Mere end så meget andet har sagen om de famøse Muhammedtegninger understreget, at Danmark er en del af verden. Det er vigtigt, at vi uanset afbrændinger af Dannebrog engagerer os i verden, både som borgere og som land. Samtidig illustrerer krisen, i hvor høj grad Danmark har glæde af EU-samarbejdet. Efter at sagen detonerede, var EU's udenrigsministre enige om at understrege pressefriheden og fordømme truslerne mod bl.a. danske statsborgere. EU's udenrigspolitiske repræsentant, Javier Solana, drog på turné i Mellemøsten for at forklare de europæiske positioner og tog bl.a. kontakt til Den Arabiske Liga og Organisationen af arabiske lande. Unionens sikkerhedspolitiske komité bakkede op bag Danmark og fordømte angrebene på de danske ambassader i Syrien og Iran samt generalkonsulatet i Libanon. Handelskommissær Mandelson var ude at markere, at hvis mellemøstlige regeringer støttede opfordringerne til boykot af danske varer, ville det være en sag for EU, og unionen ville ikke tøve med at indbringe sagen for WTO. Kort sagt: Som medlemmer af EU er vi ikke som Palle alene i verden. Uanset befolkningens holdning til EU-samarbejdet i øvrigt nyder den fælles udenrigspolitik antagelig betydelig folkelig sympati i Danmark. Mon ikke 90 procent af danskerne kan bakke op EU's fælles udenrigspolitik, når det endelig lykkes at formulere en? Uanset om vi taler om Kyoto-proces, Mellemøsten eller kampen mod dødsstraf, er EU's positioner sympatiske set med vore briller. For det EU-skeptiske SF har netop den fælles udenrigspolitik været omdrejningspunktet for udviklingen af den mere positive europapolitiske linje, der tog sin begyndelse i 1980'erne. Partiets nuværende leder, Villy Søvndal, taler om betydningen af EU som en progressiv kraft i verdenssamfundet. Grundlæggende er det i dansk interesse, at EU på så mange områder som muligt taler med én stemme i den internationale politik. Så vi stærkere kan forsvare vore værdier samt politiske og økonomiske interesser i verden. Alternativet er, at de europæiske stormagter kører deres eget løb og fører klassisk magtpolitik på det udenrigspolitiske felt. I en globaliseret verden går Danmarks vej til indflydelse i verden gennem Europa. Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt har udtrykt det derhen, at det at være f.eks. svensk udenrigsminister i dag »kun giver politisk mening i en fælles europæisk sammenhæng«. Netop derfor kan der være behov for nærmere at vurdere, hvad vi kan lære af Muhammedkrisen set i et mere langsigtet europæisk perspektiv. Krisen understreger nødvendigheden af en styrkelse af den fælles udenrigspolitik. For det første kunne en stærkere fælles optræden have bidraget til en hurtigere fælles europæisk reaktion. Unionen reagerede slet og ret for langsomt på truslerne mod Danmark. Der var uklarhed om, hvem der skulle på banen: kommissionsformand Barroso? Udenrigspolitisk talsmand Solana? Det østrigske formandskab? Det problem ville kunne løses med en mere effektiv fælles EU-udenrigspolitik, som umiddelbart kunne træffe de nødvendige foranstaltninger. For det andet ville vi med en sådan fælles udenrigspolitik i højere grad have kunnet påvirke hændelsesforløbet. I stedet stod Danmark med hatten i hånden, vi så til fra sidelinjen, når bortses fra statsministerens debut på de arabiske tv-kanaler. For det tredje blev Danmark offer for protester, boykot og storm på ambassader, fordi vi er små. Det var Danmark, og det endnu mindre Norge, det gik ud over. Hvis landene i Mellemøsten havde opfattet EU som havende en fælles, solidarisk udenrigspolitik, havde de næppe valgt at bruge Muhammedsagen til at føre indenrigspolitik på, som det bl.a. var tilfældet i Syrien og Iran. Det er trods alt tankevækkende, at der ikke er boykot af amerikanske produkter uanset USA's mange konflikter med de arabiske lande og befolkninger. En fælles udenrigspolitik ville også gøre verden sikrere for mindre EU-lande. Et par eksempler: I sagen om Akmed Sakajev kunne Danmark lettere afvise russiske krav om udlevering på grund af opbakningen fra EU. Når det gælder den internationale straffedomstol, var det unionens støtte til EU-kandidatlandene, der gjorde det muligt for disse lande at modstå amerikansk pres for ikke at støtte domstolen. Der er mange eksempler på, at EU's politik giver resultater. I forbindelse med krisen i Ukraine i efteråret 2004 var det EU, der spillede en vigtig rolle som mægler og garant for overholdelsen af de demokratiske spilleregler. For det fjerde var den amerikanske reaktion sigende. Der gik lang tid, før præsident Bush ringede og udtrykte støtte til den danske statsminister. Man skulle ikke have noget klinket. Antagelig først og fremmest på grund af USA's olieinteresser i Mellemøsten - altså slet og ret realpolitik. Og det på trods af at Fogh-regeringen har optrådt som en yderst loyal allieret, der har ført til, at vi internationalt undertiden simpelthen kaldes 'Voice of America'. Alligevel fik vi ikke den loyale støtte fra USA, da vi havde mest brug for den. Hvis vi havde en integreret fælles udenrigspolitik i unionen, ville vi ikke være så afhængige af stormagternes velvilje. Et stærkere EU vil samtidig kunne skabe et mere balanceret forhold mellem EU og USA. Det vil give os langt bedre muligheder for at få USA til at lytte. Endvidere vil det kunne give grundlag for en mere nuanceret vestlig politik, og EU vil blive bedre i stand til at løse problemer i vor egen del af verden end hidtil. Det hører med i billedet, at EU bakker stærkt op bag FN, f.eks. når det gælder de fredsbevarende operationer. Og at vi snarere end de militære vægter de økonomiske, sociale og politiske instrumenter i den internationale politik. Når den fælles udenrigspolitik også har et positivt image på den internationale scene, hænger det sammen med den almindelige tilfredshed med den måde, hvorpå Javier Solana har varetaget sit hverv. Også USA anerkender på trods af skepsis betydningen af den fælles EU-udenrigspolitik. Det skyldes i høj grad respekt for personen Solana - også med baggrund i den måde, hvorpå han i sin tid håndterede stillingen som generalsekretær i NATO. Derfor er det vigtigt at udnytte det aktuelle 'window of opportunity', der nu eksisterer med Solana ved roret, til en styrkelse af unionens udenrigspolitiske stab. Realiteten er, at Javier Solana er for svagt stillet. Amerikanske toppolitikere har i en årrække i debatten om en europæisk udenrigspolitik sarkastisk spurgt: Hvilket telefonnummer kan vi ringe til? Nu har vi et telefonnummer at give til bl.a. amerikanerne - men det hjælper ikke meget, hvis der ikke er nogen hjemme til at tage telefonen. For sandheden er, at Javier Solana ikke alene institutionelt, men også økonomisk er svagt stillet. Indimellem har det i forbindelse med EU's indsats i kriseområder knebet med at kunne indkøbe det helt basale isenkram, som f.eks. skudsikre biler. Snarere end at holde de rituelle begravelsestaler over den fælles udenrigspolitik, bør vi derfor gøre alt for at styrke den. Her rummede oplægget til forfatningstraktat godt nyt. En af de store mangler i EU's udenrigspolitik har som nævnt været manglen på koordinering mellem de forskellige aktører, der kan tale på EU's vegne. Det gælder f.eks. koordineringen mellem EU-institutionerne, hvor både kommissionen (udenrigskommissæren, bistandskommissæren, udvidelseskommissæren , handelskommissæren etc.) og rådet ( Javier Solana) har ansvaret for dele af udenrigspolitikken samt mellem EU og medlemsstaterne. Et eksempel på denne kakofoni af europæiske stemmer oplever vi i Bosnien, hvor både rådet, kommissionen og medlemsstaterne er repræsenteret, og alle kan siges at repræsentere EU. Der er ingen tvivl om, at det vil gavne EU's gennemslagskraft, hvis EU-landene talte med én stemme i stedet for i munden på hinanden. Denne stemme ville forfatningstraktaten have skabt gennem oprettelsen af en post som EU-udenrigsminister. Tanken var, at udenrigsministeren skulle bære to kasketter, idet han både skulle overtage de opgaver, som rådets høje repræsentant, Solana, havde, og udenrigskommissærens opgaver. Målet var en bedre koordination mellem EU-institutionerne. Samtidig ville EU-udenrigsministeren også have fået til opgave at lede møderne i udenrigsrådet, hvormed han kunne sikre konsistens og sammenhæng mellem EU's og medlemslandenes politikker. Til at bistå udenrigsministerens arbejde åbnede forfatningstraktaten mulighed for skabelsen af en fælles EU-udenrigstjeneste, der skulle repræsentere EU rundt omkring i verden. Den fælles udenrigstjeneste skulle bestå af tjenestemænd fra rådets generalsekretariat, kommissionen og medlemslandenes diplomatiske tjenester. Den nærmere organisering af udenrigstjenesten skulle besluttes af rådet med enstemmighed. Også på regeringschefniveau ville forfatningstraktaten have sikret bedre sammenhæng i EU's udenrigspolitik. Det skulle ske ved at oprette en post som formand for Det Europæiske Råd, der i en periode på to et halvt-fem år bl.a. skulle varetage den eksterne repræsentation, som de roterende formandskaber tidligere varetog. Dermed ville den faste formand sammen med udenrigsministeren have været med til at sikre mere synlighed og kontinuitet i EU's udenrigspolitik. Nej'erne til forfatningstraktaten i Frankrig og Holland satte en stopper for disse initiativer. Det hører med i billedet, at der ikke med disse forslag var tale om at erstatte de nationale udenrigstjenester. Tanken var alene, at på de områder, hvor der faktisk er fodslag mellem EU-landene, at fremme en så professionelt baseret og slagkraftig politik som mulig. Efter vor opfattelse er der hverken i princippet eller i realiteten noget til hinder for, at EU-landene ganske enkelt beslutter at give grønt lys for en markant forbedring af infrastrukturen for den fælles udenrigspolitik, herunder oplagt en styrkelse af Javier Solanas stab. Her er der behov for et dansk initiativ. Set ud fra et pragmatisk dansk synspunkt vil det også være ønskeligt, at en stærkere europæisk profil på denne måde vokser frem fra neden. Og ikke som det tidligere er sket med storpolitiske slagnumre iscenesat af f.eks. François Mitterrand - Helmut Kohl eller Jacques Chirac - Tony Blair. Endvidere bør den danske ulandshjælp omlægges, så den overvejende kanaliseres gennem EU. Som Muhammedkrisen demonstrerer med al uønskelig tydelighed, er Danmark som bilateral donor ganske udsat og kan komme i den barokke situation, at et muslimsk modtagerland truer med at afbryde bistandssamarbejdet! Her vil EU have langt mere pondus. EU er i forvejen verdens største donor af udviklingsbistand og humanitær hjælp. Det er velbegrundet på denne måde at koncentrere bistanden, fordi ingen EU-lande - ikke engang de store - har ressourcer nok til at løse udviklingsopgaven alene. Her er der behov for en fælles indsats med fælles strategi og arbejdsdeling, så vi kan nå længere ud, end de enkelte lande ville kunne hver for sig. En af de mange fordele ved at gå sammen er, at man også kan dele den viden, man har om den komplicerede udviklingsproblematik. Samtidig ville en sådan reform lette situationen for mange ulande. Deres politikere og administratorer bruger i dag meget betydelige mængder af tid på at modtage, forhandle med og tilfredsstille ønskerne hos de mange giverlande. Da donorernes prioriteringer sjældent er sammenfaldende eller koordinerede, kan det også skævvride udviklingen i ulandene. Som en af de helt store ydere af ulandshjælp skal vi ikke glemme, at Danmark faktisk på det område har ikke ubetydelige indflydelsesmuligheder i forhold til udformningen af unionens bistandspolitik. Hvis bistanden bliver koordineret med reformerede landbrugs- og handelspolitikker, vil unionen få mulighed for i endnu højere grad end i dag at spille rollen som ulandenes bedste ven i verdenssamfundet. Det bør være en oplagt dansk målsætning. Konflikten har tillige en menneskelig dimension. Danskere og andre europæere er blevet angrebet, truet og antastet på grund af de famøse tegninger. Derfor bør der være bedre muligheder for at få hjælp i tredjelande. Der bør oprettes fælles konsulære tjenester for EU-landenes borgere. Kommer man som f.eks. dansker i dag i vanskeligheder, og der ikke er en dansk repræsentation på stedet, henvises man til en anden EU-repræsentation. Denne ret til at benytte de andre landes ambassader er en del af det forkætrede EU-borgerskab, som nej-siden herhjemme er så stærk en modstander af - og som danskerne sjældent aner, hvad indebærer. Her bør det efter vor opfattelse fremover være således, at det EU-kontor, der i forvejen findes i de fleste tredjelande, får både kompetence og personale til at håndtere de konsulære sager. En EU-repræsentation vil stå stærkere mandskabsmæssigt og økonomisk og vil være vanskeligere at feje af bordet - f.eks. i forhandlinger med vrangvillige lokale myndigheder - end en bilateral ambassade. Behovet for en sådan styrkelse af, hvad man kunne kalde den menneskelige dimension i EU's udenrigspolitiske samarbejde, understreges af terrortruslen og naturkatastrofer som tsunamien og jordskælvene i Indien og Pakistan. Med henblik på sådanne situationer bør EU opbygge det fornødne apparat til at sikre effektiv hjælp, bl.a. ved at koordinere bistanden fra såvel nødhjælpsorganisationerne som landene. I den forbindelse bør der etableres et konkret teknisk beredskab og et hovedkvarter i kommissionen. Endelig er Muhammedkrisen et stærkt argument for, at regeringen og Folketinget beslutter at nedsætte en forbeholdskommission, der skal give befolkningen et sagligt grundlag for at tage stilling til, om EU-forbeholdene skal bevares, eller om det er blevet tid til at afskaffe dem. En sådan kommission burde bestå af uafhængige eksperter og have til opgave at give en opdateret situationsbeskrivelse, når det gælder konsekvenserne af forbeholdene. Med forbeholdene står vi på sidelinjen i samarbejdet. Afskaffer vi dem, sender vi et stærkt signal om, at Danmark ønsker at være helt og fuldt med i samarbejdet, også når det gælder udenrigspolitikken. Samtidig er f.eks. det forbeholdsramte forsvarssamarbejde en integrerende del af den fælles udenrigspolitik. I en parlamentarisk sammenhæng er Dansk Folkeparti her kerneproblemet. Men partiets forestillinger om, at EU med f.eks. en fælles forsvarspolitik vil isolere sig i forhold til det globale samarbejde med eksempelvis USA, er aldeles grebet ud af den blå luft. Realiteten er, at USA ønsker, at EU i stigende grad kan bære en del af ansvaret for at sikre fred og stabilitet i verden. Det er også derfor, at USA har støttet opbygningen af et tæt samarbejde mellem EU og NATO. Også en styrkelse af EU's retlige og politimæssige samarbejde vil bidrage til et bedre udenrigspolitisk samarbejde. Det er naivt at tro, at truslen fra terrorister og fanatikere i en verden, hvor grænser i mindre og mindre grad fungerer som læhegn, kan løses uden et tæt europæisk samarbejde. Så også på det retlige område er der grund til at afdække forbeholdets konsekvenser. Glædeligvis tyder meget på, at danskerne faktisk er parate til at diskutere en afskaffelse af forbeholdene. Således har 26 Greensmålinger i træk vist et flertal for at afskaffe det retlige forbehold, 49 målinger i træk har vist et flertal for at afskaffe euroforbeholdet, og 57 meningsmålinger i træk har vist et flertal for at fjerne forsvarsforbeholdet. Hvis partinavnet ikke skal virke som en elitær vittighed, er det på tide, at Dansk Folkeparti giver folket mulighed for at komme til orde - også når det drejer sig om EU.