»Sigøjnerne er da nomader. Det er jo derfor, der kommer så mange af dem til Danmark nu. De har en helt anden livsform end os andre, og når de får muligheden for at rejse frit over grænserne, gør de det. Så jeg tror ikke på, at de kan integreres. Men hvis de kunne få bedre forhold, så de holdt op med at lave kriminalitet, ville det være godt både for dem og os. Kan flere af dem ikke leve af at spille musik eller arbejde i cirkus?«. Sådan lød en kommentar, jeg fik for nylig, da jeg var ude at holde foredrag om romaernes historie og deres levevilkår i Europa i dag. Kommentaren er helt i tråd med de forestillinger, jeg støder på, når forskellige mennesker kontakter mig for at få viden om Europas største etniske minoritet. De mest almindelige spørgsmål lyder: »Hvorfor kommer der så mange til Danmark netop nu?«, »Er det en del af deres kultur, at de ikke vil integreres, eller er det, fordi de er nomader?«, og »Hvordan kan det være, at så mange af dem er kriminelle?«. Enkle spørgsmål, som det vel burde være enkelt at svare på. Men bag spørgsmålene ligger en række forestillinger, som gør det vanskeligt at svare på en meningsfuld måde. Det er fordomme om, at romaerne frivilligt rejser fra sted til sted og ikke ønsker at tilpasse sig majoritetssamfundets regler og normer. At de er præget af ligegyldighed over for deres medmennesker. At de stjæler, lyver, tigger og fusker sig gennem tilværelsen. At de ikke ønsker fast bolig eller ditto arbejde, og at de strengt taget kunne befinde sig hvor som helst i verden, men tilfældigvis har valgt Europa som territorium for deres omflakkende levevis. Ofte er forestillingen om de kriminelle romaer suppleret af et billede af sorgløse sigøjnere, der spiller, synger og spår sig gennem livet, og hvis livsform har noget dragende og fascinerende over sig, om end den også anses for barnlig og uciviliseret. For nogle år siden mødte jeg især sidstnævnte forestilling, og dengang var interessen ofte præget af en afslappet nysgerrighed, der baserede sig på en opfattelse af sigøjnerne som noget nær fiktive væsener, der især befolkede film, noveller og folkelige viser. Det har imidlertid ændret sig, efter at romaerne det seneste halve års tid for alvor er kommet på den danske og europæiske politiske agenda. Nu handler de henvendelser, jeg modtager, i højere grad om virkelighedens romaer. Fattige og desperate mennesker, der dukker op på gågader, i forladte erhvervsejendomme, i varmestuer og på asylcentre rundt om i Danmark. De tigger, spiller musik, samler flasker, søger arbejde som ufaglærte, indsamler skrot osv. I gennemsnit modtager jeg vel dagligt 2-3 henvendelser om romaer. Det er fra journalister, studerende fra folkeskole- til universitetsniveau, menneskerettighedsaktivister, politikere, kunstnere. Nogle henvender sig efter at have hørt et indslag i radio eller set en reportage i tv, eller fordi de har set en roma tigge på gaden og er nysgerrige efter at vide, hvorfor vedkommende mon er kommet til Danmark. Andre henvendelser er fra politikere, der vil klædes på, inden de skal deltage i en offentlig debat om EU’s politik på området. Eller fra organisationer, der arbejder med hjemløse, og de seneste år har oplevet, at der er kommet flere romaer blandt deres brugere. De efterspørger viden om romaernes baggrund og råd til, hvordan de kan hjælpe dem. De fortæller typisk, at romaerne er omgængelige, men møder dem med mistro. »De er både stolte og samtidig skamfulde«, som en gadeplansmedarbejder fra et hjemløseprojekt i København formulerede det.

