Herkules er et privat opholdssted, der modtager unge, som har været på kant med love og normer, har oplevet at blive smidt ud, kasseret, nedgjort, men også at blive frygtet, berømmet og set op til f.eks. af andre marginaliserede unge – eller de har oplevet at blive kontaktet f.eks. af voksne, erfarne narkoforhandlere, bl.a. fordi de er let genkendelige i deres tøjvalg. Vi har derfor – som andre offentlige og private institutioner og skoler – indset nødvendigheden af, at vi må aflægge berøringsangsten og begrænse endnu et af de unges livsområder. Vi er nu nået til tøjet. Vi vil forbyde vores unge at bære tøj, der udsender helt bestemte signaler, først og fremmest påtrykte budskaber og symboler, men også klædningsstykker og smykker vil blive vurderet. Vi finder det nødvendigt, hvis et socialpædagogisk forløb skal lykkes i 2010. Og vi kalder det omsorg! ’Money over bitches’. Jamen, det er da både et morsomt og uskyldigt udtryk! Det var med til at starte vores debat om påklædning. Nærmere bestemt: Hvilke grænser skal der være for de unges frie valg af outfit? Skal disse grænser sættes af den enkelte pædagog, kan grænserne dikteres ’ovenfra’, kan et fælles kodeks skabes? I arbejdet med vores unge er troværdighed et vigtigt element. Vi kræver, de unge udtrykker sig i et sprog uden trusler, uden brug af nedværdigende slang. Hvis vi samtidig tillader tilsvarende trykt på trøjen, er vi simpelthen utroværdige. Ergo forbydes visse beklædningsgenstande. I modsætning til burkasagen ønsker vi ikke at forbyde et klædningsstykke, der er kommet hertil med en anden kultur. Vi ønsker i Herkules at stoppe herboende unge i at falde for et modefænomen, der er udviklet i vor egen amerikansk-europæiske kulturkreds.
Vores begrundelse for forbuddet vil samtidig blive en mere generel opfordring til at tjekke, hvem og hvad man egentlig går og støtter. Burkasagen efterlod en masse usikkerhed: Diskuterede man kvindeundertrykkelse? Eller bekæmpede man islamisme? Ville man blot promovere sig selv, personligt, politisk? En efterfølgende diskussion om påklædning i pædagogiske institutioner vil nemt kunne køre af sporet i hurtige konstateringer af pædagogers magtfuldkommenhed eller negativ forskelsbehandling af døgnanbragte unge.
