Danmark lukkede i onsdags sin ambassade i Sarajevo, Bosnien-Hercegovinas hovedstad.
I sig selv er en sådan beslutning ikke dramatisk. Ligesom i de lande, vi normalt sammenligner os med, må den danske udenrigstjeneste prioritere begrænsede ressourcer. Det betyder i disse år navnlig at tage bestik af de økonomiske og politiske magtforskydninger i den nye verdensorden. Alligevel må beslutningen beklages – af flere grunde: Bosnien måtte straks efter selvstændigheden i 1992 gennemleve næsten fire års blodig krig og er fortsat en af Europas skrøbeligste stater. Dernæst er det et land, hvor Danmark i særlig grad og mod svære odds, både på stedet og herhjemme, har investeret store menneskelige og økonomiske ressourcer. Endelig lever omkring 20.000 af flygtningene fra krigen fortsat blandt os – for langt hovedpartens vedkommende som velintegrerede og nyttige samfundsborgere. Ambassadelukningen må derfor ikke føre til, at vi glemmer Bosnien. Krigene i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne kom som en overraskelse for de fleste. Vel var Titos Jugoslavien ikke nogen demokratisk mønsterstat, men der havde dog været gennemført reformer, som lagde afstand til de betonkommunistiske regimer i Østeuropa; og ikke mindst vigtigt i en vestlig optik: Tito brød tidligt med Sovjetunionen og lagde en selvstændig udenrigspolitisk linje. Eksperter havde ganske vist med bekymring fulgt opløsningstendenserne siden Titos død i 1980, men deres advarsler mødte ikke megen lydhørhed i de år. Dagsordenen var domineret af større sager: optøningen af øst-vest-forholdet, Murens fald og konsekvenserne deraf. Udsigten til en truende krig på Balkan passede ikke ind i det billede.
