Efterhånden er det et år siden, at vi sad bænket ovre i Justitsministeriets gård i Slotsholmsgade. Det var den smukkest tænkelige sommerdag, men mit humør kunne have været bedre. Gennem ti år havde jeg set frem til dagen, da PET-kommissionen omsider udgav sin store beretning om efterretningstjenesten under den kolde krig. Med sine ubegrænsede midler og uhindrede adgang til det hemmelige væsens medarbejdere og arkiver skulle man mene, at en uafhængig kommission burde kunne nå langt i forhold til at afdække sandheden om PET’s aktiviteter. Eller så langt, som det nu er muligt i en spejlverden, hvor der – som man siger – ikke findes nogen sandhed. Kun versioner. Derfor satte jeg mig dagen før offentliggørelsen til at læse en lækket kopi af PET-kommissionens sammenfatning som facitlisten, der ville give et unikt indblik i en ellers hermetisk lukket verden og kaste lys over de ubesvarede spørgsmål. Men efter endt læsning skal jeg ærligt indrømme, at jeg sad tilbage med dyb undren over, hvor ukritisk rapporten var i forhold til undersøgelsens hovedspørgsmål.
LÆS ARTIKELTidslinje - forløbet bag PET-kommissionens rapport
