Yuppiebevægelsen kom til København dengang i 1984 og var til grin fra day one, for selv om tiden var til rabiate udskejelser – nyrockernes dødsromantik, harske margarineskulpturer, generel neonkvababbelse og hud mod hud-pop – var yuppiernes værdisæt og fremturen så langt ude i hampen, at alle vi almindeligt fornuftige havde svært ved at tage dem alvorligt. De stod der på Café Victor og råbte, at det eneste, de drømte om, var at blive rige og berømte. De ville have boblebad og mobiltelefon og penthouselejlighed og svinedyre biler, og de ville drikke Dom Perignon og spise østers og avanceret mad fra fremmede kulturer. Og disse åbenlyst idiotiske krav valgte de at fremføre iklædt jakkesæt og slips. For at forstå, hvor voldsom denne provokation var i sin samtid, må vi huske på, at 68’erne havde domineret billedet i femten år. Fra deres topposter inden for kultur, medier og uddannelse havde de prædiket solidaritet og fællesskab, og dette vel at mærke ikke i powersuits fra Hugo Boss og slips fra London House, men i murerskjorter fra Buksesnedkeren og udmattede fløjlsbukser. Ganske forsimplet kan man påstå, at 68’erne ville have, at vi – 80’er-generationen – gjorde som de; gik på gaden under bannere med nej til dit og dat og udlevede klappe kage-socialisme i plenum. Det ville vi ikke. Og det var sådan set også det eneste, vi vidste: Hvad vi ikke ville. Med denne trodsighed som afsæt og i afmagt over alle de ord, der var blevet os læst og påskrevet gennem opvæksten, begyndte vi så at male, spille, digte, besætte og performe for derigennem at handle os frem til en ny dagsorden; vores egen. I midten af 1980’erne relancerede vi en markant isme: individualismen. Ikke mere ’vi’. Nu var det jeg og mig. Vi forkastede altså 68’ernes rundkredsfællesskab og begyndte at regne os selv først. Og sådan har det været siden. Hvad vi ikke havde øje for dengang var, at dette perspektivskift – fra vi til jeg – var en hjørnesten i yuppiekulturen, og at vi – sikkert og umærkeligt – var ved at gøre deres værdier til vore. Da Henrik Vesterberg og jeg i slutningen af 1990’erne begyndte at arbejde på bogen ’Dengang i 80’erne’ (Gyldendal 2001), satte vi os for at skildre 10-året ved at beskrive en række af datidens mest signifikante ungdomskulturer: digterne, bz’erne, Montmartrefunkerne, efterpunkerne, de unge vilde malere og selvfølgelig yuppierne, som, både hvad form og indhold angik, var enestående. Siden viste det sig, at ganske få af de mennesker, som havde tilhørt yuppiemiljøet, turde stille sig op og fortælle om det. De ville ikke kendes ved deres fortid. Da jeg efter endt arbejde en dag satte mig ned og funderede over, hvilke af 80’ernes strømninger som havde manifesteret sig i eftertiden, kom jeg til den overraskende konklusion, at yuppiebevægelsen stod stærkest. Den kultur, der i sin samtid virkede grotesk overgjort, var blevet en fuldt integreret del af livet i dag. Dengang i 80’erne var der måske 300 yuppier i København. I dag er vi det alle sammen. Lad mig forklare nærmere: Første gang ordet ’yuppie’ blev defineret, var i den siden så legendariske ’The Yuppie Handbook’. Den er skrevet i New York anno 1983. På første side er der en definition af begrebet. Jeg citerer: »En yuppie er en person, som: Bor i eller nær en storby. Hævder at være mellem 25 og 45 år. Higer efter prestige, berømmelse, anerkendelse, social status, magt og penge. Går i træningscenter efter fyraften og spiser brunch i weekenden«. Den definition er jo så bred, at den dækker alle yngre danskere! Ja, nemlig. Men dengang forfatterne skrev den, var den altså så opsigtsvækkende, at de kunne bygge en bog omkring den. I 1985 kunne man spise brunch et eneste sted i byen. På Café Victor. I dag kan man ikke gå uden for sin dør uden at snuble over røræg og brie. Men lad nu den røræg ligge, og se på punkt 3. Den prestigejagt og ragen til sig fra hylderne, som var blandt yuppiernes kardinaldyder, er i dag hvermands eje. For otte år siden begyndte de første kvinder at stå frem og fortælle om deres shoppegen. Om hvor lykkelige de blev af at købe tøj og sko. Siden blev blandt andet Nynnefiguren bygget op om det samme, og i dag kan man ikke tænde for sit fjernsyn, før en kvinde eller en bøsse hviner om shopping. At bruge mange penge på ydre signaler er comme il faut. Og det er vel at mærke rigtig mange forundt. I 2005 tjente 250.900 danskere mere end en halv million (kilde: Danmarks Statistik/Danske Bank). I Tisvilde, hvor jeg og alle de andre kulturradikale holder ferie, var den helt gal i år. Der var flere af den nye Mercedes Cabriolet, end der var gråspurve, og nede på stranden hang kvinderne ud i nogle klude, som lignede et eller andet fra Kirkens Korshær i Nordre Frihavnsgade, men som kenderne vidste var af mærket Marni og kostede det dobbelte af au pair-pigens månedsløn (3.500 kroner, men så får hun altså også kost og logi og har fri hver anden søndag). Da Bret Easton Ellis skrev sin yuppiesatire, ’American Psycho’, lod han sine personer have store kvaler med aftensmaden. Skulle de spise fransk-japansk, street-thai eller toscansk? Han havde fat i noget, der voksede sig meget større med tiden. Man kan rent faktisk gå til chokoladefestival i dag, og gourmetrestauranterne er boomet. For nylig satte jeg mig for at tælle, hvor mange restauranter i den bedre del af København (fra 2000 F til Klampenborg), som tilbyder en menu til over 350 kroner. Der var 98 af dem. I 80’erne var der en håndfuld. Men et er, hvordan denne yuppieficering har medført et ganske åbenlyst og skamløst forbrug, noget andet er, hvordan den har påvirket vores sociale omgangsform. Status var, jævnfør punkt 3 i ’The Yuppie Handbook’, et key word blandt yuppierne, og vejen dertil var brolagt med mærkevarer og specifikke signaler. På Café Victor solgte de mange Corona-øl i 1988. Fredag eftermiddag lagde bartenderne de pjasktynde mexicanske øl op i store zinkspande på disken, og derefter gik det over stok og sten. De solgte hundredvis af dem. »Man begyndte at drikke etiketten«, som reklamechefen Peter Wibroe formulerede det. Indholdet i flasken var ikke længere det vigtige. Signalværdien var vigtigere. Brandingen. Hele indpakningen og historikken. Som en konsekvens af dette forsøgte Faxe at markedsføre en ny pilsner. Nielsen, kaldte de den, og den var topdesignet og blev ledsaget af blandt andet dette slogan: ’Kan du fare vild i Valby, men finde vej i Paris?’. Fint skulle det være. Men den var for tyk. Nielsen blev en kæmpe fiasko. De forsøgte at kommunikere til et wannabe-yuppiepublikum og skød under målet, for de overså, at det unge publikum var blevet i stand til at gennemskue den slags. 1980’ernes unge var den første mediebevidste generation, og denne evne til at dechifrere kommunikation, til at afsende og modtage komplekse koderækker, er blot blevet udbygget i de efterfølgende generationer. Marketing og markedsføring er blevet almen kunnen, og fænomenet branding er ikke bare noget, firmaer ævler om, det er sivet ned gennem rækkerne, ud i privatsfæren. Vi brander os selv i dag. Opfører os som små virksomheder. Vi ved nøjagtig, hvad vi kommunikerer, når vi undlader slipset, bærer en åndssvag lille hund på armen, hører spøjs loungemusik eller serverer netop den ret for gæsterne. En middag er ikke længere blot et rendezvous med mad på bordet. Det er en powerpoint-manifestation, en showcase, et nøje tilrettelagt fremstød, hvis hele formål det er at vise, hvilke værdier vi har bygget vores eget helt personlige brand omkring. Familien er et team med klart formulerede visioner og værdier. Børn er små logoer. Tilfældigheder har borte taget. Og når vi går ud for at møde hinanden, er det også med klare bagtanker. Det er new bizz. Lidt romantisk kan det påstås, at man i 80’erne gik i byen for at møde nogen. Kastede en vittighed på bordet og fandt sammen med dem, som bed på. Siden kunne man så erfare, at den, man talte med, beskæftigede sig med noget, som mindede om det, man selv tumlede med. I dag går man i høj grad ud for at møde nogle, altså nogle helt bestemte. Det kaldes networking; retningsbestemt samvær. Her gælder det omvendte. Man ved, hvad folk laver, før man går over og taler med dem. For nylig fik en del af mine venner en indbydelse sendt. Afsenderen var Diesel. De indbød førende københavnske mode-, medie- og kulturfolk til Stay Inn, tre seancer, hvis utilslørede formål var en ordentlig gang networking. I indbydelsen stod blandt andet: »Vi vil gerne invitere dig til at komme og hænge ud med andre spændende mennesker, bytte idéer, konversere eller måske bare omgås. Vi mødes først på eftermiddagen for at stresse ned, efter at vi har shoppet og måske været en tur i træningscentret«. Dette initiativ er ikke altruistisk. Diesel vil samle vinderne under deres logo, og det er alle bevidst om. Men indpakningen er henslængt: Vi hænger ud. Bytter lidt idéer. Eller omgås, simpelthen. Og denne måde at kommunikere på er i ledtog med en af vor tids fremherskende løgne. Nemlig den om, at vi chiller sammen, tager det afslappet. Mødes helt tilfældigt. At vi har zen med os i byen. På den ene side har vi travlt med at vise, hvor mange penge vi har. På den anden side forsøger vi altså at camouflere vores ærgerrighed ved at pakke den ind i løsthængende fraser. Denne misforståelse vandt hævd gennem 90’erne. Hvor 80’erne, som før fortalt, var en brydningstid, blev 90’erne en fjollet opsamling af alt det, der var sket siden Anden Verdenskrig. Alt var retro og ironi, og det kunne selvfølgelig ikke holde evigt. Derfor opstod i slutningen af 90’erne en modbevægelse; en søgen mod noget mere og større, mod det åndelige. Pludselig var der meget mellem himmel og jord, og de mennesker, som i al stilfærdighed og år efter år havde dyrket meditation, yoga, tarot, clairvoyance og flintestensterapi, fik hu hej vilde dyr en masse nye kunder i butikken. Og de bedre bemidlede lod sig ikke nøje med et månedligt besøg hos Drømmetyder Karen ude i Valby Langgade, men rev et par uger ud af den overtegnede kalender og søgte til Østen, hvor de – efter anbefaling fra nogen, de gik på jagt med – fik foretræde for en guru, som lærte dem afsindig meget om det at være menneske, hvorefter de rejste på businessclass tilbage, hængte billeder op af elefanter i gevandter og inviterede til tapas for at berette om det (og give deres personlige brand en åndelig overbygning). Cocktailbuddhisme, kalder jeg det, et vaskeægte paradoks; al den stund buddhismen jo netop drejer sig om at slippe begæret efter shopping, status og magt, men her kombineres med grådighed og sociale ambitioner. Yuppien er også med os, når vi søger indad. Åndelige aspekter cuttes op med effektivitet, målrettethed og personlig branding. Derfor er hele den nordsjællandske kindkysserbrigade på stikkerne, når Dalai Lama kommer til byen, derfor hedder det poweryoga, derfor blev Buddha Bar et hit, derfor render kvinderne i Tisvildeleje rundt i kaftaner fra Holly Golightly. Den bohemestil, som har fyldt det danske modebillede i snart et årti, er en aflægger af dette. Men vi tager ikke bare dagen, som den kommer. Overhovedet ikke. Boheme er noget, vi tager på. Vi er langt mere optaget af at få suppleret køkkenet med den espressomaskine, som vil højne kaffeoplevelsen, af at få skrevet vores børn op på Bernadotteskolen efter den anden presseve, af Umbriens fantastisk genuine køkken og af at lægge afstand til al den snak om friværdi med den ene hånd og udveksle numre på polske håndværkere med den anden. Sandheden er, at vi i dag fuldstændig har overtaget yuppiernes idealer. Vi er bare dygtigere til at camouflere dem. Det gælder også dig, kammerat.