Set fra universet er vores klode en lille blå planet.
Dette billede minder os om, hvor unik vores klode er, og hvor godt vi skal passe på vores miljø og mangfoldige natur. Ressourceforbruget og den beslaglæggelse af ressourcer, som vores økonomiske aktiviteter medfører i form af affald, forurening, risici, forandringer af naturen og forringelse af dens ydeevne, virker ikke negativt på verdens økonomier – tværtimod. Alskens miljøødelæggelse og overforbrug af ressourcer giver jo et flot bruttonationalprodukt. Af samme grund er det ikke rationelt for alvor at prioritere miljøet. Den miljøfilosofiske tænkning havde sin debut i halvfjerdserne. Tænkere begyndte at beskæftige sig med det filosofiske grundlag for miljøbeskyttelse og de etiske konsekvenser, der kan drages herudfra. Miljøfilosofien har desværre ikke haft nogen gennemslagskraft i offentligheden. Ifølge det traditionelle, det såkaldte antropocentriske synspunkt, har mennesket ret til at udnytte naturen i egen interesse, men det har samtidig også en interesse i at beskytte det miljø, som sikrer vores overlevelse.




























