Jeg vil begynde med et spørgsmål:
Hørte lægen og psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) kritikeren og litteraturforskeren Georg Brandes (1842-1927) holde forelæsning – eller var det omvendt Georg Brandes, der hørte Freud? Læseren bedes se væk et øjeblik, eventuelt spørge en person i rummet. Prøv at gætte! Selv gættede jeg forkert. Jeg ville da ikke tro, at Freud hørte Georg Brandes forelæse, men det er faktisk tilfældet. De kan også for sjov gætte, hvilken stor tysk digter der i 1910 slog sig ned på Langeland? Jeg røber svaret senere i Kroniken. Brandes forelæste i Wien. Freud var meget interesseret i samtidens digtning og blev så begejstret for Georg Brandes’ forelæsning, at han sendte et bud med sit nyeste værk, ’Drømmetydning’ (1900), til Brandes’ hotel. Jeg læste engang i 1979 en bog om Freud og Jung. Bogen hed ’Da Freud besvimede’. Forfatteren er Kuno Poulsen. Jeg fandt den forleden antikvarisk. Bedst huskede jeg en afsindig morsom bemærkning: Freud og Jung er sammen. Freud, der er ti år ældre end Jung, tager ham pludselig i armen og siger: »Lov mig, doktor Jung, at De aldrig svigter seksualteorien« – kan en overbegavet forsker sige noget så latterligt. Ja, faktisk overgås bemærkningen kun af Søren Kierkegaard, der i 1850’erne skriver i sin dagbog: »Jeg er ikke kristen – men jeg er langt mere kristen end dem, der siger, de er det«. Prøv at indsætte ordet gravid: Jeg er ikke gravid – men jeg er langt mere gravid end dem, der siger, at de er det. Jeg huskede tydeligt spændingen i forholdet mellem Freud og Jung. Freud var bange for, at den kendsgerning, at han var jøde, og at de læger, der sluttede op om hans teori, også var jøder, en dag ville være farlig for psykoanalysen. På det tidspunkt kunne han selvfølgelig ikke forudse drabet på seks millioner jøder, men han ønskede en ikkejøde som efterfølger og valgte Jung, hvis far var præst. Jung var både arier og kristen. Vi nærmer os nu årstallet 1910.



























