Efter at have levet i Australien i snart et år har jeg konstateret, at valgfri sygesikringer, lovgivning og brugerbetaling for næsten alt hæmmer alle vores aktiviteter. Derfor føler jeg det nødvendigt at råbe den danske befolkning op: Hvordan ønsker vi, at vores samfund skal se ud også langt ud i fremtiden? Og tag nu alle faktorer med ved hvert scenarium – adfærdsmæssige (bl.a. hvilke forholdsregler vi tager), sociale, økonomiske etc. Først vil jeg gøre det klart, at vi virkelig har nydt vores tid her i Australien. Der er masser gode sider, vi har fået en masse venner, vi har involveret os i lokalsamfundet, primært gennem skolen, klimaet er fantastisk, og vi nyder vores hverdag. Så når dette opråb kommer, er det alene, fordi jeg har set resultaterne af nogle af de valg, vi står over for i Danmark, og de begrænser os i vores hverdag her. Hjemmefra vidste vi, at folkeskolen hernede var gratis, og at vi kunne indskrive vores børn i den skole, vi havde lyst til, så længe der var plads. Vi kan nu sige, at kun læreren er gratis, idet der er en omfattende brugerbetaling og ’frivillig betaling’. Det frie skolevalg betyder, at forældre shopper rundt på skolerne i området og vælger at indskrive deres børn på den skole, de synes, drives bedst, har de bedste faciliteter, de bedste muligheder for nuanceret og varieret undervisning eller de bedste resultater. Der er således stor konkurrence om eleverne blandt de lokale skoler. Vi indskrev børnene i en af de tre lokale statsskoler, fordi vi fik en god mavefornemmelse, første gang vi kom på skolen. Inden de startede, skulle vi lige købe samtlige bøger til undervisningen, uniformer og særligt skrivegrej til hvert barn. Og så skulle vi betale for fjerde kvartals aktiviteter på skolen – svømning, ture, undervisning i it, sport, musik og materialer til formning. Og i øvrigt så havde skolen lige fået aircondition, hvilket jo er rart, når der er 40 grader i skyggen, og man skal prøve at lære noget, så hvis vi lige frivilligt ville betale kr. 200 pr. barn for det. Og det gjorde vi så! Det næste er så meddelelsen om, at for at fungere er skolen stærkt afhængig af frivillig arbejdskraft, så hvis vi har tid til at spendere et par timer/dage om måneden på at arbejde på skolen, så vil de være glade for det. Det er både i undervisningen og til aktiviteter omkring skolen, som drives af skolens ’forældreråd’ (P&C). Skolens P&C står for størstedelen af udviklingen af skolen, i form af ombygning, nybygning etc. Deres fundraising består primært i forældrebetaling og frivillig arbejdskraft bl.a. via opkrævninger fra skolen, salg af uniformer og skolebøger, kantinen, After School Care, salgsboder, skolebegivenheder, lotteri etc.
Rigtigt mange samfundsvigtige funktioner hernede fungerer alene ved hjælp af ulønnede frivillige medarbejdere, f.eks. brandmænd, livreddere, ungdomsaktiviteter, skolerne. Skolerne er således meget afhængige af forældrenes økonomiske og arbejdsmæssige formåen, og af elevernes resultater i forhold til andre skoler, da det sikrer skolen et image i forhold til nye forældre. Man forventer, at alle bidrager til skolens ve og vel. Men det sker også, at en familie ikke har købt bøger eller skoleuniform til sine børn eller ikke har betalt for aktiviteterne i undervisningen. Vi skulle så have vores yngste barn i børnehave. Det er rigtigt dyrt. Man kan indskrive sit barn i et socialt børnehavetilbud fem en halv time to eller tre gange ugentligt. Det koster kun 22-25 australske dollar (AUD) pr. barn pr. dag i modsætning til de 55-85 AUD, en fuldtidsbørnehave typisk koster. Mange tjener omkring 20 AUD i timen (brutto). Man kan dog få hjælp til betaling af daycare op til en vis grænse, hvis man opfylder bestemte krav. Og ved nogle daycare-tilbud kan man fradrage en mindre procentdel på selvangivelsen. Det gælder dog ikke alle tilbud. Det er derfor helt normalt, at mødre bliver husmødre, og fædre bliver eneforsørgere, når de får børn. Når alle børnene er startet i skole, får flere kvinder et deltidsjob, som de passer, mens børnene er i skole, eller blot et par dage om ugen. Alle er meget fokuserede på, at børnene skal bruge så lidt tid i ’after school care’ som muligt. Det kan slet ikke betale sig at få børnene passet, hvis man har flere børn. Ønsker vi en tilsvarende marginalisering af kvinderne på arbejdsmarkedet, hvis brugerbetalingen for pasningsordningerne i Danmark går op? Eller alternativt, at danske familier vælger at få færre børn, hvis de samlede udgifter pr. barn går op? Vores børn startede i skolen, og allerede første dag blev de smidt væk fra skolens legeplads efter skoletid. Jo, for da gælder skolens forsikring ikke længere! Og de må heller ikke, selv om jeg tager det fulde ansvar, og vi er fuldt forsikrede (privat). Vi er henvist til at finde en anden legeplads. Vi lærer hurtigt at lave legeaftaler med skolekammerater på forskellige legepladser i området. Jeg starter på frivilligt arbejde på skolen. For at få lov til at arbejde skal jeg indskrives på kontoret. For skolen skal kunne overvåge alle, og kan de ikke det i tilfælde af en ulykke, kan man sagsøge skolen. Desuden bliver jeg medlem af P&C, for så er jeg forsikret, når jeg udfører arbejdet! En dag bliver jeg ringet op af skolesekretæren: Min datter er faldet, hun har det godt, men de vil lægge koldt omslag på og rense med lidt vand. Ja, det lyder godt, jeg henter hende! På vej i bilen tænker jeg: »Hvorfor er de så hjælpeløse? Hvorfor gør de ikke bare det, der ligger ligefor?«. Men det viser sig, at de ikke kan yde førstehjælp uden forældrenes samtykke. For hvis de gør noget galt, kan jeg sagsøge – eller også kan mit forsikringsselskab sagsøge personalet i forsøg på at få økonomisk dækning for vores lægeregning! I Danmark trøster vi og sætter et plaster på.
