger Pedersens belønning af mennesker, der knokler, til Bjarne Corydons nulvækst i den offentlige sektor. Alt det, som Fogh ikke turde, realiseres nu af socialdemokrater og SF’ere. Cepos skamroser. Men hvad skal en borgerlig politiker sige? Foreløbig holder han kæft. 3. Ingen selvransagelse I Europa har borgerlige politikere og debattører efter finanskrisen kastet sig ud i en selvransagelse i et forsøg på at redde det borgerlige samfunds værdier.
Man er chokeret over, at finanssektoren har kuppet det borgerlige samfunds arbejdsetik og skabt en kapitalisme, der i stadig mindre grad handler om driftige mennesker, der gennem initiativer og hårdt slid skaber arbejdspladser og velstand – og i højere grad domineres af en finanselite, der flytter rundt på penge og kaster mennesker og samfund ud i gæld og krise. Hvordan får vi det borgerlige samfund tilbage på sporet?, debatterer det borgerlige i Europa. Men i det borgerlige Danmark er der helt stille ... 4. Liberalisterne går amok Det er dog ikke alle i blå blok, der er lige tavse. Foghperiodens styrke var, at han kunne holde liberalisterne nede – »Fogh har givet løverne brøleforbud«, som Svend Auken poetisk udtrykte det. Men det forbud har en lille gruppe løver mildt sagt selv ophævet, og i Saxo Bank-partiet Liberal Alliance brøles der højere end nogensinde. Ting, som tidligere kun blev sagt i omklædningsrummet, bliver nu skreget ud fra Folketingets talerstol. LÆS OGSÅ»Regeringens krisepolitik er stupid« Mens Saxo Bank-partiet insisterer på endnu mere marked, kritiserer DF regeringen for at sælge ud af socialdemokratiske lighedsidealer. Kløften mellem liberalister og nationalkonservative bliver større. Her er kimen til en konflikt. 5. Ingen appel til højtuddannede En ting er slående, når man læser meningsmålinger: Akademikere går i en stor bue uden om Løkke & co. Er det resultat af 00’ernes alliance med ’folket’ og opgøret med smagsdommere? Formentlig. Men det ændrer ikke ved, at det på vej ind i et videnssamfund gør ondt på en borgerlig opposition, at man helt har misset en dagsordensættende samfundsgruppes støtte. Disse faresignaler kan borgerlige vælge at overhøre ud fra devisen: Det går jo forrygende i meningsmålingerne, ikke? Gør de borgerlige det, vil det være den bedste gave, Thorning & co. kan få på sin regerings 1-års dag.
