Dansk presse er netop nu optaget af et manisk forsøg på at bilde Danmark ind, at den fordækte forhandlingskultur bag den politiske journalistik, og dermed spindoktorerne Arnfeldt og Winther og deres giftigheder ikke er et barn, de har fostret. Danmarks Radio jager ’mørkets fyrster’, Børsens chefredaktør forlanger opgør med spindoktorer, B.T. afslører ’spindoktorernes beskidte trick’ på forsiden – trick, alle medier med en politisk nyhedsredaktion hidtil har belønnet, tigget om eller ægget til og handlet med. Historier serveret af spindoktorer, som er udklækket og opdrættet i den politiske journalistiks egen kravlegård. Pressen er i færd med at sælge frugterne fra det træ, den selv har forgiftet. Pressens rolle i den offentlige samtale er for vigtig til at blive overladt til en kultur, som er fortabt i kommerciel desperation. En kultur, hvor man har fanget sig selv og hinanden i et ræs mod det journalistiske bundniveau og dermed har mistet det moralske kompas. Engang troede man på, at pressen havde en intern moral, der gjorde, at den selv kunne stå for rammerne omkring sit virke.
Men sagen om Arnfeldt, Skatteministeriet, Troels Lund og Venstre viser, hvilken systemfejl pressen er blevet. Og ligesom andre institutioner i vores demokrati har brug for jævnlige serviceeftersyn og ekstern korrektion, så gælder det nu også pressen. Pressen holder nemlig resten af samfundet som gidsler, fordi de reelt er magthavere over den politiske samtale. Det danske samfund har brug for, at vi hanker op i mediernes forhold og tvinger pressen til at bruge den enorme mediestøtte til at hæve det journalistiske niveau. Vi må opstille et sanktionssystem, der straffer hensynsløs presseadfærd, og skabe en afløser for pressenævnet, hvis magt svarer til at være bevæbnet med en vandpistol. Sagen om Skatteministeriets omgang med oppositionslederens private og fortrolige forhold er skabt i det svovlbad, som politisk journalistik er blevet. Pressen er (sammen med Venstre?) ved at skabe en watergatelignende fortælling, hvor råddenskaben i den politiske kultur kan reduceres til et par gustne spinhåndlangere. Men det er ikke Arnfeldt’erne eller de særlige rådgivere, der har skabt den børs, hvor alt kan faldbydes og forhandles i fortrolighed, hvor medierne i jagt på historier og konkurrencefordele skamrider kildebeskyttelsen til at dække over hvad som helst. Det er ikke spindoktorernes baggrundssnak uden for citat, der har skabt en politisk journalistik, hvor anonyme kilder boltrer sig. Magten over spalterne og sendetiden tilhører magthaverne i medierne.
