Film skal ses i biografen – det sagde Ole Michelsen selv i ’Bogart’ i 80’erne og 90’erne, og det blev 1. bud i bibelen for filmelskere og filmbranchen.
Efteråret er biografmørkets højsæson, og i år er den er skudt ind med en intens debat om ’dansk film i krise’. Ritualets religiøse urokkelighed står for fald – der kommer helt enkelt for få ind i salene til danske film. Debatten har i dens hidtidige form båret næring til den konklusion, at film, der ikke kan sælge tilstrækkeligt mange billetter i biografen til at skabe et økonomisk overskud, er dårlige film. Pyh – det skaber lettelse ved håndvasken blandt distributører og biografejere, og producenterne får fred til fortsat at stirre forstenede på bundlinjen, for man kan ikke sælge lort – det siger sig selv – og besørgerne er udpeget: De manuskriptforfattere, instruktører og Det Danske Filminstitut (DFI), der fandt filmene væsentlige. Ingen stopper og overvejer, om konklusionen virkelig er så indlysende. Engang blev mælk solgt fra ismejerier og bragt ud med mælkekuske, og man behøver ikke være i tvivl om, at havde man sat filmdistributører og biografejere til at passe dagligvarehandlen, ville københavnske gader stadig genlyde af hestehovenes klippe-di-klop. Jeg vover hermed den påstand, at det ikke er mælken, den er gal med. Krisen handler ikke om mangel på fortællinger og ambitiøse manuskriptforfattere og instruktører, men kan snildt sammenlignes med den generelle økonomiske krise:
