Danskernes holdninger til EU er mere nuancerede, end meningsmålinger normalt viser. En ny metode giver os et nyt og måske mere reelt billede af det danske EU-landskab. Kim Schrøder er kommunikationsforsker, Søren Esben Hansen er researcher hos ACNielsen. AIM. Hvad ved vi egentlig om danskernes holdninger til EU? Ganske meget, skulle man synes, efter at vi har været igennem 30 års debatter, seks folkeafstemninger og et uendeligt antal meningsmålinger. Der er mange EU-holdninger i spil blandt danskerne, men alligevel er der hele tiden en tendens til, at debatten polariseres til at handle om to positioner: om 'vi' er for eller imod EU-samarbejdet som sådan, eller om samarbejdet skal være tættere, end det er i dag - ja eller nej? Uge efter uge frembærer aviser, radio og tv resultaterne af nye meningsmålinger af danskernes holdninger til alle mulige enkeltspørgsmål om Danmarks forhold til EU: Ville 'vi' i dag stemme ja til euroen, hvis der kom en ny folkeafstemning? Vil 'vi' gerne af med de fire forbehold eller i hvert fald nogle af dem? Synes 'vi', at det er en god ide at udvide EU med nye medlemslande i Øst- og Sydeuropa? Mener 'vi', at der bør harmoniseres mere inden for bilpriserne i Europa? Og så videre. For nylig offentliggjordes den seneste udgave af de løbende eurobarometer- meningsmålinger, blandt andet med den oplysning, at her ved starten på Danmarks EU-formandskab er det kun 40 procent af danskerne, der føler sig 'noget knyttet' til EU. Men resultaterne af alle disse meningsmålinger bliver aldrig til andet end usammenhængende brudstykker, fordi undersøgelserne ikke siger noget om sammenhængen mellem dem, der mener ja til det ene, ja til det andet og nej til det tredje. Det er ikke muligt at se nogen samfundsmæssige grupperinger af levende mennesker bag opinionstallene. Meningsmålingerne bliver derfor aldrig til andet end brikkerne til et mægtigt puslespil, der alligevel aldrig vil kunne danne et sammenhængende billede. Det betyder så, at dem, der eventuelt gerne ville påvirke danskernes holdninger til EU i den ene eller den anden retning, ikke har noget at sigte efter - man har simpelthen ikke tilstrækkelig viden om det samlede meningslandskab hos de grupper i samfundet, der skal overbevises om EU's fortræffeligheder eller det modsatte. I visse tilfælde står man ligefrem med fuldstændig modstridende billeder. For eksempel viser den store undersøgelse 'Danskernes værdier 1981-1999' på den ene side, at der er færre og færre, der føler sig stærkt knyttet til landet Danmark - flere og flere føler sig i stedet knyttet til deres by eller egn. På den anden side viser undersøgelsen også, at procentdelen af mennesker, der siger, at de er stolte over at være danskere, er steget betragteligt. Man står tilbage med en uforklarlig undren over, at 'danskerne' er blevet mere og mere stolte over et land, de føler sig mindre og mindre knyttet til! Men sådan er stort anlagte spørgeskemaundersøgelser! De giver et ret overfladisk billede - til gengæld er de repræsentative, siger dem der laver dem. Men hvad kan man egentlig bruge et overfladisk billede til - uanset hvor repræsentativt det er - hvis man for eksempel har behov for at henvende sig meningsfuldt til danskerne om spørgsmål om national identitet, holdningen til EU, globalisering og så videre? Vi har for nylig lavet en undersøgelse af danskeres oplevelse af danskhed, det europæiske og det globale, som gør brug af en ikke tidligere anvendt forskningsmetode. Den stiller folk i alt 36 spørgsmål om deres holdninger til det danske og det europæiske, nogle af spørgsmålene er de samme, som meningsmålingerne stiller. Men i stedet for at isolere svarene på de forskellige spørgsmål fra hinanden holder vores metode fast i den enkelte svarpersons svar på alle 36 spørgsmål og kigger efter det samlede svarmønster, som derefter sammenlignes med de øvrige svarpersoners svarmønster. Analysen finder derved frem til, at den danske befolkning ud fra holdningerne til det danske og det europæiske kan inddeles i fire grupperinger, som vi kalder * de helhjertede europæere * de pragmatiske europæere * de euroskeptiske danskere * de danske danskere Med sine 30 informanter er undersøgelsen ikke repræsentativ. Men den omfatter et bredt udvalg af den danske befolkning i forhold til køn, uddannelse, alder og geografi. Den forsøger at skabe sammenhæng og overblik. Samtidig går den også i dybden og prøver at fange nogle af de nuancer, som man nødvendigvis skal have med, hvis man for eksempel som politisk parti eller bevægelse vil henvende sig til grupper af danskere, der har ikke bare beslægtede enkeltmeninger, men beslægtede meningslandskaber i forhold til det danske og det europæiske. Undersøgelsen har vi lavet i et usædvanligt samarbejde mellem Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitetscenter og analysevirksomheden ACNielsen.AIM for at overvinde nogle af de indbyggede svagheder ved såvel kvantitative som kvalitative måder at undersøge meninger og holdninger på. Forskningsmetoden er velegnet til at undersøge menneskers subjektive oplevelse af alle hånde fænomener i deres omverden og går i forskerkredse under navnet Q-metodologi. Den forener det dybtgående kvalitative med det generaliserende statistiske, og leverer derigennem en typologi over undersøgelsesfeltet bestående af en række mennesketyper, der ligner hinanden i den måde, de forholder sig på til det spørgsmål, der undersøges. Pladsen tillader ikke, at vi går i detaljer med de fire typer her, men her følger der et kort signalement: De helhjertede europæere ser, som navnet siger, Danmarks fremtid som nært knyttet til EU's Europa. De mener ikke, at et enkelt land kan klare sig alene i den komplekse globale verden. Hvis vi skal overleve og have bare lidt indflydelse på vores egen fremtid, må vi deltage fuldt og helt i EU- samarbejdet. Som en af dem siger: »For at Danmark skal overleve i Europa, så bliver vi nødt til at have noget medbestemmelse, og medbestemmelse det får vi kun på én måde, og det er ved at være med«. Danskerne må orientere sig mere og mere i retning af Europa og i tilgift opgive noget af deres danskhed - og det gør i øvrigt ikke noget: Nogle af disse danskere siger for eksempel, at det da godt kan være, at globaliseringen vil udviske noget af den danske kultur - »men det har jeg ikke det mindste imod, jeg har ikke den dér ærkedanskhed, jeg føler mig nok nærmere som europæer, end jeg føler mig som dansker, men jeg føler mig nok også nærmere som indbygger i verden end som europæer«. De pragmatiske europæeres indstilling til EU er mere præget af 'det gustne overlæg'. De ser europæiseringen som en uundgåelig proces, som nok vil være til fordel for Danmark, især i nedgangstider, hvor de andre så kan hjælpe os. En af dem henviser til Sveriges nedtur i 1990'erne og ser det som noget, der kunne være undgået, hvis Sverige havde været med i EU. De mener også, at Danmark inden længe vil blive nødt til at opgive kronen og slutte sig til eurosamarbejdet: »Der stemte jeg for. Jeg skal så ikke udtale mig 100 procent om, hvad det indebærer, men det er mere i princippet, altså det der med euroen, den får vi jo lige meget hvad, altså vi kan jo ikke om to år, når turister er ude handle og kommer med euro, så kan vi jo ikke blive ved med at sige »Nej, vi vil kun tage imod danske«, det er jo en vits, der er ikke så meget at rafle om«. På samme måde mener de, at selve tidens gang og en ny generation lige så stille vil føre til, at de nationale forskelligheder nedtones. Men for deres eget vedkommende lægger de stor vægt på at bevare forskellighederne mellem de europæiske befolkninger, og de værner om deres egen danskhed. De støtter et øget EU-samarbejde, når bare det ikke går for hurtigt, og når vores danskhed ikke lider for megen overlast. Som en af dem siger, »Det danske skal bevares, men det tror jeg også sagtens, at det kan, og det er selvfølgelig ikke kun noget med EU, det er også noget med, at folk holder fast i det. Selvfølgelig skal man tage det gode udefra med, men skal jo stadig holde fast i det danske og sige »Jamen det her er vi sgu skidegode til, og det her, det er dansk!««. De euroskeptiske danskere er en tak mere i forsvarsposition over for en mulig ensretning af den danske kultur. En af dem tøver i 15 sekunder, før hun går i gang med at svare på, om Danmark i det store og hele har haft fordel af EU- samarbejdet, hvorefter hun svarer nej, med henvisning til at EU's dobbeltmoral ofte bevirker, at harmoniseringen alligevel aldrig har givet hende nogen fordele. En anden leverer med sine underdrivende sproglige formuleringer en lidt mere positiv holdning: »Hvis man ser på statistikker, så har Danmark i hvert fald ikke været den store taber i EU-spørgsmål. Men man kan jo graduere, hvad man mener er de gode ting ved EU, men sådan rent økonomisk og på andre måder, så mener jeg nok, at vi har haft nogle fordele af det« (vores kursiv). Men skepsissen er udtalt: »() vi har nogle nationale værdier, der meget hurtigt kan drukne ikk', hvis du kører det ind under som en nordfransk provins ikk'. Altså så vil vi være () en eller anden andenrangsnation i forhold til en eller anden central styring fra Luxembourg eller Bruxelles og så videre og så videre«. Generelt mangler gruppen simpelthen klarhed over, hvordan den europæiske fremtid kunne handle om noget, der også ville give dem noget konkret. Og så mener de ikke nødvendigvis, at de nuværende EU-rammer er optimale for et tættere samarbejde i Europa. Flere henviser til det skammelige i, at en nordisk union ikke blev til noget. Det er vigtigt at fremhæve, at denne gruppes danskhed ikke er fjendtlig eller mistroisk over for det fremmede eller udefrakommende, men åben over for de positive ting, som også nydanskere kan tilføre dansk kultur. Det er på dette punkt at de især adskiller sig fra gruppen af danske danskere , der kendetegnes ved en form for ærkedanskhed, der så at sige ligger i blodet. De føler sig meget danske, er meget stolte over at være danskere, føler sig ikke det mindste knyttet til Europa, føler sig meget tæt knyttet til det danske sprog (som vi ikke skal opgive i EU-sammenhænge!), og er betænkelige over for enhver udefrakommende påvirkning. De støtter op om kronen: »Jeg er imod euroen: Jeg er så glad for vores lille danskerkrone. Det vil irritere mig, hvis vi skal af med den, så derfor vil jeg helst ikke have euroen ind«. Deres holdning til EU er præget af, at de frygter, at vi mister vores nationale selvbestemmelse, helt ned i hverdagens mindste detaljer: »Jeg er bange for, at vores lille land, det bliver sådan et, hvor man skal spørge om lov i Bruxelles til at trække vejret efterhånden det er groft sagt ikk' - sådan ønsker jeg ikke, det skal være, vel«. De danske danskere taler grundlæggende ud fra en følelse af afmagt, en manglende tiltro til, at de værdier, der betyder noget for dem i hverdagen, vil bestå i længden. De udtrykker deres holdninger som mennesker, der kulturelt og politisk føler sig trængt op i en krog. De fire grupper adskiller sig i tilstrækkelig grad fra hinanden med hensyn til oplevet danskhed og holdninger til EU, til at det er statistisk holdbart at skelne mellem dem. Men der findes også lighedspunkter på kryds og tværs, mellem to, tre eller alle fire grupper. For eksempel er der en vis enighed mellem dem om at værne om de kulturelle forskelle i Europa, og om at integrationsprocessen i hvert fald ikke skal gå hurtigere, hvis ikke ligefrem langsommere. Som selv en af de 'helhjertede europæere' siger det, så skal integrationen »gå så hurtigt som muligt, men den skal heller ikke gå så hurtigt, at det går fra hinanden, og der er nogen, der føler sig stødt. () Der er et behov for, at Europa skal stå sammen, men det skal heller ikke gå hurtigere, end hr. og fru Hansen de kan nå at sluge det«. Gennem disse forskelle og ligheder leverer undersøgelsen et både omfattende, sammenhængende og nuanceret billede af de fire typer danskere ud fra deres egen oplevelse af danskhed og EU-orientering. For et overfladisk blik kunne typologien se ud til at stemme overens med ja- og nej- sigerne i den polariserede EU-debat, men så enkelt er det ikke. Ganske vist svarer de helhjertede europæere og de danske danskere ret præcist til henholdsvis ja- og nej-sigerne, men både gruppen af pragmatiske europæere og gruppen af euroskeptiske danskere rummer mennesker, der har stemt både ja og nej ved folkeafstemningerne. I disse to grupper er der altså mennesker, der er påvirkelige, fordi deres holdninger og betydningsuniverser er i bevægelse. Som politisk parti vil man kunne indrette sin kommunikation i forhold til disse grupper på systematisk, relativt nuanceret og dialogisk vis. Det vil dels kræve, at man benytter den samlede undersøgelses mere præcise signalementer af disse to identitetsprofiler, dels at man eventuelt foretager mere omfattende undersøgelser med samme metode som vores. På den baggrund vil man kunne tale til eller med mennesker om de emner, hvor de faktisk har forbehold og tvivl, og ikke spilde sit argumentationskrudt på de spørgsmål, hvor de allerede har den indstilling, man ønsker at fremme.