Moderne forældreliv er brolagt med krav og skidt samvittighed. Tiden slår simpelt hen ikke til! Når man udmattet sænker indkøbsposerne i entréen efter endt arbejdsdag, og lirker støvler og flyverdragter af trætte, småtudende børn – hvem ønsker så ikke, at nogen stod parat med varm mad og lidt overskud? Og når den treårige (igen-igen) er syg af mellemørebetændelse, flakser tankerne ud til kollegerne, som skal få dagen til at hænge sammen alligevel. Alternativt bider man tænderne sammen, giver ungen Panodil og håber, at man når igennem sit vigtigste møde, før børnehaven ringer.
Løsningen ligger lige for: Vi bør simpelt hen holde op med at få børn. Livet som barnløs er alt i alt mere effektivt, lettere og rigere end livet med børn i huset. Mere effektivt, fordi man uden børn er fleksibel og stabil arbejdskraft og hverken belaster samfundet med børns sygedage eller udgifter til skoler og institutioner. Lettere, fordi man frit disponerer over de tre timer om dagen, syv dage om ugen, som forældre med hjemmeboende børn bruger på husarbejde (sammenlignet med ligestillede uden børn). Og endelig har barnløse flere penge, fordi de sparer de 1,3 millioner kr., som et barn fra 0-18 i gennemsnit koster sine forældre.
Som barnløs er man desuden dejligt fri for dårlig samvittighed. Man skal ikke spekulere på, om institutionslivet mon er for hårdt for de små, eller over, om den styrtgrædende lille dreng, man netop har afleveret i vuggeren, ender som en forvirret ung fyr, der ikke yder sit bidrag til samfundet.
Flere og flere danskere vælger da også børnene fra. De første ni måneder af 2010 har rummet det laveste fødselstal i Danmark i 22 år – og dengang i 1988 blev der også født for få børn til at reproducere befolkningen. Undersøgelser viser, at danskerne får færre børn, end de egentlig gerne ville. Folk ønsker sig gennemsnitligt 2,3 barn. Vi får kun 1,8 barn. Sikkert fordi, de fleste opdager, hvor svært det er at finde tid til bare ét.
Men hvem skal passe fremtidens gamle, sørge for vækst og fornyelse, hvis der ingen unge er? Det ved jeg virkelig ikke. Men jeg ved heller ikke, om det er mit problem. Mine tre børn har givet mig mit livs bedste stunder, men jeg har også altid følt, at samfundet stort set betragter børn som en privatsag. En krævende hobby på linje med gospelsang eller håndbold, som jeg selv må finde tid til oven i min normale arbejdstid. Ellers kunne jeg jo bare lade være med at få dem, ikke?
Så let er det bare ikke. Når man først har børn, kan man jo ikke droppe dem, som man melder sig ud af håndboldklubben. Hvordan jeg griber mine børns udvikling an, er heller ikke mit helt personlige, individuelle valg. Samfundet stiller faktisk krav til kvaliteten: Jeg skal sørge for sund mad, fornuftigt tøj, hjælpe med lektielæsning, deltage i forældremøder om klassens trivsel og tage vare på lægebesøg osv. Ganske vist bruger samfundet årligt ca. 12 mia. kr. på børn, som forældrene ikke selv magter at tage sig af – men det er jo ikke ligefrem noget at stræbe efter.
Ligestillingens pris, har vi kaldt problemet med forældrenes lange arbejdsdage, som indebærer, at selv helt små børn tilbringer otte-ni timer dagligt i børneinstitutioner. Underforstået, at kvinders ønske om ligestilling, indtægt og karrieremuligheder på en eller anden måde har undergravet ’den rigtige familie’. Den, hvor der alt i alt var mere tid, mere omsorg, mere varme og mere energi til den opgave, som enhver børnefamilie skal løse: At sørge for ungernes ve og vel og sikre dem den bedst mulige fremtid.
Men hvorfor er børneomsorg specielt et ligestillings- eller kvindeproblem? At give alle børn gode vilkår er da ikke kun et mødreansvar, men et samfunds- og forældreansvar?
Som jeg ser problemet, handler nutidens pressede arbejdsliv mest af alt om generationer. Samfundskontrakten mellem generationerne er i al stilfærdighed blevet forskubbet over de senere årtier. Resultatet er, at både unge under 30 og ældre over 60 har mere tid, og ofte også flere penge, til sig selv end de 30-60-årige, som forsørger dem alle, og som i tilgift også har ansvaret for størstedelen af samfundets børn.
Selvfølgelig er forældreliv blevet stadig mere presset siden kvindernes masse-entré på arbejdsmarkedet omkring 1970. Det er også sandt, at de danske kvinders lange arbejdsdage – Europas længste for kvinder – har omorganiseret den måde, familielivet leves på i dag.
Men for få generationer siden var det faktisk almindeligt, at både far og mor ’gik hjemme’. Familierne levede i små og større familielandbrug, hvor børn og voksne boede og arbejdede sammen. Børn hang ud derhjemme og hjalp til, som de nu kunne, i produktionen og med at tage sig af hjemmet og mindre søskende.
Så kom den tid, som mange 50+ årige stadig husker, hvor Mor gik hjemme, mens Far hver dag forlod hjemmet og først vendte tilbage sent på dagen.
Men forholdene ændrede sig. Livet på landet kunne ikke mere skaffe alle folk et udkomme. Og i 1960’erne og 70’erne sugede samfundets vækst ledig arbejdskraft til sig. Den mest oplagte arbejdskraftreserve var yngre, arbejdsduelige kvinder, som tit selv savnede et indhold i livet, især, når børnene blev større.
På kun et par generationer havde begge forældre pludselig forladt hjem og børn for at gå på arbejde. Alle fik vækst og velstand, biler, charterrejser og bedre boliger. Børn fik institutionslivet. Ikke ved en stor, fælles beslutning – men ved en lang, lang række af de små.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar