Sent på efteråret 1902 henvendte Franz Xaver Kappus sig til digteren Rainer Maria Rilke for at få gode råd om sine spæde digteriske forsøg; efter et par måneder svarede Rilke, og fra 1903 til 1908 fandt en brevveksling sted. Mange år senere, efter Rilkes død, udgav Kappus ti af Rilkes breve fra denne periode; de er nu kendt under titlen 'Breve til en ung digter'. I brevene skriver Rilke med lidenskabelig alvor om digtergerningen. Han råder Kappus til at ignorere al ydre anerkendelse og i stedet se ind i sig selv: »Gå ind i Dem selv. Udforsk den grund der byder Dem at skrive. (...) Spørg Dem selv i Deres stilleste nattetime: må jeg absolut skrive? (...) Hvis De kan møde dette alvorlige spørgsmål med et stærkt og enkelt » jeg må«, så byg Deres liv efter denne nødvendighed.« Denne indre nødvendighed er forudsætningen for et vellykket værk, og det der kræves for at man virkelig kan trænge ind til sit indre og, siden hen, ud i omgivelserne, er ensomhed og tålmodighed. Om disse tre begreber kredser brevene til Kappus; de handler ikke særlig konkret om hvordan man skal skrive, men snarere om hvordan man skal leve (for at kunne skrive). Liv og kunst, poesi og eksistens, fremtræder her som intimt forbundne størrelser.
Ensomhedens poetik
Lyt til artiklen
