Vi ved det godt, og vi har vidst det i mange år. Vi kan ikke påstå, at det kommer bag på os, at en del unge i Danmark er sårbare, skader sig selv eller begår selvmord. Det er blevet sagt højt igen og igen i radio, på tv og på de sociale medier. Hver gang der er kommet en ny rapport, har vi undret os over, at unge i Danmark ikke kan finde livshåbet og livsmodet. Vi voksne har jo indrettet samfundet så godt. I de seneste 15 år har vi givet børnene alle muligheder for at kommunikere med hvem som helst når som helst. Vi vil alle det bedste for vores børn.
Nu sidder jeg så med helt nye tal, som ikke før er offentliggjort. Det er tal for foråret 2016. De viser, at 29 procent af de unge i alderen 13-19 år har alvorlige tanker om at skade sig selv, og 16,5 procent har allerede skadet sig selv en eller flere gange, fordi de ikke kan holde livet ud mere. De har f.eks. taget en overdosis, forsøgt at skære pulsåren over eller forsøgt at hænge sig. De har råbt om hjælp.


























