Mange har ment, der var tale om et mediestunt, da Karl Ove Knausgård inden udgivelsen af det længe ventede sjette og sidste bind af mammutværket ’Min kamp’ endnu en gang skabte forsideoverskrifter i skandinavisk presse med sin oplysning om, at han ikke bare var blevet færdig med en bog – han var også færdig som forfatter.
Samme oplysning findes på værkets sidste linjer, hvor Knausgård glæder sig til, efter hjemkomsten til Skåne fra dette års litteraturfestival på Louisiana, at »nyde, virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter«. Punktum. Men det var ikke noget stunt. Det viser, at forfatteren har truffet sin beslutning for mindst halvandet år siden. Allerede i maj 2010 meddelte han det til sin første kone, Tonje Aursland, da hun interviewede ham til en radiodokumentar om sin egen rolle som ’romanperson’ i sin forhenværende ægtemands værk. Blot tillod han hende først at røbe hemmeligheden efter udgivelsen af sidste bind i den genudsendelse af ’Tonjes version’, der kom i æteren forrige lørdag. En selvvalgt forfatterdød, altså, som næppe er til at tro – slet ikke for læsere, der har fulgt seriens foregående fem bind med tilbageholdt åndedræt, i overbevisning om at der her skete noget nyt og uhørt i skandinavisk litteratur. Ikke bare mediemæssigt målt i sendetid, spaltekilometer og larm. Men ganske stille, målt i graden af intensitet og nærvær i denne prosa, der hverken er selvbiografi eller roman, men noget helt og holdent tredje. Og dog er det ikke andet end dette tredje, der har slået forfatteren ihjel. Det fremgår af sjette binds skildring af den vidunderlige eftersommer, der gik forud for udgivelsen af første bind af ’Min kamp’ 19. september 2009: en forbigående kulde i luften, et umærkeligt omslag i vejret, en stigende uro, som ikke tillægges nogen vægt – førend der igennem tre sene augustdage tikker mail efter mail ind fra den ’onkel Gunnar’, revisoren, der har spillet så hæderkronet en rolle som forbillede og fadersubstitut i de foregående fem bind. Da dør Knausgård første gang.
