Tilbage i Danmark efter tre hektiske år i Ankara med politik tæt på livet har jeg været forbløffet over debatten og fordommene om Tyrkiet her til lands. En opfattelse er f.eks., at der er tale om et islamistisk land, hvor grov undertrykkelse af kvinder er udbredt, ja nærmest sat i system. En tidligere integrationsminister hævdede i Politiken (29. maj), at Tyrkiet planlægger at ændre straffeloven, så voldtægtsforbrydere fritages for straf, hvis de gifter sig med deres offer. Faktum er, at den ny straffelov, der ventes vedtaget i Parlamentet inden sommerferien, ikke vil legitimere overgrebet, men tværtimod sikre, at voldtægt bliver betragtet som voldtægt - straffen bliver sat op, og loven vil være på højde med EU-landes standarder. Det tyrkiske parlament har netop vedtaget en række forfatningsændringer med ligestilling i centrum. Stridsspørgsmålet var ikke, om kønnene skulle stilles lige. Det var alle enige om. Uenigheden gik på, om positiv særbehandling af kvinder skulle indskrives i forfatningen. Vold mod kvinder finder desværre også sted i Tyrkiet. Imidlertid kan problemet ikke reduceres til religion, men er snarere et spørgsmål om uddannelsesniveau og økonomisk levestand. Det ses ved, at fænomenet er mere udbredt i de fattigste egne af landet. Særligt Dansk Folkeparti har forsøgt at skabe billedet af et muslimsk land, hvor fundamentalister venter i kulissen: I partiets kampagne mod Tyrkiet hævdes det, at den tyrkiske befolkning grundlæggende er fundamentalistisk. Det er kun på grund af et undertrykkende militær, at landet endnu ikke er en kalifatstat! Dét må give ansvarlige politikere rynker i panden. Hvis de skal forklare, hvorfor EU til december indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, ligger en stor opgave forude. Tilsyneladende er kendskabet til det moderne Tyrkiet begrænset. Jeg er bestemt tilhænger af en debat om EU og Tyrkiet. Den bør dog hvile på korrekte fakta - ikke skræmmebilleder. Tankevækkende er det, at de politikere, der i den hjemlige debat udtrykker sig positivt om Tyrkiets EU-perspektiv, er de, der har besøgt Tyrkiet de seneste år. Tyrkiet står ikke over for at blive radikalt islamisk. Opbakningen til republikken er stærkt rodfæstet. Hele indbegrebet af den tyrkiske republik er tilhørsforhold til Vesten. Tilslutning til et Tyrkiet baseret på Sharia-lov findes kun i nogle yderst marginale grupper. Det ville svare til en påstand om, at pædofili var på vej til at blive den dominerende seksuelle orientering i Danmark. Og skulle EU virkelig nægte Tyrkiet at indlede optagelsesforhandlinger, vil landet forblive et sekulært land. Konsekvensen af et nej fra EU's side vil derimod blive et mere nationalistisk og selvoptaget Tyrkiet samt et tilbageslag i reformprocessen, som vil gå ud over landets mindretal. Tyrkiet har de seneste år taget syvmileskridt hen imod europæiske standarder. Det gælder f.eks. inden for ytrings-, forsamlings-, og demonstrationsfrihed. EU-processen har været katalysator for denne proces. Men det er ikke kun EU's skyld - det ligger dybt i den tyrkiske republiks selvforståelse at være på omgangshøjde med den mest avancerede civilisation. Siden 1999, hvor EU accepterede Tyrkiet som kandidatland, er forfatningen ændret, og omfattende reformpakker er vedtaget. Tyrkiet fik under det danske formandskab i 2002 knækket de hårdeste nødder - dødsstraffen blev afskaffet, og der blev taget hul på mindretallenes kulturelle rettigheder. Det skabte et psykologisk gennembrud for reformkræfterne. Siden har parlamentet vedtaget reformpakker på stribe. Processen nyder udbredt støtte i befolkningen. Der spores f.eks. stolthed over at være 'foran' USA med hensyn til afskaffelse af dødsstraf. »Reformerne sker kun på papiret, men implementering finder ikke sted«, hævdes det. Én ting er, at implementeringen ikke er perfekt. Det siger sig selv - intet land kan gennemføre en revolution og få det ud i alle dele af samfundet næste dag. Men konsekvenser i praksis er der mange eksempler på. Lad mig berøre det mest kontroversielle emne af alle: Det kurdiske spørgsmål. Da jeg første gang i år 2000 rejste rundt i de kurdisk-dominerede sydøstlige provinser med undtagelsestilstand, var der kontrol på vejene. Kurdernes frihedsrettigheder var indskrænkede. Militæret var synligt, og atmosfæren var spændt. Tyrkiet havde været igennem en intern krig i 15 år, der kostede 35.000 mennesker livet. Da jeg sidste gang rejste i det sydøstlige Tyrkiet i 2003, var undtagelsestilstanden ophævet, der var ingen kontrol på vejene og stemningen var markant forbedret. Det kurdiske spørgsmål drøftes dagligt intenst i medierne. Tidligere forbudte kurdiske aviser kan nu købes på gaden. De kulturelle rettigheder er udvidet - kurdisk radio/tv og sprogskoler er startet, om end i det små. Der holdes i dag store koncerter, hvor der synges kurdiske sange. Børn kan nu gives traditionelle kurdiske navne. Sådanne forandringer er implementering. De har betydning for den enkelte borgers hverdag. Derfor er det ikke underligt, at der er så markant opbakning til EU i netop det kurdiske miljø. Mens godt 70 procent af den samlede befolkning bakker op bag ønsket om EU-medlemskab, er det 90 procent internt i den kurdiske gruppe. Det tyrkiske militær er fortsat en magtfuld institution i Tyrkiet, men også her sker der ændringer. Det tyrkiske militær nyder fremdeles befolkningens tillid, men der er samtidig udbredt støtte til de reformer, der har medført begyndende politisk kontrol med militæret. Den syvende reformpakke fra juli 2003, der bl.a. sikrede, at militærets rolle kun er rådgivende og parlamentets kontrol med forsvarsbudgettet, var særlig vigtig. Et konkret eksempel på de nye tider er sagaen om Cypern-forhandlingerne, der har domineret den tyrkiske dagsorden siden efteråret. I Det Nationale Sikkerhedsråd (NS) blev den tyrkiske strategi drøftet intenst. Militæret fremkom med anbefalinger, som regeringen takkede for - men ikke fulgte. Premierminister Erdogan tilbageviste militærets indvendinger med, at NS er et rådgivende organ. Og dette altså i et af de spørgsmål, der er anset som vital for nationens sikkerhed. For fem år siden ville det have været utænkeligt. Europarådets torturkomite, samt menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch er nået til samme konklusion. Der er udeståender i forhold til at få reformerne gennemført i alle hjørner, men der har været en meget positiv udvikling siden 1999. Den tidligere DEP-parlamentariker, Leyla Zana, og hendes kollegaer, er stadigt i fængsel, hvilket viser, at der også fortsat er problemer. Få har dog sat sig ind i de komplicerede mellemregninger. Zana - der i artikler stadigt omtaler Abdullah Öcalan som den 'store leder' - er dømt for støtte til PKK. Tyrkere anser det derfor som en smule hyklerisk, når de samme europæiske politikere, der har sat PKK på EU's terrorliste, truer med at bruge denne sag til at afvise at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Jeg er enig så langt, at det er farligt at gøre enkeltsager til et politisk kriterium - EU har allerede formuleret EU's prioriteter i tiltrædelsespartnerskabets 19 punkter. Og EU har garanteret, at der ikke vil komme nye kriterier til. I øvrigt har Tyrkiet leveret på dette punkt. EU bad Tyrkiet gøre det muligt at genprøve sager, som enkeltpersoner vinder ved appeller til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det skete med den femte reformpakke, der gjorde genprøvelsen af Zana-sagen mulig. Jeg beklager statssikkerhedsdomstolens stadfæstelse af dommen over Zana. Men det gør den nye generation af tyrkiske politikere sandelig også, og den første konsekvens er allerede draget. I maj måned blev de tyrkiske statssikkerhedsdomstole fjernet fra forfatningen - og de vil forsvinde i praksis, når en ny lov herom er vedtaget. Ifølge en god ven, der er Zanas advokat, kan det få afgørende positiv betydning for sagen. Zana-affæren er et eksempel på, at en gennemgribende reform af retsvæsenet fortsat udestår. Det sender et dårligt signal, at dommer og statsanklager sidder sammen og deler dokumenter, mens forsvareren sidder nedenfor til siden og ikke må tale med sin klient. Ligeledes er jeg bekymret over, at tortur stadigt forekommer. Det er godt, at politibetjente nu sættes i fængsel for tortur - men hvorfor ikke fyre den ansvarlige guvernør? Det ville sætte en skræk i livet på de øverst ansvarlige. I øvrigt har netop Zana her i foråret opfodret EU's ledere til at indlede optagelsesforhandlinger til december. Hun finder, at det vil støtte reformkræfterne i landet og dermed være det bedste middel til at få ryddet de resterende udeståender af vejen. Zana-sagen illustrerer landets fundamentale problem i dag. Republikkens grundlæggende principper - kendt som 'kemalismen' efter landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938) - fortolkes i nogle kredse overordentlig rigidt. Der er historiske grunde til, at tyrkere tror, at de er omringet af fjender, der ønsker at splitte landet. 'Sevres-syndromet' kaldes denne frygt med reference til den traktat, der efter Første Verdenskrig delte det osmanniske rige i de sejrende stormagters interessesfærer. Ønsket om at forsvare den stat, der blev tilbage, bevirkede, at statens interesser blev sat over det enkelte individs rettigheder. Domstolen, der fastholdt Zana bag tremmer, er et talende eksempel herpå. Det er denne mentalitet, som disse års reformer gør op med. Reformerne sætter det enkelte individ i centrum, og Tyrkiet er derfor i den paradoksale situation, at Atatürks gamle parti (CHP) og militæret - der historisk har været de to aktører bag Tyrkiets moderniseringsbestræbelser - i dag fremstår som kritikere af nogle af disse reformer, mens de social-konservative i regeringspartiet, AKP, er den reformdrivende kraft. Regeringspartiet AKP - der konsekvent omtales som 'pro-islamisk' i vestlige medier - kan sammenlignes med Kristendemokraterne med et konservativt livssyn i mange europæiske lande. AKP repræsenterer ikke en islamisering af det tyrkiske samfund, men snarere en normalisering af forholdet mellem stat og religion i et land, hvor staten traditionelt har sat sig tungt på alle religiøse institutioner. AKP gik til valg på et program, hvori det eksplicit blev slået fast, at religion er et privat anliggende. Som led i reformprocessen har der nok været reformer i forhold til religion - men de har gået ud på at sikre andre trossamfund bedre vilkår. Ikke-muslimske samfund kan i dag erhverve sig fast ejendom, ligesom undervisning i andre trosretninger end Islam er gjort muligt. Trods udeståender er Tyrkiet nået langt. Jeg vil vove pelsen og hævde, at Tyrkiet i dag opfylder de politiske kriterier som EU-forhandlingsberettiget. I hvert fald hvis EU skal behandle Tyrkiet på lige fod med andre kandidatlande, hvilket hele tiden har været EU's erklærede mantra. For de fleste kandidatlande gælder, at Kommissionen havde kritiske anmærkninger om politiske emner, også da optagelsesforhandlingerne blev indledt. Selv om Rumænien indledte optagelsesforhandlinger for fire år siden, ville jeg efter at have læst Kommissionens rapporter foretrække et tyrkisk frem for et rumænsk fængsel. Optagelsesforhandlinger er ikke det samme som medlemskab. Medlemskab vil komme på tale år ude i fremtiden. Hvor mange år vil jeg ikke spå om. Det er op til Tyrkiet at definere farten for at opfylde de krav, som EU har stillet. Det ville dog ikke komme bag på mig, hvis Tyrkiet igen overrasker og hurtigt efterlever de økonomiske kriterier og EU's retsgrundlag, som er kravene for egentligt medlemskab. Der er grunde til at være betænkelig. Hvad vil det f.eks. betyde for den interne sammenhæng, at Unionen bliver endnu større? Til gengæld finder jeg, at der er en stribe politiske, historiske og strategiske grunde til at ønske Tyrkiet med, og de overgår mine betænkeligheder. Det vigtigste argument er sikkerhedspolitikken, der i dag mere end nogen sinde handler om værdier og normer. I radikalt fundamentalistiske miljøer fremføres det, at EU har skjulte hensigter over for Tyrkiet - en kristen klub som EU vil aldrig optage et islamisk Tyrkiet. Det ville være forfærdeligt, hvis fundamentalister fik bekræftet deres opfattelse af det 21. århundrede som en 'civilisationernes kamp'. Derfor er det afgørende, at EU ikke springer i målet. Et stærkt signal i form af åbning af optagelsesforhandlinger vil være den bedste kile at drive ned i fundamentalisternes farlige logik, der ellers risikerer at blive en selvopfyldende profeti. Gæsten har gjort, hvad værten har bedt om for at komme indenfor i varmen. EU vil miste sin troværdighed som udenrigspolitisk aktør, hvis Unionen ikke indfrier et 40 år gammelt løfte. Det er »dybt godnat at sende en bøsse til Melodi Grand Prix sammen med sin kæreste til et muslimsk land«, skrev en læser den 20. maj i Ekstra Bladet. Det udsagn reflekterer desværre mange danskeres billede af Tyrkiet. I år 2000 rejste jeg sammen med min registrerede partner til Tyrkiet. Vi var ikke bare til et par dages Melodi Grand Prix, men boede godt tre år i Ankara. Som par levede vi åbent, og vi havde tyrkiske venner i alle samfundslag. Vi besøgte 79 af landets 81 provinser. Vi var aldrig ude for ubehagelige oplevelser, udover et kulørt formiddagsblads historie om os som et homoseksuelt par i byen - det sker også i Danmark. I modsætning til mange andre islamiske lande er homoseksualitet ikke strafbart i Tyrkiet (Cypern og Rumænien har til gengæld haft problemer hermed, selv efter EU-processen var indledt). Til gengæld var det indtil for få år siden et tabu, men særligt siden 1999 er der opstået debat om emnet. I udkastet til den ny straffelov, som Parlamentets retsudvalg i øjeblikket behandler, er 'seksuel orientering' blevet tilføjet diskriminationsbestemmelsen, der i forvejen indeholder køn, race og så videre. Dette er blot endnu et konkret eksempel på den udvikling i landet, som kun få danskere er bekendt med. Et moderne Tyrkiet hører hjemme i EU.