Mon også de kaldte det vækst, da Babelstårnet nærmede sig himlen?
Hvorfra har vi denne tvang til at underlægge os stadig mere af verden? Ikke fra grækerne, der advarede mod hybris og nemesis og anså mådehold for den største dyd. Denne leg med ilden – er den en særlig jødisk-kristen tradition? Eller ligger det i selve menneskets natur at lege med tændstikker som et barn, indtil huset futter af? Går man til skabelsesberetningen for at få et svar, så får man faktisk to forskellige, et i Første Mosebogs første kapitel, et andet i det næste. I det første kapitel lyder den kendte befaling til menneskene: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himlens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på Jorden! Der er dem, som hævder, at vi her har en forklaring på hele miseren: en verden delt op efter to modsatte principper, ikke som yin og yang, der supplerer og hjælper hinanden: Her søger kulturen at gøre sig til herre over naturen og provokerer den dermed til oprør. Her kontrollerer vi naturen, sætter skellet mellem over- og underordnet, kontrol og kontrolleret, magt og afmagt. Det første, vi kontrollerede, var ilden, bålet, lejren, huset, familien. Men et sådant dominansforhold sætter onde cirkler i gang:
