Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Carl og Emilie ... og Ottilie

Fortielser om Carl Nielsen og hans ungdomsliv har der været nok af. Siden hen. Selv lagde Carl Nielsen ikke skjul på sine erotiske forbindelser og deres frugter. Kronikøren har redigeret kæmpeværket 'Carl Nielsen Brevudgaven' og skrevet 'Vil herren ikke hilse på sin slægt - Brudstykker af Carl Nielsens ungdomshistorie'. Sidstnævnte udkommer i dag.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Det var etnologen og malerinden Emilie Demant Hatts erindringer om Carl Nielsen, 'Foraarsbølger', som udkom i 2002, der for alvor åbnede porten til og kastede lys på komponistens hidtil dunkle ungdomsår. Hun og Carl Nielsen havde været forelsket i hinanden i tre år fra 1887 til 1889. Da de mødte hinanden, var hun en 14-årig uskyldighed, han et 22-årigt beskrevet blad, der snart skulle være far. Hun var datter af storkøbmanden i den lille by Selde ved Limfjorden, han var netop færdiguddannet på Musikkonservatoriet og var begyndt at gøre sig bemærket i hovedstadens musikliv både som violinist og komponist. Til Selde kom han, fordi hans plejemor, Emilies mors søster Marie Demant, slæbte ham med på ferie ved Limfjorden. Den unge mand havde nok godt af at komme lidt bort fra København.

Emilie Demant Hatt skrev sin bog om Carl Nielsen i 1949, 76 år gammel. Ved hendes død i 1958 blev manuskriptet efter hendes eget ønske indleveret til Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek og der gjort utilgængeligt i 25 år. Siden 1983 har manuskriptet i princippet været tilgængeligt for interesserede, men sovet sin upåagtede tornerosesøvn, indtil det systematiske forarbejde til 'Carl Nielsen Brevudgaven' bragte det frem i sommeren 2002. Pudsigt nok, eftersom 1983 også var det år, hvor Torben Schousboe udgav et udvalg af Carl Nielsens dagbøger samt af brevvekslingen mellem ham og hans kone og dermed i censureret og styret form satte fokus på de mere private og intime sider af Carl Nielsens liv og også i fodnoteform oplyste, at komponisten havde to børn uden for ægteskabet.

Forelskelsen mellem Emilie Demant Hatt og Carl Nielsen er en gribende historie i sig selv, og dertil bidrog den med megen ny viden om Carl Nielsens ungdom og ikke mindst om de mæcener, der havde hjulpet den fattige militærmusiker fra Odense til en professionel musikeruddannelse på musikkonservatoriet i København: Emilies onkel Jens, den rige forhenværende købmand fra Odense, og hans kone, tante Marie Demant.

Det mest bemærkelsesværdige var måske, at den unge komponist straks fortalte sin kæreste, at han skulle have et barn med en tjenestepige, og at hun ikke slog hånden af ham af den grund. Schousboes gamle fodnoter begyndte at få kød og blod, selv om langtfra alle spørgsmål endnu var besvaret.

Til alt held skrev jeg som udgiver af Emilie Demant Hatts erindringer et forord til bogen, hvori jeg ud fra de hidtil upublicerede dele af Carl Nielsens ungdomsdagbog skildrede perioden, fra forbindelsen med Emilie ophørte, til han i Paris i foråret 1891 mødte sin kommende kone, billedhuggeren Anne Marie Brodersen. I denne periode havde Carl Nielsen bl.a. et forhold til en pige, der hed Ottilie, som ikke umiddelbart lod sig identificere, men hvor dagbogens notater fortalte ikke så lidt om hans forhold til det andet køn, om hans forventninger til sin partner, og om hans syn på det seksuelle, hvorom det f.eks. hed, at han jo troede, »at Sandseligheden også kunne ses ideelt«. Det var ikke den victorianske seksualmoral, som ellers hørte til på den tid, der var den unge Carl Nielsens problem. Det var dog ikke helt uinteressant at få at vide, hvis man vil forstå lidt af kunstnerens psyke, heller ikke selv om folk med flair for musikken måske nok kunne have anet det i forvejen. Hvem Ottilie var, syntes i den sammenhæng mindre væsentligt.

Der gik imidlertid ikke lang tid, før 'Carl Nielsen Brevudgaven' modtog et brev fra en mand, der i sin ungdom halvtreds år tidligere havde boet til leje i landsarkivarboligen på Jagtvej i København hos landsarkivar Harald Hatt og hans kone Dagmar. Harald Hatt var lillebror til den Gudmund Hatt, som Emilie Demant, Carl Nielsens ungdomsflamme, senere i livet giftede sig med, og den ældre mand kunne også fortælle om, hvordan han havde oplevet Emilie og Gudmund på besøg i landsarkivarboligen. Hos Harald og Dagmar boede imidlertid også Dagmars gamle mor, Ottilie Demant, og det var naturligvis ikke mindst hende, der havde udløst hans brev.

At redigere en brevudgave med et så frodigt udgangsmateriale som Carl Nielsens kræver en vis sans for prioritering, historierne, der skal udredes og forstås og sættes i sammenhæng, er utallige, og i de tre år, arbejdet har stået på, har der ikke været mange dage imellem, at store og små nye erkendelser og forskningsopgaver er dukket op. Det er ikke alt, redaktøren har kunnet overkomme, og når de 10-12 bind er udkommet, vil der stadig være noget at gøre for andre, om end på et nyt og solidere grundlag.

Ottilie pressede sig ikke desto mindre på; nu var hun ikke længere blot en tilfældig ungdomskæreste, men kædet sammen med familien Demant fra Odense, som vi i forvejen kendte fra Emilies erindringer om Carl Nielsen. Undersøgelser i folketællinger og kirkebøger viste da også, at Ottilie var datter af en af tante Maries brødre, en gæstgiver i Nyborg, men hun blev tidligt forældreløs og kom i pleje hos sin rige onkel, symaskine- og cykelfabrikant Hans Demant i Odense. Hans Demant, storebror til tante Marie, var den mest driftige af de 12 Demant-børn, og nu begyndte brikkerne at passe sammen. Af små bemærkninger i breve og erindringer fra flere forskellige mennesker fremgik det nu, at ikke kun tante Maries rige mand, købmand Jens Georg Nielsen i Nørrregade i Odense, men også fabrikant Hans Demant var en af Carl Nielsens mæcener.

Det var i øvrigt Hans Demants virksomhed i Odense, der i 1904 blev grundlaget for dannelsen af den i dag verdenskendte danske høreapparatkoncern Oticon. Hans Demant havde ligesom søsteren, tante Marie, og hendes mand, Jens Georg Nielsen, ikke selv børn, og det blev derfor en af Ottilies fætre Hans Jørgen Frederik Demant, der førte virksomheden videre, og som nærmest ved et tilfælde, idet hans kone havde høreproblemer, begyndte at interessere sig for det område, der skulle blive virksomhedens store fremtid. Der gik en del i svang dengang i Odense både inden for erhvervslivet og på kunstens område.

Carl Nielsen har været familien Demants unge kunstneriske håb, og meget tyder på, at man har taget det som mere eller mindre en selvfølge, at han på en eller anden måde ville blive gift ind i familien. Det kan næsten se ud, som om tante Marie har ført de unge mennesker sammen, og mens det hedder, at Emilies mor har betænkeligheder over for den unge musikers begejstring for fritænkeren J.P. Jacobsen, meldes der ikke om betænkeligheder, fordi han bliver far til et barn med en tjenestepige.

Af en folketælling fra 1890, mens Carl Nielsens platoniske forhold til den purunge Emilie endnu knap nok er forbi, kan vi også se, at Ottilie boede hos tante Marie og onkel Jens i Slagelsegade 18 i København, hvor plejesønnen Carl Nielsen jo også boede, og det er svært at se anden begrundelse herfor, end at Ottilie og Carl allerede har et forhold til hinanden på dette tidspunkt. Måske var tante Marie en rigtig Kirsten Giftekniv, i hvert fald har det været åbent, hvad der foregik.

Også Carl Nielsens biologiske forældre og søskende i det lille landarbejderhus uden for Odense kendte til hans forhold til både Emilie og Ottilie, og også de lever positivt med i disse forhold, og i hans forhold til sine mæcener, som også de har kontakt med.

Der har været mange overraskede, da han i sommeren 1891 kom hjem fra sin såkaldte dannelsesrejse allerede gift med Anne Marie Brodersen og snart far til sit andet barn. Måske kan vi også gætte på, at mødet med Anne Marie har fået sin særlige farve og rus af, at der her stod to unge mennesker over for hinanden uden fælles fortid. Her var forelskelsen ikke kædet sammen med økonomisk afhængighed og en følelse af at stå i gæld. At det heller ikke skulle vise sig at være problemfrit i længden, er en anden sag.

Emilie fortalte også i sine erindringer om Carl Nielsens første søn, Carl August Hansen, som han selv havde fortalt hende om, for man kan sige meget om Carl Nielsen, men næppe at han nogensinde forsøgte at grunde et forhold på falske præmisser og fortielser. Fortielserne hører en senere tid og hans omgivelser til. Alligevel manglede der stadig noget; vi kendte hverken moderen, de nærmere omstændigheder ved sønnens fødsel eller hans senere skæbne. Vi kunne selvfølgelig være ligeglade og mene, at det nok ingen betydning havde, men der lå faktisk et par breve i Carl Nielsen-arkivet fra Carl August Hansens mor, Karen Marie Hansen, og også nogle fra sønnen i USA til sin far i Danmark, og de viste, at der også måtte være gået nogle den anden vej; alene det betød jo, at en brevudgaveredaktør ikke kunne være ganske ligeglad. Der måtte undersøges og forskes, om ikke andet når vi nåede frem til de relevante bind i udgaven.

Men der fulgte flere interessante reaktioner i kølvandet på udgivelsen af Emilie Demant Hatts erindringer. En af dem kom fra en pensioneret smedemester på Nordfyn. Han var langt ude i familie med Carl August Hansen, han havde aldrig mødt ham, men han kunne historier om ham, og han havde billeder af ham, et af dem hang på væggen i stuen, for hans mor var kusine til ham. De kaldte ham ganske vist Carl Nielsen, skønt han kun var, hvad man dengang kaldte uægte barn af den rigtige Carl Nielsen, men så fik de dog afsløret, at de godt vidste, hvem han var. På Klintebjergegnen på Fyn var Carl August Hansens identitet heller ikke nogen hemmelighed. Han havde spillet med lokale spillemænd, og han havde endda komponeret en vals, 'Klintebjergvalsen', til sin kusine Dagmar.

Nu fandt vi også Carl August Hansens mor i protokollerne fra Fødselsstiftelsen i København. Vi havde altså nu begyndelsen og en samling løse historier og oplysninger, som det var svært at sætte sammen til en helhed. Da meldte der sig igen et menneske udefra, denne gang Carl August Hansens egen 77-årige datter fra Florida, den forhenværende balletdanserinde Joan Curran. Hun vidste, at hun havde sine rødder i Danmark, men hun havde aldrig været her før. Hun vidste også, at hendes farfar var den - i hendes ungdom - ikke særlig kendte komponist Carl Nielsen.

Det var ikke 'Carl Nielsen Brevudgaven', hvis eksistens hun intet anede om, der havde udløst hendes rejse til Danmark, men en mere ubestemmelig trang til at opsøge fortiden. At hun overhovedet ville møde nogen, der kendte til hendes eksistens, turde hun ikke håbe på. Hun havde opsporet, at der fandtes et Carl Nielsen Museum i Odense, og med sig havde hun et brev fra Carl Nielsen til hendes far og et cerutetui i sølv med Carl Nielsens initialer indgraveret, en foræring fra far til søn. Brevet kunne hun ikke læse, men vidste fra moderen, at det indeholdt beviset på nedstamningen fra den danske komponist. Disse to ting ville hun forære museet i Odense.

I løbet af et par efterfølgende dage i København begyndte oprulningen af hendes fars historie, hvorunder både hun og brevudgaveredaktøren blev klogere, og detaljer faldt på plads. Hun når at se monumenterne over sin farfar, ser, hvor han boede med sin kone, ser hendes berømte rytterstatue på Christiansborg Ridebane, ser de mange tusind breve på hylderne, som vil blive til den store brevudgave på 10-12 bind. Til sidst møder hun pressen og er på forsiden af aviserne samme dag, som hun om morgenen er fløjet tilbage til Florida med det løfte at komme igen.

I de kommende måneder blev der kommunikeret over Atlanten, mailet og telefoneret, dokumenter og billeder ankom med post, og det hele blev som sædvanlig kontrolleret og suppleret med arkivundersøgelser. Til sidst kunne et forløb i det store og hele stykkes sammen til en historie, som hverken brevudgaveredaktøren, kusinens søn på Nordfyn eller barnebarnet i Florida hver for sig kendte på forhånd. Dermed fik Carl Nielsens biografi ikke blot hans hidtil manglende ungdom med, hans efterkommere har også fået deres historie og rødder. Og ikke kun barnebarnet Joan Curran; hendes historie førte nemlig også frem til en dansk familie.

Før sønnen Carl August Hansen for sidste gang forlod Danmark i 1921, havde han en kæreste i Danmark, med hvem han fik en søn i 1917, Carl Nielsens første barnebarn, og efter ham har komponisten i dag fem levende oldebørn, fem tipoldebørn og foreløbig seks tiptipoldebørn. 'Carl Nielsen Brevudgaven' kom nærmest ved et tilfælde til at knytte forbindelsen mellem de to familiehalvdele på hver sin side af Atlanten, og nu mødes de for første gang i forbindelse med Joan Currans deltagelse ved præsentationen af første bind af 'Carl Nielsen Brevudgaven'.

Brevudgaven havde og har nok en slags ambition om at give et bidrag til vor tids kulturelle misere, men det var hverken ventet eller forudset, at vi skulle komme til at gribe så direkte ind i menneskers liv, da vi påbegyndte arbejdet for tre år siden. Arbejdet med brevene har imidlertid også vist, at Carl Nielsen stadig huserer spillevende i vores erindring; det er der flere eksempler på, end en Kronik kan rumme. Carl Nielsen er ikke kun musik, mennesket satte sig mange andre spor, og bortset fra at de alle bidrager til at karakterisere manden og hans situation, gør nogle af dem også krav på deres egen historie.

Første bind af 'Carl Nielsen Brevudgaven' udkommer 9. juni på forlaget Multivers

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce