Grosbøllsagen har givet den danske folkekirkekristendom et grelt forklaringsproblem: Hvordan kan nogen overhovedet i disse senmoderne tider tale meningsfuldt om Gud? Skal man nu forstå Gud i svundne tiders termer? Hvordan kan nogen så mene, at det ligefrem er livsnødvendigt at tale om Gud? Grosbøll selv har ikke bidraget synderligt til opklaringen. I meget grove træk har hans indsats bestået i at insistere på, at han ikke kan give mening til tanken om en 'skabende' og 'opretholdende' Gud i den traditionelle, metafysiske forstand af Gud som verdens eller universets ophavsmand, styrer og bevarer. Gud kan altså ikke bruges til 'forklaring' af verden af samme type som de forklaringer, man giver i videnskaberne. Så vidt kan man kun være enig med Grosbøll. Men når det så kommer til alternativet - Gud som 'tydning' - bliver han os svar skyldig. I stedet fokuserer han på Jesus. Resultat: Præsten i Taarbæk »tror ikke på Gud!«. Jeg vil her forsøge at vise, hvordan jeg selv - som det, jeg kalder en oplyst, progressiv kristen - føler, at jeg taler meningsfuldt om Gud også i en moderne sammenhæng, og hvorfor jeg ligefrem finder det livsnødvendigt at gøre det. Jeg skriver for sekulariserede læsere. Grosbøllsagens egentlige misere er efter min mening, at der har vist sig at være en meget stor afstand mellem, hvad man i den almindelige offentlighed tror, man skal tro og mene for at være kristen, og hvad folk, der bekender sig som kristne, faktisk går rundt og tror. Det er ikke offentlighedens skyld. Her må kristendommen feje for egen dør. Mange danskere med en kun løsere tilknytning til kristendommen kommer i kirken i ny og næ. Men hvad de hører dér, kan som regel kun bekræfte dem i deres forestilling om, at der her tales et gammeldags sprog, som kan være fint nok ved festlige og lidt højtidelige lejligheder, men ellers principielt hører til på en anden planet. De har ret: Sådan kan man ikke tale om Gud. Sådan må man ikke tale om Gud! Jeg vil gøre to ting her, først forklare lidt om baggrunden for miseren, derpå give mit eget personlige bud på en tale om Gud. Allerførst må jeg dog fremlægge nogle få præmisser. Skønt ansat ved et teologisk fakultet taler jeg på ingen måde autoritativt her. Jeg taler også kun halvvejs professionelt, det vil sige professionelt, for så vidt angår forståelsen af Det Nye Testamente, som er mit arbejdsfelt; ellers ikke. I stedet forsøger jeg at aflægge regnskab for mit eget vedkommende, foranlediget af den øjeblikkelige situation. Bemærk også, at jeg ikke er ude på at overbevise min sekulariserede læser om kristendommens sandhed, men kun at bidrage til den forståelse, som er en forudsætning for enhver ordentlig diskussion. Jeg forudsætter altså en læser med en vis nysgerrighed over for, hvordan man overhovedet kan tale om Gud. Har du ikke den, kære læser, skal du bare stå af. Har du den derimod, glæder jeg mig til at høre din mening om sagen. Baggrunden for den øjeblikkelige misere er ganske klar. Kristendommen er forpligtet på Bibelen og forskellige bekendelsesformularer, f.eks. trosbekendelsen (»Vi forsager Djævelen - og så videre. Vi tror på Gud Fader, den almægtige, Himlens og Jordens skaber - og så videre«). Men både Bibelen og bekendelsesformularerne er antikke tekster, der afspejler et verdensbillede, som var grundlæggende forskelligt fra en hvilken som helst moderne, videnskabelig forståelse af verden. Man taler altså i kirken i et sprog, som ikke kan føles dækkende på den måde, det var det i antikken, og den måde, hvorpå ethvert andet nutidigt sprog er det. Det er da et problem! Men endnu værre: Man taler i kirken dette mærkelige sprog, som om det var dækkende og nutidigt. Lad os være konkrete: Den bibelske Gud er tænkt som en slags superperson, der handler med verden ligesom menneskelige personer i øvrigt handler i den, blot er han meget mægtigere. Dette er den direkte og bogstavelige betydning af talen om Gud i Bibelen, som føltes dækkende i antikken. På samme måde f.eks. med forestillingen om opstandelse og liv efter døden (»Og vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv«). I Bibelens verden skulle dette tages direkte og bogstaveligt. Nok var det mirakuløst. Men verdensbilledet kunne alligevel rumme det. Sådan forstået kan vi ikke længere overtage den bibelske tale. Men hvorfor taler man så fortsat på den måde i kirken? Det gør man, fordi den bogstavelige betydning i antikken selv ikke var den eneste. Tværtimod: Hvad Gud angår, var det ikke så meget hans fysisk-metafysiske tilstedeværelse, der interesserede. Den tog man simpelt hen for givet. Det, der interesserede, var, hvad han havde gjort og ville gøre. Det vil sige: Talen om Gud havde nogle bestemte pointer , som skulle bringe en særlig forståelse af verden til udtryk. Tag f.eks. tanken om Jesu opstandelse. Den skulle bl.a. udtrykke, at hele Jesu tragiske livsløb frem mod døden ved korsfæstelse var udtryk for - en sejr, Guds sejr! Det var noget, Gud ville , hvilket han så stadfæstede ved - helt egenrådigt og imod alle almindelige naturlove - at lade Jesus stå op fra de døde. Påstanden om Jesu opstandelse er på den måde helt konkret udtryk for en fortolkning ('tydning'), en anden forståelse af Jesu tragiske livsløb. Nuvel: I antikken selv var den bogstavelige betydning af disse forskellige påstande og de pointer, de skulle udtrykke, vævet uløseligt sammen. Det kan de ikke være længere, eftersom vi ikke kan overtage den bogstavelige betydning. I stedet forsøger man så i kristen tale at fastholde pointerne uden den bogstavelige betydning. Det er ikke nogen let sag, som vi skal se om et øjeblik. Og med historien i ryggen foretrækker mange præster derfor at gentage de gamle påstande i deres fulde udstrækning, som om de fortsat var gangbare. Ikke underligt, at resultatet bliver stærkt forvirrende. Denne misere er selvfølgelig ikke ny. Den har udviklet sig gradvis, og ved det moderne gennembruds begyndelse, fra omkring år 1900 og frem, var afstanden mellem de antikke teksters bogstavelige betydning og det, man nu overhovedet kunne mene, blevet så stor, at tænksomme teologer gik i gang med den nødvendige oprydning. Det bedst kendte eksempel fra 1900-tallets midte var den såkaldte afmytologisering, der blev udtænkt og lanceret af den store tyske teolog Rudolf Bultmann. En meget læselig fremstilling findes i Bultmanns bog 'Jesus Kristus og mytologien', der udkom på dansk i 1976 (original 1958). Lån den på et folkebibliotek, og se selv! Vi skal ikke fortabe os i Bultmann her. Men lad mig give et citat som smagsprøve (s. 15): »Hele den verdensforståelse, der forudsættes i Jesu prædiken og i almindelighed i det nye testamente, er mytologisk. Det vil sige: forestillingen om verden, der er inddelt i tre etager: himmel, jord, helvede - forestillingen om, at overnaturlige kræfter griber ind i tingenes forløb - under-forestillingen, særlig den, at overnaturlige kræfter griber ind i sjælens indre liv - forestillingen om, at mennesket kan fristes og fordærves af djævelen og kan besættes af onde ånder. Dette verdensbillede kalder vi mytologisk, fordi det adskiller sig fra det verdensbillede, som blev dannet og udviklede sig af videnskaben lige fra dens begyndelse i det klassiske Grækenland, og som også er antaget af alle moderne mennesker«. Og så videre. Bultmanns eget løsningsforslag - en eksistensfilosofisk udformet afmytologisering - var sofistikeret, teologisk fængslende og selvfølgelig forkætret. Men da vi ikke længere er eksistentialister, har løsningen mistet sin gennemslagskraft. Lige her er min pointe imidlertid en anden. Bultmann var parat til at afmytologisere snart sagt alt: undere, opstandelse, himmel, gudsrige og så videre. Der var blot én ting, han ikke forsøgte at afmytologisere: Gud. Meget groft sagt kan man derfor sige, at vi nu står med en dobbelt uforarbejdet arv fra Bultmann: Hvis vi ikke kan være eksistensteologer, hvilken løsning vil vi så selv give? Og hvad skal vi sige om Gud? Det er baggrunden for den øjeblikkelige misere. Da de to spørgsmål ikke er blevet ordentligt besvaret, er det nemmeste selvfølgelig at falde tilbage til det traditionelle sprog: at tale det antikke sprog, som om det fortsat var gangbart. Det er blot ikke godt nok. Det var problemet. Hvor er løsningen? Sikkert mange steder, men her er mit eget bud. Der er to delvis modstridende principper. For det første: Gør al tale om det hinsidige dennesidig. For det andet: Find en plads til Gud i det dennesidige, som tilkender det guddommelige princip en betydning, der har samme vægt, som det havde, da Gud var indbegrebet af det hinsidige. Det lyder meget abstrakt, så lad os blive mere konkrete. Kristendommens kerne er det, jeg et andet sted har kaldt offensiv andrerettethed. Jesus er offensivt andrerettet, når han helbreder, opvækker døde, hjælper sine disciple i stormvejr på søen og så videre. Gud selv er også offensivt andrerettet. Tænk f.eks. på skildringen af faren i lignelsen om den fortabte søn. Jesus og Gud gentog også i fællesskab pointen, når Jesus »gav sit liv« (på korset) for menneskenes skyld, og når Gud derefter »lod ham stå op af døde» (i