Ja. Stoltheden over at tilhøre et mindretal, der har overlevet 1.000 års forfølgelse i Europa, er til stede blandt nogle romaer, ligesom stoltheden over en mangfoldig kultur af musik, sang, dans og stærke sociale normer er fremherskende blandt nogle. Skammen over at have fundet sig og stadig finde sig i nedværdigende behandling og være i en position som andenrangs borgere er imidlertid ofte lige så stærk. Sammen med følelsen af håbløshed og mistro. Mistroen er ofte gået i arv fra forældre og bedsteforældre, der har socialiseret dem til ikke at stole på ’gadje’, ikke-romaer. Præcis hvorfor man ikke skal stole på ’de hvide’, kan mange romaer ikke svare på. De kender nemlig sjældent deres folks historie på andet end mytologisk plan. Romaerne er først for nylig begyndt at skrive på deres eget sprog, romani, og selv om de fleste romaer (og flere og flere ikke-romaer) i dag ved, at romaerne har deres oprindelse i Indien (hvilket sproget vidner om), ved de færreste, at de første romaer formodentlig kom til det nuværende Istanbul for 1.000 år siden, at andre rejste ind på Balkan i 12-1300-tallet, og at der i 1500-tallet var romaer i hele Europa fra Skandinavien i nord til Spanien i syd, fra England i vest til Rusland i øst. Nogle ved, at romaerne ved deres ankomst til Europa blev modtaget med nysgerrighed, og man satte pris på deres evner som håndværkere. Men samtidig blev de – med deres fremmedartede udseende og skikke – mistænkt for at være skyld i alverdens dårligdomme, og snart begyndte konger og fyrster at indføre love, som forbød romaer at opholde sig på deres territorier og tillod de fastboende at forfølge og dræbe romaer, der alligevel vovede sig derind. Flere steder i Vesteuropa blev romaer i perioder fængslet og holdt som slaver, og i det nuværende Rumænien blev romaer holdt som slaver fra 1300-tallet til midten af 1800-tallet. I Danmark var romaerne i flere perioder erklæret fredløse, og mange rejste nordpå for at komme i sikkerhed. Blandt andet derfor er der i dag langt flere romaer i det øvrige Skandinavien end i Danmark. Under Anden Verdenskrig blev romaerne ligesom jøderne forfulgt, fordi nazisterne mente, at de var »’racemæssigt underlegne«. Forskernes skøn over antallet af romaer, der døde som ofre for holocaust, svinger fra 200.000 til op mod halvanden million. Forfølgelse og diskrimination er således et gennemgående træk i romaernes historie, og sandsynligvis er netop omgivelsernes hårdhændede behandling af romaerne den primære årsag til, at de gennem historien har været delvis nomadiske. Både historisk og i dag er billedet i øvrigt, at langt størstedelen er bofaste. Kun en lille del af romaerne har været og er omrejsende, ofte fordi deres erhverv nødvendiggør det. Mange har boet i de samme landsbyer og lande i århundreder, hvilket også udviklingen af over 60 forskellige dialekter af romani – med låneord fra hovedsproget i det område, de enkelte grupper har slået sig ned – vidner om. De romaer, der kommer til Vesteuropa i disse år, er for størstedelens vedkommende ikke omrejsende i egentlig forstand, men er migranter på samme måde som de tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske gæstearbejdere, der kom hertil i 1960’erne og 1970’erne. Romaer, der har kendskab til deres folks historie, kan ikke blot – som jøderne – se tilbage på århundreders forfølgelse, der kulminerede under Anden Verdenskrig. De kan også se eksempler på, at romaer i dag udsættes for både velkendte og nye former for overgreb. Dusinvis af romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet er blevet steriliseret mod deres vilje helt op til årtusindskiftet, på initiativ af læger, der mente, at romaernes (familie)kultur var en hindring for deres integration i samfundet, og at steriliseringerne kunne fremme kvindernes integrationsproces. Resultatet var ikke blot, at de enkelte kvinder blev dybt traumatiseret, men også, at hele romasamfund mistede den smule tillid til majoritetssamfundet, der var bygget op.