0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremtiden tilhører en ny tids bonde

Afskaf landbrugsstøtten for at udvikle dansk landbrug på længere sigt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Carsten Ingemann(Arkiv)
Foto: Carsten Ingemann(Arkiv)

Høst. Kjeld Hansen mener at man helt bør nedlægge Fødevareministeriet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug, men blandt alverdens nationer indtager Danmark en markant særstilling.

Hos os er det landbruget, der har et helt land. Sådan har det været i mere end 100 år, og monopolet har trukket sine dybe spor gennem det yndige land.

Men nu er tiden løbet ud.

Danmark er i dag det mest intensivt dyrkede land i verden, og strukturudviklingen i dansk landbrug har uden sammenligning været den mest ekstreme i EU, men hvad har vi fået ud af det?

Paradokset er, at i dag beskæftiger dansk primærlandbrug færre mennesker end nogensinde tidligere, og en stigende andel er oven i købet ufaglærte udlændinge på gæstevisit. Samtidig falder erhvervets bidrag til nationens samlede indtjening, og man yder noget nær nul kroner til den fælles skattebetaling.

Ud over forbruget af kemiske sprøjtemidler og antibiotika til svin har den væsentligste stigning i det seneste årti været i gælden. På bare 10 år har erhvervet leveret næsten en fordobling af sin gæld fra 190 mia. til 360 mia. kr. Lånefinansieret strukturudvikling har siden 2001 gjort den danske landmand til Europas mest forgældede.

De mest letsindige kreditryttere, som udgør 10-15 procent af heltidslandmændene, har bragt sig i en situation, hvor de ingen jordisk chance har for at slippe ud af gældsfælden med æren - eller gården - i behold.

Så den tragedie har vi slet ikke set enden på. Ingen kender det nøjagtige antal af teknisk insolvente svinefabrikker, men det drejer sig om hundredvis af virksomheder, måske flere end tusinde. Kun de færreste bankdirektører har lyst til at stå med ansvaret for at skulle fodre tusinder af hylende svin, så de forgældede svinebaroner får lov til at beholde nøglerne til stalden og køre videre. Men kun på lånt tid. Deres dage er talte.

LÆS OGSÅ

Læg dertil de frembrusende zoonoser med navne som salmonella, MRSA398 og ESBL, som opformeres livligt i de nye superstaldes enorme besætninger af svin og kyllinger. Disse aggressive bakterier overføres fra dyr til mennesker og videre til andre mennesker. Smitten fra landbrugets dyrehold kommer vidt omkring og truer med at antage epidemisk omfang, der kræver langvarig isolation og kostbar behandling af patienterne. Her taler vi virkelig om en tikkende bombe under sundhedsvæsenets økonomi.

For miljøet og naturen har landbrugets strukturudvikling haft karakter af noget nær en katastrofe. Forgiftede grundvandsboringer i hobetal, tilsmudsede søer og fjorde samt vigende bestande af dyr, fugle og planter er det generelle resultat af landbrugsmonopolet på to tredjedele af det gamle kulturlandskab. Storken er for længst udryddet, og i dag er mere end hver tredje af naturens arter præget af voldsom reduktion eller direkte udryddelse.

Både hare og agerhøne er blevet truede dyrearter i det gamle bondeland.

Selv tilbagestående samfund som Albanien og Rumænien byder fugle, fisk og frøer bedre vilkår end Danmark.

For enhver, der fordomsfrit studerer udviklingen, må det stå klart, at landbrugets æra som landets mest betydningsfulde erhverv for længst er endt i en blindgyde. Miljømæssigt, etisk, samfundsøkonomisk og moralsk har det danske landbrug spillet fallit.

Men hvad stiller vi så op med dette belastende erhverv i fremtiden?

To afgørende beslutninger bør træffes, hvis det traditionelle landbrugs negative dødsspiral skal stoppes: Den politiske favorisering af erhvervet bør straks bringes til ophør, og samfundet bør indføre en ansvarlig og nemt gennemskuelig økonomisk støtteordning for erhvervets ydelser. Konkret betyder det, at Fødevareministeriet nedlægges, og den traditionelle landbrugsstøtte afskaffes.

Dansk landbrugsdrift bør i fremtiden være langt mere end en privatøkonomisk aktivitet for de få. Landbrugets økonomiske fremgang bør ikke længere være et mål i sig selv, men det helt nødvendige middel til at genskabe velfærd og fremgang for befolkningen i landdistrikterne. Landbruget skal tjene samfundet og ikke omvendt. På samme måde som politiet, sundhedsvæsenet og folkeskolen yder deres indsats for det fælles bedste.

Dette afgørende paradigmeskift indebærer, at erhvervets udøvere atter kan genvinde deres selvrespekt og omgivelsernes agtelse. For dem, der ikke vil - eller kan - levere en ny tids tjenesteydelser, er der kun et svar: find jer et andet job.

Det yndige land skal altså ikke længere stå til fri rådighed for erhvervets udøvere, men omvendt. Fremtidens jordejere bør kunne producere sunde fødevarer med den største selvfølgelighed, så hovedopgaven vil være at skabe velfærd og fremgang i landdistrikterne, samtidig med at miljøet beskyttes og naturen forbedres. Derfor vil landbrugets forvaltning af landskabet også indtage en særlig plads i et nyt ministerium for landdistrikterne.



Fødevareproduktionen skal være en metode til hensigtsmæssig forvaltning af landskabet, ikke et mål i sig selv. Og det vil være et forlangende fra samfundets side. Alvoren bag kravet bør bakkes op med en autorisationsordning.

Vi taler altså ikke længere om frivillige aftaler, som modvillige og mistroiske bønder kan løbe fra hvert andet øjeblik uden konsekvenser, som vi har set det med pesticidhandlingsplaner, antibiotikaforbrug og udlægning af vådområder. Vi taler om reelle samfundskrav, der skal opfyldes for at bevare retten til at drive landbrug og modtage økonomisk støtte til arbejdet.

En ret, man står til at miste, hvis aftaler misligholdes, og en støtte, der udmåles direkte for hver jordbruger i forhold til indsatsen. Punktum.

Hvordan når vi dertil?

Lad os først se på den positive fornyelse, som en nedlæggelse af Fødevareministeriet vil medføre. Siden oprettelsen af det første landbrugsministerium i 1896 har erhvervet nydt godt af en uhellig alliance mellem landbrugets hovedorganisationer, partiet Venstre og Landbrugsministeriet. En treenighed, der effektivt har udnyttet magtens tredeling over for det øvrige samfund.

Arbejdsdelingen har i grove træk været den, at lovforslag og støtteregler blev udformet på Axelborg af landbrugets organisationsfolk, derefter sørgede loyale Venstre-folk på Christiansborg for deres ophøjelse til lovgivning, hvorefter Landbrugsministeriets tusinder af ansatte blot havde til opgave at føre lovreglerne ud i livet og sørge for rettidige støtteudbetalinger.

Sådan har det været i mere end 100 år.

Mens Danmark stadig var et landbrugsland frem til slutningen af 1950'erne, gjorde det ingen større forskel, om landbrugsministeren var blå eller rød. Axelborg formåede stort set altid at sætte sin vilje igennem, takket være de tætte bånd mellem landbrugets organisationer og ministeriet. Utallige er de medarbejdere, Axelborg og Landbrugsministeriet har udvekslet gennem tiderne.

En uskik, der stadig hersker. Nogen større forandring har det ikke medført, at Landbrugsministeriet tog navneforandring til Fødevareministeriet i 1996. Gamle uvaner dør kun langsomt.

LÆS OGSÅ

Når Fødevareministeriet nedlægges, medfører det, at de direkte bånd mellem Axelborg og de ministerielle kontorer skæres over. Det vil være et stort skridt fremad mod en fair og uafhængig administration, ikke mindst af EU-lovgivningen, der med fordel kan varetages af et embedsværk, der helhjertet bestræber sig på at opfylde lovgivernes gode intentioner, i stedet for konsekvent at bruge al kraft på at finde veje til at omgå dem.

Så sent som i perioden 2001-2011 har vi genoplevet de gode gamle dage med renlivede 'landbrugsministre'. En periode, hvor skattelettelser, støttefiduser for politiske venner, regelbrud, udsættelser og omgåelser af EU-krav har hørt til dagens orden.

Brakdommen ved EF-domstolen i juli 2012 udgør en markant sag fra denne periode, hvor omgåelse af dyrkningsreglerne i årene 2002-2004 kom til at koste de danske skatteydere 750 mio. kr. Fiflerierne var foretaget på højeste plan i Fødevareministeriet, der også sørgede for, at regningen ikke endte hos landbruget. Den blev sendt til skatteyderne, så landbruget kunne beholde de mange penge, trods den klare EF-dom.

Også den åbenlyse nepotisme som f.eks. millionstøtten til landbrugets små ungdomsklubber, der har modtaget op mod 50 mio. kr. siden 2001, vil bringes til ophør, når ministeriet nedlægges. Den indirekte favorisering af erhvervets største agrovirksomheder i form af ophævelsen af landbrugets jordskatter for 600 mio. kr. så sent som i 2010 vil næppe heller kunne gentage sig, og det samme vil gælde de mange kompensationsordninger for stort og småt.

På natur- og miljøsiden havde den brutale oppløjning af 190.000 hektar gamle brakmarker aldrig kunnet finde sted, hvis beslutningen skulle have været miljøvurderet et hvilken som helst andet sted end netop i Fødevareministeriet.

Det var ministeriets daværende Venstre-fødevareminister, der gav ordren til denne naturmassakre i 2008. Det skete på trods af advarsler og uden nogen seriøs konsekvensvurdering. Afskaffelsen af den traditionelle landbrugsstøtte er den anden uomgængelige beslutning, der skal træffes for at standse landbrugserhvervets nedtur.

Men hvad skal landbruget så leve af i fremtiden, spørger mange. Svaret ligger ligefor: det samme, som erhvervet har levet af de sidste 40 år, en blanding af egne indtægter og offentlig støtte. Det nye er, at i fremtiden bør en skovl kaldes en skovl - og landmænd for kontanthjælpsmodtagere.

Flere gode grunde taler for dette, og nede i Europa er processen for længst gået i gang. Medlem af Europaparlamentet, Christel Schaldemose (S), har i et debatindlæg for nylig givet denne rammende karakteristik af et forkælet erhverv:

»Landmændene ligner faktisk min teenagesøn. Lokker jeg ham med penge, er det meget nemmere at få ham til at hjælpe til derhjemme. Men det er en uskik, at han tror, at han kun skal bidrage, hvis det giver økonomisk gevinst. Det forsøger jeg at lære ham. Det samme bør alle EU's landmænd tage ved lære af«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere