Hvorfor kigger kulturministeren ikke på idrætten, når der skal fjernes fedt? Hans beskæring af musikområdet er ikke blot udemokratisk, den er uklog, mener kronikøren, der er formand for Copenhagen JazzHouse. Steen Meier sidder også i Statens Musikråd. Kulturministeriet har fremlagt forslag til en ny struktur for kunststøtten. Ministeren vil blandt andet nedlægge Statens Musikråd, nedlægge repræsentantskabet for Statens Musikråd, nedlægge MusikInformationsCenteret og nedlægge musiklivets fem genreorganisationer. Dette er kulturminister Brian Mikkelsens bud på en hidtil uset statslig styring af musikpolitikken, en centralisering af alle musikpolitiske beslutninger i statsadministrationen i København. Det stik modsatte af hvad kulturministeren tidligere har meldt ud om, at kulturens beslutninger ikke alene skal ligge i København, men bredes ud over hele landet. Dette betyder nedlæggelse af alle fælles musikfaglige organisationer og platforme for dansk musikliv, der hidtil har sikret en bred forankring i hele landet. Platforme, der har skabt et velfungerende samarbejde imellem musikkens mange genrer, imellem musikinteressenter, imellem amatørmusiklivet og det professionelle musikliv. På trods af ministerens erklæringer om at komme københavneriet til livs er ministeriets forslag det mest ekstreme udslag af københavneri og statslig centralisme. Repræsentantskabet for Statens Musikråd med knap 40 landsdækkende musikorganisationer har igennem 25 år stået som garant for en løbende debat om musikkens vilkår, og som garant for at musikken altid har været repræsenteret af faglige tillidsmænd, der har musikmiljøets opbakning, i maksimalt otte år. Altså et uhyre velfungerende armslængdeprincip med en indbygget rotation der igennem alle årene har forhindret pamperi. En repræsentant i Statens Musikråd, der er udpeget af de cirka 40 organisationer, har et stærkt musikpolitisk mandat med sig. Hvad sætter ministeren i stedet for de fire velfungerende musikpolitiske platforme? Et kunstråd med otte medlemmer, hvor de seks udpeges af ministeren, fire ministerudpegede formænd for faglige underudvalg for musik, billedkunst, litteratur og teater, to ministerudpegede og to udpeget af et nyt fælles repræsentantskab for hele kulturens område. Tillige skal de musikinstitutioner under Musikrådet, der ikke lægges direkte ind under staten, fratages deres driftsstøtte, hvorfor de må lukke. Det er indførelse af et statsligt styringsmonopol i en hidtil demokratisk forankret struktur i dansk musikliv. Pakket ind i ord om effektivisering og slankning prøver ministeriet at gennemføre den mest omfattende afmontering af dansk musiklivs mest centrale og demokratiske organer, siden musiklovens tilblivelse for 25 år siden. Der er ikke tale om såkaldte ekspertråd, der står i modstrid til statslige interesser, der er tale om helt centrale platforme for musikkens faglige interesser i landets støttepolitik og musikfaglige udvikling. At disse institutioner skulle stå i vejen for, at den statslige støtte går direkte til kunstnerne, savner enhver dokumentation. Nu mangler det bare, at ministeren også vil fjerne musiklovens afsnit om amternes musikudvalg, der skal sikre musiklivet på regional basis, så er det statslige enevælde genindført 100 procent. Dansk musikliv har således med den dybeste bekymring noteret kulturministerens planer for en såkaldt effektivisering af den danske kulturstøtte. Angiveligt med det mål at støtten til musiklivet skal gå direkte til de udøvende kunstnere, og at det angivelige fedtlag skal skæres bort. Det faktuelle indhold i disse planer er imidlertid: At Musikrådet nedlægges og erstattes af et kunstråd, hvor musikkens hundredtusinder af aktive amatører, tusinder af studerende, det professionelle musikliv med otte symfoniorkestre, adskillige stats- og regionalt støttede ensembler, bigbands med videre sidestilles med kunstarter, hvis udbredelse målt i antal aktive og økonomisk omsætning er langt mindre. At repræsentantskabet for Statens Musikråd skal nedlægges, så den organisatoriske fødelinje, der er opbygget igennem den eksisterende musiklovs struktur med demokratisk udpegning fra Repræsentantskabet til Statens Musikråd, afskaffes. De knap 40 musikfaglige organisationer, der varetager mangfoldige opgaver inden for musikkens område, skal alle nu med et hug sættes uden for indflydelse. At muligheden for at etablere MusikInformationsCenteret som en digital paraply for dansk musikliv forsvinder, når MIC skal erstattes af et fælles kultureksportsekretariat. Den informationsopgave, som MIC er tiltænkt at skulle varetage som musikkens fælles paraply i tæt samarbejde med de fem genreorganisationer, ROSA (Rockmusik), Dansk Jazzforbund, Verdensmusik Foreningen, Folkemusikkens fællessekretariat, og SNYK (den nye kompositionsmusik), forkastes, da disse organisationer ifølge kulturministerens udtalelser ikke gavner dansk musikliv, men udgør det fedtlag som ministeren vil fjerne. At kulturministeren, med ministeriets absolutte kontrol over hele tilskudsområdet gennem den såkaldte effektivisering, vil fratage musikområdets genreorganisationer deres aktivitetstilskud, så enhver opsamling af viden og erfaring om musikkens markeds- og formidlingsvilkår bremses. De fem genreorganisationer vil på de vilkår ende med at blive nedlagt. Repræsentantskabets knap 40 organisationer fra det danske musikliv er det tætteste, man kan komme på en samlet repræsentation af alt, hvad der vedrører vækstlaget i dansk musik, fra det mest topprofessionelle niveau for udøvere og undervisere, til undervisere i folkeskolen, gymnasier og musikskoler, over en lang række faglige interesseorganisationer der repræsenterer hele summen og arven af viden om dansk musiklivs historie og udviklingspotentiale. Ministeriet nedlægger nu en musikpolitisk organisationskultur, der er opstået og udviklet som et resultat af konkrete opgaver, der skulle løses. Denne kultur er ganske enestående i europæisk sammenhæng og skaber grundlaget for musikudviklingen, en niche i underholdningsindustrien. En stedse vigtigere del af vækstpotentialet inden for erhvervslivet. Ministerens eget ministerium har sammen med Erhvervsministeriet til overflod dokumenteret dette i rapporten »Det kreative potentiale«, der påpeger, at underholdningsindustrien i 1998 omsatte for 75 milliarder kroner i Danmark. Kulturministeriet burde selv nærlæse denne rapport; den peger i en ganske anden retning, end ministeriets politik øjensynligt gør. Vi har således en kulturminister, der vil styrke den direkte kunststøtte, men også vil nedlægge alle de platforme, der giver de nye musikalske udtryk en chance samt finansiel støtte, og ikke mindst mistænkeliggøre de genreorganisationer, der er rådgivere og talerør for disse talenter. Det er dybt overraskende, at ministeriet og ministeren ikke har den mindste forståelse for, at musik, som enhver anden handelsvare, ikke sælger sig selv ved at blive produceret, men at musikken også har behov for at blive markedsført på et marked, hvor den mest benhårde kommercialisme styrer vores forbrug af mobiltelefoner, sæbepulver, biler, cd»er og anden musik. En unik dansk musikkultur, der udvikles i musikalske nicher, har ikke en chance uden en professionel markedsføring på et marked, hvor verdensomspændende mediekoncerner styrer vores forbrug. I stedet for Musikrådet får vi et kunstråd, der reducerer musikkens kæmpe område til et perifert kunstområde uden egne støttefordele, organisationer. Musikken beskæftiger et langt større antal mennesker end f.eks. filmen, der er holdt uden for det fælles kunstråd. Samtidig aktiverer musikken et antal lønnede såvel som ulønnede mennesker, der tåler sammenligning med idrættens antal beskæftigede. Nedlæggelse af musikområdets fælles musikpolitiske organer skulle medføre, at kunststøtten i højere grad går direkte til kunstnerne. Dette er en målsætning, som alle kan være enig i, men en temmelig udokumenteret påstand i den foreslåede struktur. Musikområdet har stort behov for andre organisatoriske kompetencer end den rene støtte til de enkelte kunstnere. Spørg blot filmselskabet Zentropa, om den internationale succes for dansk film er skabt af støtteordninger kun til producenter eller instruktører. Uden en afsindigt professionel informationsstrategi, baseret på indgående viden om den internationale filmscene, var det internationale gennembrud for dansk film ikke sket. Musikken og musikkens marked skabes ikke på kunstnerens ensomme kammer, men gennem velorganiseret og dygtig markedsføring. Dette kræver højtudviklede kompetencer og stor viden, og især en særdeles tæt kontakt til den daglige musikscene både indenlands og udenlands. Det vil næppe være sandsynligt, at sådanne kompetencer skulle kunne opbygges i et rent statsligt styret system med en tæt politisk kontrol. Kendskab til markedet i alle dets afskygninger kræver en ganske anden erfaring og andre faglige kompetencer, end en statslig administration kan stille op med. Et stort publikum skabes heller ikke alene ved at støtte det enkelte orkester eller den enkelte sangskriver og komponist. Det skabes gennem velorganiseret professionel og målrettet information om musikken, især den nye musik inden for alle genrer, der udelukkende spilles uden for de kulturfattige kommercielle radio- og tv-stationer. Hvis man også vil have et dansk alternativ til masseproduceret amerikansk popmusik, en dansk musikkultur, så må man også sikre, at denne musikkultur har nogle udviklingsvilkår, som de skabende og de udøvende kan leve af og med. Der findes en tusindtallig underskov af musikere, komponister, arrangører, organisationsfolk, m.v. som igennem årtier ulønnet har kæmpet en kamp for at udbrede kendskabet til musikken, har arbejdet sammen på tværs af genrer, i en fælles forståelse og tolerance for hinanden og som har skabt grobund for et kæmpemæssigt kunstnerisk potentiale, der placerer Danmark med en langt stærkere international position, end landets lille indbyggertal kan forklare. Dette faktum er ministeriet og embedsmændene øjensynligt uvidende om. Kulturens økonomiske potentiale har Erhvervsministeriet set og beskrevet i rapporten »Det kreative potentiale«, men denne indsigt har tilsyneladende ikke bundfældet sig i Kulturministeriet. Hvis det er ministeriets embedsmænd, der har rådgivet ministeren i disse anliggender, og det peger alt på er tilfældet, da denne omstrukturering er påbegyndt for år siden under tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, må man undre sig over den tilsyneladende uvidenhed om musikområdets faktuelle indhold og vilkår, der præger den såkaldte forenkling af kunststøtten. Hvorfor kigger ministeren f.eks. ikke hele idrætsområdet efter i sømmene, med dets enorme organisationer der modtager hundreder af millioner kroner i tilskud fra tipsmidlerne hvert år til rent organisatoriske formål? En sådan sammenligning vil vise et billede af et musikområde, der allerede er uhyre effektivt i sin anvendelse af de penge, det offentlige giver til området. En sammenligning, der også ville kalde på en god forklaring på, hvorfor idrætten er så totalt favoriseret på bekostning af hele kulturens område. Brian Mikkelsen tegner med sine hidtidige udmeldinger til at blive en minister, der øjensynligt: Ikke har kendskab til underholdningsindustriens vækst i den svenske, den amerikanske eller i den danske økonomi. Ikke ved noget om, at hele musikområdet i Danmark engagerer så mange mennesker, at det skal sammenlignes med idrætten. Ikke har kendskab til, hvilken rolle musikken spiller i vores kultur, og at udviklingen af denne kultur er en kompleks samfundsopgave, som kræver statens positive og loyale medvirken og støtte. I stedet for mistænkeliggørelse af og angreb på musikkens indre strukturer.