0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Middelmådighed sødt tillavet

Det er, med Søren Kierkegaards ord, den danske folkekirkekristendom, et hykleri over for kirkens bekendelsesskrifter og et absurd teater. Derfor: Afskaf folkekirken, skriver kronikøren, der er stud.mag. i religionshistorie.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Selv om formålet med Kirsten Jensen Holms Kronik 31.1., 'Ingen sindelagskontrol i folkekirken, tak', er at forsvare den eksisterende folkekirkeordning, illustrerer den med al ønskelig tydelighed, hvorfor ægteskabet mellem kirke og stat er blevet en uholdbar anakronisme. For at illustrere dette behøver man faktisk ikke at tage fat på de mere principielle argumenter angående det problematiske i, at et enkelt trossamfund har en klar særstilling frem for alle andre, på trods af at vi lever i et demokratisk, multireligiøst samfund.

Sådanne pointer har naturligvis deres berettigelse i debatten, men hvis hensigten er at forklare, hvorfor folkekirken som statsautoriseret trossamfund har spillet fallit, burde det være rigeligt at fremhæve de mange paradokser og det gennemgribende hykleri, der foregår på de indre linjer i kirken. Man kunne betegne det som en slags absurd teater, der først og fremmest er resultatet af en håbløs struktur, som i dagens danske samfund ganske enkelt ikke kan fungere som grundlag for et bare nogenlunde seriøst trossamfund. Opgøret med et sådant system handler ikke om sindelagskontrol eller farisæisk bedrevidenhed, men ganske enkelt om redelighed.

Lad det være sagt med samme, at dette ikke er noget angreb på de sikkert hårdtarbejdende folkekirkepræsters sociale og medmenneskelige indsats over det ganske land. Den kan man have respekt for, uanset hvilken principiel holdning man så har til folkekirken; men dette aspekt har for mig at se intet at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt forlovelsen mellem stat og kirke er holdbar eller ej. Hvis det for en nation skal give mening at have et officielt trossamfund med udstrakte særrettigheder, må det være, fordi langt størstedelen af befolkningen kan tilslutte sig denne kirkes religiøse forkyndelse og grundlag.

Det er imidlertid på ingen måde tilfældet, hvis man ser på den danske befolknings holdning til de evangelisk-lutherske dogmer, som folkekirken bygger på. En omfattende undersøgelse fra Aalborg Universitet, som blev offentliggjort sidst i 2002, viste således, at kun godt halvdelen (53 procent) af den samlede danske befolkning tror på en Gud, og at denne tro er noget nær komplet løsrevet fra kristendommens - og dermed folkekirkens - forståelse af guddommen.

En af forskerne bag undersøgelsen, Christian Albrekt Larsen, konkluderede i Kristeligt Dagblad 3.10. 2002, at »et flertal af danskerne tror på Gud, men når vi går ind i de mere detaljerede spørgsmål om troen på himmel, helvede og et liv efter døden, ser billedet anderledes ud. Det er ikke de kristne dogmer, befolkningen tror på, men en mere individuel fornemmelse af, at der findes en form for højere magt«.

Hvordan forklarer man så, at cirka 85 procent af befolkningen stadig er medlem af folkekirken? En del af svaret på dette misforhold er utvivlsomt praktisk betinget. Et barn, der bliver døbt af sine forældre, bliver automatisk medlem af folkekirken og forbliver medlem resten af livet, medmindre vedkommende aktivt melder sig ud igen.

Der kommer som bekendt ingen girokort med kontingenter, der skal betales, for skattevæsenet trækker bare bidraget af ens indtægt. Læg hertil den udbredte uvidenhed om, hvilke konsekvenser en udmelding har for rettigheder i forbindelse med et eventuelt senere ønske om kirkebryllup, betaling i forbindelse med begravelser etc.

Den forklaring kan naturligvis ikke udgøre hele svaret. For det første vælger de nybagte forældre jo selv, om deres barn skal døbes eller ej. Årsagerne til, at så mange vælger at gøre dette, er givetvis mange og forskellige. I en del tilfælde gælder det selvfølgelig, at forældrene selv er troende kristne og kan stå inde for den bekendelse og de løfter, som de afgiver på egne og barnets vegne. For de fleste spiller familietraditioner og vaner dog nok den væsentligste rolle. En barnedåb er for mange en naturlig anledning til at holde en større eller mindre fest, hvor man samles fra nær og fjern for at fejre det nye familiemedlem.

Uanset dette kan det konstateres, at dette teologisk set vitale ritual, hvor forældrene på barnets vegne bekender en helt specifik religiøs tro og højtideligt lover at opdrage deres barn i samme, ikke tages synderligt alvorligt af de fleste forældre. Ingen kan naturligvis dømme om den enkeltes inderste motiver, men ved at sammenholde kirkens bekendelse med den tro, som folk faktisk giver udtryk for - når de altså ikke står foran døbefonten - kan man finde belæg for denne generelle konstatering.

Diverse undersøgelser har gang på gang vist, at en betydelig del af kirkens medlemmer bl.a. tror på reinkarnation og andet, der er komplet uforeneligt med kirkens dogmer. Samtidig tror kun en meget lille del på eksempelvis mindre tillokkende - men helt centrale - kristne læresætninger omkring evig fortabelse eller en personificeret ondskab.

Det virker dog ikke, som om flertallet af folkekirkens repræsentanter anser dette som værende noget stort problem. En sådan tilbagelænet holdning giver på sin vis også god mening, hvis man for en stund glemmer det teologiske grundlag og ser mere praktisk - man fristes til at sige forretningsmæssigt - på sagen. Det er jo først og fremmest fremmødet ved de særlige begivenheder, der holder liv i kirken; og optagelse af nye medlemmer i forbindelse med dåbsritualet er bogstaveligt talt det, der sikrer kirkens fremtidige eksistens og gode økonomi. Om medlemmerne så fremsiger trosbekendelsen og melder deres børn ind i kirken af ren vane, på grund af tradition eller noget andet, er åbenbart underordnet. En fornuftig forretning skræmmer jo ikke sine kunder væk.

Den officielle begrundelse er selvsagt en helt anden. I reglen peger man på, at kirken skal være åben for alle, der søger den, og man citerer enkelte løsrevne bibelvers, hvoraf det fremgår, at Gud er kærlighed, at man ikke må dømme andre etc. De mere dunkle aspekter af bekendelsen ignoreres, og i stedet fremhæver man Gud som en barmhjertig faderskikkelse, der ikke bekymrer sig synderligt om folks motiver og religiøse overbevisning.

Det kan andre gudstroende så være enige eller uenige i, men sikkert er det, at en så udvandet forståelse af troen ikke har noget med evangelisk-luthersk kristendom at gøre. Rigtig nok spiller troen på Guds kærlighed, nåde og tilgivelse også en stor rolle i kirkens officielle bekendelse, men det er så sandelig ikke hele historien. Kort fortalt ses mennesket som stillet over for et valg mellem tro og frelse på den ene side eller vantro og deraf følgende fortabelse og straf på den anden. Jesus ses som Guds søn, og enten tror man på ham og følger hans bud, hvorved man opnår evigt liv i paradis, og ellers lader man være og går fortabt i helvede. Hverken mere eller mindre står på spil ifølge den evangelisk-lutherske tro.

Af både Bibelen selv og kirkens bekendelsesskrifter, hvoraf det ene populært kendes som 'trosbekendelsen' og fremsiges af præsten og menigheden hver søndag i landets kirker, fremgår denne lære sammen med en lang række andre ganske præcise og utvetydige dogmer. Meget i kristendommen kan naturligvis diskuteres - men langtfra alt. Tror man ikke på Jesus som Guds søn, og ser man ikke ham som både verdens og ens personlige frelser, så er man ganske enkelt ikke kristen - slet ikke i evangelisk-luthersk forstand. Punktum.

Problemet er så bare, at langt de fleste af kirkens medlemmer ikke tror på disse dogmer. Og hvad gør man så? Ja, så indretter man kirken på disse betingelser og undlader at tage sit eget grundlag alt for alvorligt. Man nøjes med at fremhæve de etiske og medmenneskelige aspekter af kristendommen og lader, som om resten ikke er så vigtigt. Selv om der naturligvis er individuelle forskelle, er dette en uhyre udbredt strategi i bestræbelserne på at beholde opbakningen til folkekirken. Praktisk? Ja. Redeligt? Nej!

Angreb er som bekendt det bedste forsvar, og når man skal forsvare denne strategi, sker det hyppigt ved at beskylde modstanderne af systemet for at ville udføre sindelagskontrol eller eventuelt have småfascistiske tendenser. At dette er noget forfærdeligt vrøvl, kan enhver forsikre sig om ved at besøge en af de mange frikirker, der også findes her til lands. Mig bekendt har ingen af dem krydsforhør ved indgangen, og de fleste er overordentligt åbne over for nysgerrige og søgende. Deres struktur gør imidlertid, at det i reglen kun er dem, der rent faktisk tror på forkyndelsen, som bliver medlemmer.

Man kan spekulere over, om en medvirkende årsag til folkekirkens udvandede forkyndelse ikke også skal findes i, at mange af dens præster ikke selv tror synderligt meget på dens bekendelsesskrifter. Enkelte har som bekendt sagt mere eller mindre ligeud, at det gør de ikke, som man senest så i Grosbøll-sagen.

Igen kan man forklare meget ved at se på strukturen. Et teologistudium udbydes som bekendt ved to af landets universiteter og tager mindst seks-syv år at færdiggøre. Ved uddannelsens start forventer kun et mindretal, at de ønsker at blive præster i folkekirken. Alligevel ender langt de fleste med at blive det, når studiet først er overstået. Dette er vel forståeligt nok, for de fleste vil jo gerne bruge deres studium til noget relevant, og præstegerningen lokker som en god og sikker stilling.

Det lyder dog ganske utroligt, hvis det store flertal af alle teologistuderende i løbet af studietiden skulle blive overbevist om, at den evige sandhed skal findes i den evangelisk-lutherske kristendomsforståelse. Ikke mindst taget i betragtning, at studiet foregår på et videnskabeligt grundlag og på mange måder forholder sig kritisk til kristendommen i den konservative form, som folkekirken officielt bygger på. Med andre ord uddanner man altså folk til at varetage en stilling, som de - hvis kirken tog sit dogmatiske grundlag alvorligt - kun burde bestride, i fald de selv nåede frem til en bestemt religiøs overbevisning og oplevede et kald til at indtræde i denne gerning.

På den baggrund er det måske heller ikke så overraskende, at Kirsten Jensen Holm og sikkert mange andre præster med hende når til den konstatering, at hvis man nedlagde folkekirken og lod 'de sande kristne' oprette deres egen kirke, så var der næppe plads til dem. Men samtidig illustrerer det kernen i hele problemet. Hvis alle folkekirkepræster rent faktisk tror på det, der står i den trosbekendelse, som de remser op hver søndag, så ville det jo ikke være noget problem for dem at træde ind i en 'seriøs' kirke. Men måske er det netop bare opremsning af tomme ord for mange af dem? Måske er ritualerne bare et absurd teaterstykke? Noget kunne tyde på det.

Nogen vil måske indvende, at denne situation ikke nødvendigvis udgør noget problem; at man vel udmærket kan gå ind for folkekirken som en bredtfavnende kulturinstitution, der ikke hænger sig i dogmatiske detaljer, og hvis hovedformål er at tilfredsstille borgernes ønske om højtidelige rammer og ceremonier ved store begivenheder på livets vej.

En sådan holdning er naturligvis helt legitim, men hvorfor så ikke gøre en ende på hykleriet og fastslå, at man ikke længere ønsker at basere kirken på de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, der er komplet uforenelige med en sådan pragmatisk tilgang til troen? Hvorfor så ikke sige ligeud, at man ikke længere er et traditionelt kristent trossamfund, men en forening af mennesker med vidt forskellig tro, der rigtignok holder kristne gudstjenester, men derudover gerne betjener folk med en anden eller ingen tro, som blot ønsker at gøre brug af kirkens rammer og ritualer ved eksempelvis dåb, bryllup og begravelse?

Filosoffen Søren Kierkegaard, som, hvad denne sag angår, tilsyneladende har levet forgæves, udtrykte sin holdning således: »Det for Christendommen Farligste er - det er min Paastand - ikke Kjætterier, Vranglære, ikke Fritænkere, ikke den profane Verdslighed, nei men den Art af Rettroenhed som er: det hjertelige Vrøvl; Middelmaadighed sødt tillavet«. Her 150 år senere er hans ord stadig lige aktuelle. Man kan mene om kristendommen, hvad man vil; men man kan ikke med redeligheden i behold have en bekendelse og en anden praksis, og da slet ikke - som tilfældet er i dag - praktisere et sådant hykleri på vegne af en hel befolkning, der, selv hvis de melder sig ud af kirken, er tvunget til at støtte den via skatten.

Den eneste løsning på den aktuelle situation er at erkende virkeligheden, som den er. Eller rettere sagt: at handle efter det, man allerede har erkendt, for der er jo ingen, der bestrider fakta. Danskerne er muligvis kulturkristne, men kun få er kristne i religiøs forstand. Vil man gøre op med hykleriet, kan man, som tidligere nævnt, formelt omgøre folkekirken til en ren kulturinstitution, sådan som den på mange måder allerede fungerer i praksis. Så ville man også kunne betjene andre religioner og tilbyde rent sekulære ceremonier, som kunne betjene den tredjedel af danskerne, der ikke er religiøse.

Hvis man derimod vælger at holde fast i dens nuværende konfessionelle grundlag, bør man så til gengæld tage dette alvorligt og dermed også ændre praksis, så kun de, der reelt er troende, bliver medlemmer. Da kun få procent af befolkningen tror på de evangelisk-lutherske dogmer, bør det dog ikke være en opgave for staten at opretholde en sådan kirke.