opstandelsen). Alt dette - må vi sige - er billeder. Det er billeder på menneskenes liv her på Jorden, eller rettere sagt: på det gode liv for mennesker her på Jorden. For Guds og Jesu offensive andrerettethed sigter gennemgående mod én ting: at de, der forstår, hvad Jesus siger, gør det samme, at de helt konkret lever i et fællesskab med og mellem mennesker, der er styret af en altomfattende andrerettethed, mod Gud, Jesus og hinanden. Alt dette kunne udfoldes meget mere. Men her skulle pointen være klar nok: En radikal afmytologisering må overføre al tale i Bibelen, som oprindelig henviste til det, vi kalder det hinsidige (for de gamle selv var det simpelt hen andre dele af universet end Jorden), til det jordiske. Så det næste grundlæggende princip: Hvor er Gud i det jordiske? Nuvel: Det gode liv for mennesker på Jorden er ikke en realitet. Det bliver det aldrig. Det åbenbarer sig i ny og næ. Og vi lever på og af det, mere end vi sikkert tror. Men en fuldstændig virkelighed bliver det ikke. Dertil er vi mennesker alt for - djævelske (i det gamle sprog). Derfor er kristendommens påstand om det gode liv for mennesker på Jorden også til stadighed omstridt. Utallige er de alternative forslag til det gode liv. Og mange af dem har direkte kontakt med uomtvistelige sider af det menneskelige. Her må vi så vælge. Vi kan vælge at lade som ingenting. Vi kan også vælge at gøre det ene eller det andet alternative bud på det gode liv til vores. Vælger vi imidlertid det offensivt andrerettede liv som livsprincip, er vi nødt til at tage det så alvorligt, at vi er parat til at leve og dø for det. Det kan vi kun, vil jeg hævde, hvis vi holder det helligt. Og det gør vi ved at sige, at i dette livsprincip - sådan som vi mest omfattende finder det skildret i Bibelen i beretningerne om Jesus - finder vi Gud. Her rejser der sig to indvendinger fra helt modsat hold. Fra en traditionelt kristen side vil man sige: Bestemmer vi så ikke selv over Gud? Overhovedet ikke. Vi har livsprincippet om offensiv andrerettethed i vores historie. Jesus henførte det til Gud. Sokrates henførte det også til (sin) Gud: »Det er bedre at give end at tage«. Det er en arv, vi har overtaget, og som i mangt og meget har været med til at forme vores samfund (men aldrig til fuldkommenhed!), bl.a. gennem de principper om menneskerettigheder med videre, som sekulariserede personer støtter sig til. Når vi henfører dette livsprincip til Gud, er det ikke os, der bestemmer. I første omgang er det historien, der bestemmer over os. I næste omgang er det os selv, der bestemmer os for denne særlige dimension af historien, og som anerkender den som det uomtvisteligt sande bud på det gode liv for mennesker på Jorden ved at henføre den til Gud. På det centrale punkt har vi faktisk Bibelen på vores side. Fra en oplyst sekulariseret side vil man sige noget helt andet: Er henvisningen til Gud virkelig nødvendig for at gøre offensiv andrerettethed til ens livsprincip? Her er vi ved et springende punkt. Igen drejer det sig om historie. Jeg er formet af historien til at gøre offensiv andrerettethed til mit livsprincip. Historien går på dette punkt tilbage til antikken, til både den jødiske og den græske tradition som samlet i kristendommen. Kunne jeg være nået frem til den forståelse, jeg nu har, uden den historie? Kan en radikalt sekulariseret filosofi, der er helt løsrevet fra vores historie, levere og begrunde lige præcis det livsprincip? Jeg tvivler. Jeg tvivler så meget, at jeg kan se en nødvendighed i at give et navn til dette livsprincip, som jeg jo har valgt (eller som er blevet 'valgt' for mig bag om min ryg). Navnet er Gud. Sådan nogle overvejelser løber gennem mit hoved, når jeg står i min sognekirke og glad synger med (!) på trosbekendelsen. Kirken er et rum, hvor det livsprincip, jeg her har forsøgt at skitsere, fremstår i al sin strålende nøgenhed, svaghed og kraft midt i en verden, der i øvrigt ser ganske anderledes ud. Så bliver det dybt forstemmende, hvis et præsteretligt anliggende skal stå og falde med, om man 'tror på Gud' i en helt arkaisk forstand, som intet moderne, tænkende menneske kan overtage i den betydning, ordet Gud havde i antikken. Bultmann har været der. Vi andre må gå i hans fodspor. Der trænger sandelig til at blive ryddet op. Rudolf Bultmann: 'Jesus Kristus og mytologien', København: Munksgaard 1976. Troels Engberg-Pedersen: 'Hvorfor overhovedet interessere sig for Gud?', i N. Grønkjær & H. Brandt-Pedersen, 'Interesse for Gud. Ni tidssvarende essay', København: ANIS 2002, s. 10-28.