Det sidste halve års tid har jeg forsøgt at finde svar på spørgsmålet, hvorfor jeg har så svært ved at se en kommende katastrofe i øjnene og gøre noget seriøst og helhjertet for at undgå den. Jeg er i dette tilfælde kulbrintemennesket. Katastrofen er konsekvenserne af mit fortsatte forbrug af olie og naturgas. Min mangel på handling – ja, hvad skyldes den? Kulbrinteæraen og dermed kulbrintemennesket hører til sidste halvdel af det 19. og hele det 20. århundrede. Med ganske få undtagelser har vi mennesker jagtet lys, varme, vækst og mobilitet gennem generationer, og få energikilder har som olien og naturgassen bidraget til vores succes. I processen er vores tilværelse blevet lettere, vi har nået mål, som intet menneske for bare et par hundrede år siden ville have drømt om at nå. Mange har måske i dag svært ved at forestille sig, hvor stor en ændring overgangen fra hvalolie til petroleum var for 1800-tals mennesket, ganske ligesom få i dag tænker på den enorme forskel i menneskenes dagligdag og verdenssyn, opfindelsen af forbrændingsmotoren gjorde.
Eksperter forbløffet over uventet voldsom CO2-udledning De fossile brændstoffer har været helt og aldeles afgørende for denne udvikling. Jagten på dem har skabt fremskridt, formuer, katastrofer og krige. Deres blotte tilstedeværelse, udvindingen og udnyttelsen af dem og dermed kontrollen med dem, er en geostrategisk faktor, hvis betydning ikke kan overdrives. I dag, godt halvandet hundrede år efter at den første klippeolie blev hentet op af jorden i Pennsylvania, har vi besluttet at droppe dem. Det er officiel politik, at Danmark i 2050 ikke længere skal være afhængig af fossile brændstoffer. Afhængig er imidlertid et ikke bare velvalgt, men også problematisk ord. For vil vi holde, hvad vi lover? Kan vi som en bevidst kollektiv handling gøre os fri af det, som engang var en vane, nu er et misbrug, og som på længere sigt kan lede os i ulykke? Som tingene ser ud øjeblikket, er svaret er nej.
