0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Diskrimineret for deres egen skyld

Den såkaldte 'sigøjnerklasse' i Helsingør er kun toppen af et isbjerg, som består af stigmatisering, diskrimination og marginalisering. Kommunen bruger romaernes 'anderledeshed' som undskyldning for både at krænke menneskerettighederne og bryde dansk lovgivning.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Det begynder i skolen - med sigøjnerklasserne. Der får vi at vide, at vi ikke har en chance, at vi aldrig får et arbejde. Derfra kan vi så komme over på bistandskontoret, hvor vi også bliver adskilt fra de andre. Så kommer vi i aktivering, og det kan vi som regel ikke klare, fordi vi ikke har haft en ordentlig skolegang. Så ender nogle på førtidspension, og så kan de lige så godt købe deres egen kiste - hvis de har råd«.

Sådan skitserer en 35-årig mand livet som roma i Helsingør. Det er en skitse, et forenklet billede af virkeligheden. Men forkert er det ikke. Og det ser ikke ud til at ændre sig - heller ikke selv om børne- og ungeudvalget i Helsingør Kommune besluttede at lukke byens sidste 'sigøjnerklasse' med virkning fra nytår.

Det skete, to dage efter at Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling i et brev meddelte kommunen, at romaklasserne er »udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling og dermed i strid med lov om etnisk ligebehandling«. Også Europarådets 46 udenrigsministre udtrykte tidligere bekymring over romaklassen.

At klassen bliver lukket, er isoleret set positivt. Men udskilningen af romaerne i skolesystemet er kun toppen af et isbjerg af diskrimination og marginalisering, som ser ud til at være langt fra smeltepunktet. Da vi tidligere på året interviewede en række politikere og ansatte i Helsingør, sagde borgmester Per Tærsbøl (K) om forholdene for byens romaer: »Jeg er jo blevet anklaget for menneskerettighedskrænkelser. Jeg har ikke nogen respekt for sådan noget mere, det må jeg indrømme. Fordi de sætter sig ikke ind i sagerne«.

Den sag, som borgmesteren vil have kritikerne til at sætte sig ind i, er romaernes 'anderledeshed'. Blandt kommunens ansatte er det en udbredt forestilling, at netop romaerne skiller sig så radikalt ud fra alle andre, at det er 'nødvendigt' med særforanstaltninger og rimeligt at behandle dem anderledes end andre borgere. Det var gennemgående under vores interview med ansatte i kommunen, at de gentagne gange nævnte navne på romaer, som de betegnede som »kriminelle« eller »håbløse«.

Til forestillingen hører en 'skabelsesmyte' om 'romaproblemets' oprindelse. Myten verserer blandt kommunalt ansatte i let afvigende versioner. Én fortæller historien således: »Fire mænd fra et sted i det tidligere Jugoslavien tog til Helsingborg - de ville arbejde på et skibsværft, for de er gode til at svejse. Så sagde tolderne: »I kan smutte tilbage til Helsingør«. Det gjorde de, der lå et værft, og så gik de ind og bankede på og jo, de havde brug for svejsere. Og så fik de lejligheder i Vapnagård. Så skrev de tilbage, eller hvordan de nu kommunikerede med deres ægtefæller. Så kom der en vognfuld med kvinder, det blev til ti barnevognfulde børn - de levede jo livet - og det har så udviklet sig til, at vi i dag har et par tusinde«.

Gruppen af romagæstearbejdere omkring Helsingør voksede ganske rigtigt fra begyndelsen af 1970'erne - via familiesammenføring og ankomst af flygtninge. Efterhånden udviklede der sig store sociale problemer. Mange af de voksne blev arbejdsløse, og en del børn mødte kun sporadisk i skole. Det var baggrunden for, at kommunen i 1982 etablerede en såkaldt 'sigøjnerklasse' for børn, der var svære at integrere i de almindelige klasser på grund af indlæringsvanskeligheder, problematisk adfærd og/eller manglende fremmøde. Ideen var, at eleverne skulle gå i klassen i tre måneder for at lære skolerutiner og regler for socialt samvær og herefter sluses tilbage i almindelige klasser. I stedet blev sigøjnerklassen en permanent ordning, som i løbet af 1990'erne udvidedes med to klasser.

I 2002 indgav en gruppe borgere med jurastuderende Henrik Bülow en klage mod klasserne. Klagens hovedanke var, at klasserne var etnisk definerede, og at eleverne dermed blev udsat for nedværdigende forskelsbehandling og racediskrimination. Undervisningsministeriet og Tilsynet med Kommunerne udtalte i 2004, at de tre romaklasser udgjorde en overtrædelse af folkeskoleloven, men hverken ministeriet eller tilsynet tog direkte stilling til påstanden om racediskrimination. Det gjorde Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling imidlertid, og den konkluderede i december, at romaklasserne indebærer etnisk forskelsbehandling. Helsingør Kommune afviser at have handlet forkert, men har altså alligevel valgt at lukke den sidste tilbageværende klasse med udgangen af 2005.

Dermed er problemet imidlertid langtfra løst. De børn, der siden 1980'erne er blevet placeret i romaklasserne, er i dag stort set alle klienter i kontanthjælpssystemet eller har fået tildelt førtidspension. Mange har fået børn, der ligesom de selv har gået i 'sigøjnerklasse'. Problemerne går i arv og forstærkes.

For omkring seks år siden fik to af kommunens socialrådgivere den ide at fortsætte den etniske adskillelse efter folkeskolen ved at oprette et særligt 'romakontor', som skulle tage sig af alle 'romasager'. Kontoret blev åbnet i 2001 på førstesalen i kommunens Jobhus, og siden er alle kontanthjælpsmodtagere, der skønnes at være romaer, blevet henvist hertil. Hvordan dette skøn foretages, er uklart. Men borgmester Per Tærsbøl forklarede os i sommer, at »vi mener, at der er 800 registreret, men vi har vel over 1.000 sigøjnere i byen«. Nærmere adspurgt om denne 'etniske registrering' forklarede han, at kommunen kan kende mange af romaerne på deres efternavne.

De to sagsbehandlere på romakontoret har omkring 100 personer i deres 'sagsstamme'. Af dem er omkring 15 aktiveret i et særligt projekt, som er forbeholdt romaer. Projektets grundide er at bruge romaernes etniske og kulturelle særpræg i et forløb, hvor deltagerne arbejder med livshistorier og højner deres danskfaglige niveau. Deltagelse i projektet er frivilligt - i modsætning til henvisningen til det særlige romakontor. Men flere af de aktiverede har ikke oplevet det som et reelt valg. »Jeg fik valget mellem det her projekt og hårdt fysisk arbejde. Jeg synes ikke, at det var et reelt valg«, som en af de aktiverede forklarede os. En anden angav, at han først, da han mødte op til aktiveringen, blev klar over, at det var et romaprojekt: »Jeg ville hellere være sammen med danskere, så jeg får lært mere dansk«, sagde den unge mand, som var kommet til Danmark som flygtning.

Både de to sagsbehandlere og kommunens mangeårige borgmester, Per Tærsbøl, vurderer, at romakontoret er en succes. En del romaer finder det imidlertid ydmygende. »Her i Helsingør spørger de altid om det. »Er du sigøjner?«. Jeg siger, at det ikke kommer dem ved. »Jeg er jugoslav«, siger jeg og viser dem mit pas. »Står der nogen steder, at jeg er sigøjner«, spørger jeg. Men de ved, hvem der er sigøjnere, så de sender os hen til romakontoret«, forklarede en midaldrende mand. En lidt yngre mand, der har været på kontanthjælp i flere omgange, supplerede: »Hvorfor er det lige os, de er ude efter? Hvad med araberne og tyrkerne?«.

Til det siger den ene af de to sagsbehandlere: »Selv om det er noget, vi har udviklet i forhold til denne her gruppe, kan vi sagtens se for os, at det kan bruges i andre sammenhænge. Jeg ved, at det er et problem at få aktiveret palæstinensiske kvinder, så måske kunne man bruge det der«.

Men udskilningsstrategien er næppe en succes i længden. I en evalueringsrapport fra 2003 står der om romakontorets målgruppe: »Mange af de unge, som er født i Danmark, har gået i kommunens romaklasser, og oplevelsen er, at de læser og skriver dårligere end de ældre generationer, der kom til landet i 1960'erne«. Det danske velfærdssamfund - med sine raceadskilte klasser - har altså formået at forringe læsekundskaberne i en immigrantgruppe fra 1. til 3. generation. Analfabetismen var ikke noget, romaerne i særlig grad havde med sig. Den har udviklet sig i Danmark.

Alligevel fastholder kommunens ansatte, at problemet er romaernes kultur, og at særbehandlingen ikke er diskrimination. Den udgør snarere en ekstra service, mener f.eks. Jarl Gerner: »Vi laver positiv særbehandling ved at lave særlige foranstaltninger for vores sigøjnerelever, sådan at de får en særlig undervisning med mange lærerminutter per elev set i forhold til danske børn. På et tidspunkt var der sågar nogle danske børn, der sagde: »Hvorfor får de lov at have to lærere? Hvorfor skal vi være 26 elever i klassen, når de kun er 7?««.

Samme logik kan ifølge sagsbehandlerne på romakontoret bruges om den særskilte behandling af kontanthjælpsmodtagere: »Vores kolleger mener faktisk, at vi særbehandler positivt. Nogle synes, at det er for dårligt, at vi har så mange ressourcer til denne her gruppe«, forklarede den ene af de to sagsbehandlere os. Og borgmester Per Tærsbøl siger generelt om kommunens tiltag over for romaerne: »De er et specielt folkefærd. Jeg ved godt, at det lyder plat, men det er sgu nærmest af kærlighed, at vi gør det«.

Samtidig fremgår det dog, at særforanstaltningerne ikke alene sker af kærlighed til romaerne, men også for de øvrige borgeres skyld. I 1997 skriver Helsingør Kommune i en rapport om byens sigøjnere: »Lærerne indrømmer da også, at klasserne er oprettet med det formål at beskytte de andre klasser og skoleelever, ved at stuve de adfærdsvanskelige sigøjnerbørn væk og holde dem ude fra indflydelse hos de velfungerende elever«.

Skoleinspektøren på Borupgårdskolen, Jarl Gerner, beskriver romaernes kulturelle anderledeshed således: »Vi har et stort koncentrat af tyrkiske børn fra landdistrikterne, og jeg synes, at de tyrkiske og til dels de arabiske børn har en evne i forhold til sigøjnerne, de kan sætte sig nogle mål. Sigøjnerne har den der grønlændermentalitet »nå, i morgen, skide være med det, for det er lige nu og her, det handler om««. Andre ansatte i kommunen lægger især vægt på romaernes 'omrejsende livsstil', som angiveligt forhindrer integration. Romaerne i Helsingør er imidlertid for langt størstedelens vedkommende emigreret fra områder i det tidligere Jugoslavien, hvor de har været bofaste i mange generationer. Men dette faktum rokker tilsyneladende ikke ved myten om romaernes rodløse nomadenatur.

Romaernes ekstreme anderledeshed bliver brugt som begrundelse for at anvende metoder, der ellers ikke er accepteret i Danmark. Det gælder f.eks. den såkaldte Helsingørmodel, som gik ud på, at forældre på kontanthjælp blev trukket 750 kroner i deres ydelse for hver dag, deres barn udeblev fra skole uden grund. Ordningen blev alene brugt over for romaer, hvis børn gik i 'sigøjnerklasserne', og ordningen blev kendt ulovlig af bl.a. Det Sociale Nævn. Integrations- og beskæftigelsesministeren måtte derfor i 2003 opgive at gøre Helsingørmodellen landsdækkende. I stedet fik Helsingør Kommune besked på at ændre praksis. Det ærgrer Jarl Gerner: »Det er det eneste, der virker - at give dem belønning, hvis de sender deres børn i skole, og give dem et økonomisk smæk, hvis de ikke gør. Det kan vi desværre ikke i Danmark, fordi vi har en retskultur, der foreskriver, at alle skal behandles ens. Det er da også et demokratisk rigtigt udgangspunkt. Det fungerer bare ikke. Vi er nødt til at kunne lave individuelle tiltag over for særlige grupper. Jeg synes faktisk, at vi i Helsingør Kommune har gjort en brav og beundringsværdig indsats, men i stedet bliver vi beskyldt for racisme«. Borgmester Per Tærsbøl er enig: »Jeg er slet ikke den type, der går ind for tvang, men lige netop der ...«.

Menneskerettighederer åbenbart en luksus, som ikke omfatter besværlige borgere, og som kun kommuner, der ikke er belastet af alt for 'umulige' og kulturelt anderledes borgere, skal overholde. Til gengæld kan de belastende borgere trøste sig med, at de tvangsmæssige og diskriminerende særforanstaltninger, de underlægges, er indført »nærmest af kærlighed«.

Det afgørende er imidlertid ikke, om raceopdelte skoleklasser, socialkontorer eller aktiveringsprojekter fungerer eller er etableret af kærlighed. Hvis det lokale supermarked indførte en særlig kø for romaer og resten for hvide mennesker, med kassedamer specialiseret i at håndtere specielle etniske grupper, ville heller ikke det kunne legitimeres med, at det fungerede fint eller var til de udskiltes eget bedste. Det afgørende er, at segregeringen i skolen, på socialkontoret eller i supermarkedet er principielt lige så uacceptabel som apartheidsystemet.

Det kan synes vanskeligt - måske nærmest umuligt - at integrere visse grupper af borgere i samfundet, og det gælder formodentlig nogle af romaerne i Helsingør. Men det kan aldrig blive en begrundelse for at krænke menneskerettighederne. Internationale organer har adskillige gange kritiseret den danske udlændinge- og integrationspolitik for at være på kant eller i strid med menneskerettigheder og internationale konventioner. Kritikken er næsten refleksagtigt blev afvist.

Samtidig har den danske regering bakket op om kritik af forholdene på menneskerettighedsområdet i nye og kommende EU-lande. Ikke mindst en række lande i Central- og Østeuropa, hvor romaer udgør en langt større del af befolkningen end i Danmark, har fået på puklen for deres behandling af etniske minoriteter. Det gjaldt Tjekkiet og Slovakiet før deres optagelse i EU, og det gælder Rumænien og Bulgarien, som forventes optaget i 2007 eller 2008. Kritikken har været berettiget. Både i Tjekkiet og Slovakiet er romabørn blevet undervist på skoler for mentalt handikappede, og i Rumænien er romaer gennem århundreder blevet udsat for diskrimination og forfølgelse. I alle tre lande har man taget EU's anvisninger alvorligt og har indarbejdet mindretalsbeskyttelse i sin nationale lovgivning. På lokalt plan arbejd