Et stille jubilæum: I år er det 60 år siden begrebet kulturradikalisme fik indfødsret i Danmark. Tænk at man helt til 1955 havde klaret sig uden, sådan som ordet siden er blevet brugt og misbrugt!
’Kulturradikalisme’ cirkulerer i fire betydninger: Det betegner en reformbevægelse i mellemkrigstiden, bl.a. omkring Poul Henningsens tidsskrift Kritisk Revy . En idéstrømning med rod i 1870’ernes ’moderne gennembrud’ og tråde bagud til 1700-tallet. Men det bruges også om et livssyn, et sæt holdninger. Og endelig som mudret samlebegreb for dele af venstrefløjen – med ’kulturradikal’ som elsket skældsord. Det vender jeg tilbage til.


























