Det kunne have været en solstrålehistorie – hjemmehjælperen, som nåede landets næsthøjeste post, og som ikke blot kan pryde sig med kommandørkorset, men også med en højesteretsdom for racistiske udtalelser. Udnævnelsen af Pia Kjærsgaard som forkvinde for Folketinget er endnu et tragisk udtryk for dansk politiks dybe fald.
Et andet udtryk er genvalget af Venstres formand til statsminister. For et år siden var han som bekendt kun et mulehår fra at blive bortvist af sine partifæller belastet af såkaldte bilagssager.


























