Velfærdssamfundet er selve kernen i det socialdemokratiske projekt. Vores kamp består i at forsvare velfærden, når den trues af splittelse i Danmark eller pres udefra. Vores kamp består i at forbedre og forny velfærden, når politiske modstandere sænker kvaliteten i den offentlige service.

Vi brænder for velfærdssamfundet, fordi det er den mest retfærdige samfundsmodel, og fordi den udspringer direkte af den danske kultur og historie. Vores velfærdsmodel giver bedre beskæftigelse, mindre ulighed og mere tryghed for os, der bor i Danmark. Vores model skal vi ikke alene holde fast i, men også udvikle og hele tiden forbedre.

Reformer og forandringer skal fastholde den grundlæggende tryghed, som velfærdssamfundet giver danskerne i deres hverdag. Derfor er det også helt afgørende for os, at forhandlingerne ikke ender i en spareøvelse, men i reformer, der giver mærkbare forbedringer for den enkelte dansker.

For os er formålet med velfærdsreformer, at den danske model bliver fornyet og forbedret, så den er livskraftig og konkurrencedygtig i en global økonomi, der bringer stadig mere hastige forandringer i arbejdsliv og levevilkår. Samtidig er det netop styrken i vores velfærdssamfund, der skal sikre en langt stærkere integrationsindsats i det danske samfund. Det er derfor, at de mange elementer i reformen af velfærdssamfundet også handler om integration og helt overordnet om sammenhængskraften i det danske samfund.

Vi skal bruge flere penge på vores offentlige velfærd. Danskerne har krav på bedre skoler, sygehuse, plejehjem og så videre. Samtidig skal vi gøre op med den ulighed, der er steget og steget under den nuværende regering. Det er en voksende ulighed, der truer sammenhængskraften i det danske samfund, og endelig skal vi satse massivt på at forberede danskerne til globaliseringen. Det handler om uddannelse, uddannelse og uddannelse.

Det er målet for Socialdemokraternes politik nu og i årene, der kommer.

Men alt det kræver, at vi ser nye udfordringer i øjnene. Og at vi tør handle modigt og klogt for at forebygge, at vi kommer i en situation, hvor en for svag beskæftigelse og utilstrækkelig finansiering undergraver velfærdssamfundet i fremtiden. Og det er ikke gratis, hvis vi i dag valgte ikke at gøre noget. Passivitet vil nemlig betyde, at en større og større del af fællesskabets pengekasse skal bruges til indkomstoverførsler. Det ville stille os med et uønsket valg mellem skattestigninger eller ringere servicetilbud.

De kommende velfærdsreformer skal danne grundlag for, at kvaliteten af de offentlige servicetilbud ikke undergraves, men i stedet udbygges, i takt med at vi bliver rigere. Det overordnede mål er at forstærke og forbedre de kerneområder, der sikrer alle tryghed og et godt udgangspunkt for at skabe sig en tilværelse. Sagt med andre ord: For os er børnepasning, uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg grundstammen i velfærdssamfundet.

Velfærdssamfundets kerne er, at der er tilbud af god kvalitet om uddannelse, sundhedspleje, ældreomsorg og børnepasning, at disse tilbud er tilgængelige for alle, der har brug for dem, og at de ikke er afhængige af den private pengepungs størrelse. Dette princip er og bliver en socialdemokratisk hjertesag, som vi aldrig vil vige fra.

Det betyder også, at der er en rækkefølge i vores politiske prioriteter. Socialdemokratiet har nemlig ikke noget imod, at vi kan nedsætte skatten på arbejde. Men først skal der være orden i velfærden. Skattelettelser skal ikke betales ved fortsat at forsømme fremtidssikringen af vores velfærdsgoder. Velfærd først, skattelettelser bagefter - desværre er det ikke en prioritet, som den nuværende regering er enig i.

Det er uklog prioritering, når kommunerne i dagens Danmark tvinges til at skære i hjemmehjælpen og der ikke gøres ordentligt rent på sygehusene. Det er forsømmelig mangel på investering i fremtiden, når folkeskolen mange steder er nødlidende, når unge ikke kan få lov at fuldføre deres uddannelse, og når forskningsindsatsen er utilstrækkelig. Det skal vi - og det kan vi - gøre meget bedre i Danmark, hvis blot vi har den politiske vilje.

De fleste danskere har fået flere penge mellem hænderne og vil gerne betale en uændret del af deres stigende velstand til fællesskabet, hvis de er sikre på, at de til gengæld får service af høj kvalitet fra det offentlige. Den service skal vi kunne garantere dem, så danskerne kan være trygge og tilfredse med den offentlige velfærd.

Risikoen er nemlig, at opbakningen til det offentlige servicetilbud smuldrer, når flere og flere vælger et privat tilbud, fordi det offentlige tilbud ikke er godt nok. For så fristes flere til at støtte en selvtilstrækkelig politik med lavere skat, men flere private forsikringer ligesom i USA.

Hvis opbakningen til at betale for et godt offentligt tilbud for alle smuldrer, vil mennesker med svag privatøkonomi og en sårbar social situation blive sorteper. Og det vil Socialdemokraterne naturligvis aldrig acceptere.

Derfor ønsker Socialdemokratiet at lempe de meget stramme rammer, som det borgerlige flertal i dag har lagt om den kommunale økonomi. De kommuner og regioner, der skal levere de gode offentlige tilbud, skal have råderum til at forbedre kvaliteten i deres service i takt med den almindelige velstandsudvikling. Vi vil sikre, at kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud fortsat kan matche den stigende private velstand. Kan den ikke det, vil den langsomt blive udhulet.

Socialdemokraterne går ind i arbejdet om velfærdsreformer for at sikre, at der - uden nye skatter - bliver råd til at bringe velfærdssamfundet godt videre i det 21. århundrede.

Samtidig er det en socialdemokratisk målsætning, at velfærdsreformerne sikrer, at alle, der kan og vil arbejde, uafhængigt af deres alder, også kommer i arbejde, at den enkeltes arbejdsliv bliver sundere og mindre nedslidende, og at alle får de kundskaber, der gør deres arbejde mere værd, giver dem bedre mulighed for at skifte job og kurs i tilværelsen og gør deres tilværelse mere spændende.

Vi vil igen minde om, at det også har konsekvenser at lade være med at gå ind i velfærdsreformer. Hvis vi fortsætter det samme mønster for uddannelse, arbejdsliv og tilbagetrækning, som vi har nu, vil der være 200.000 færre i arbejde om 20 år. Vi kommer til at leve endnu længere, men der vil være langt færre til at være med til at betale for et fortsat stærkt dansk velfærdssamfund, og det er en farlig cocktail.

Gør vi intet, vil fremtidens velfærdssamfund derfor kræve væsentlig højere skatter for at kunne levere tilbud af god kvalitet, når det gælder uddannelse, sundhed, børn og ældre.

Derfor skal vi forebygge, at stadig flere bliver afhængige af offentlig forsørgelse. Det skal vi gøre ved at gennemføre reformer, der over de næste 20 år kan ændre mønsteret for uddannelse, arbejdsliv og tilbagetrækning.

Vi skal bane vejen for, at mange flere kommer ind - og kommer hurtigere ind - på arbejdsmarkedet, og at de bedre kan fastholde beskæftigelse. Her er uddannelse og rummelighed nøgleord.

Vi skal mindske risikoen for arbejdsløshed, sygdom og invaliditet. Her er det afgørende, at vi har et arbejdsmiljø, der meget bedre forhindrer nedslidning, og som skaber nye muligheder for uddannelse gennem hele voksenlivet.

Det er også forudsætningerne for, at det bliver både muligt og attraktivt for de ældre at forblive i arbejde længere.

Det er ikke rimeligt at forringe efterlønnen eller at hæve pensionsalderen for at bane vej for skattelettelser til dem, der i forvejen tjener godt. Men det giver mening gradvis at hæve tilbagetrækningsalderen, hvis der er sikkerhed for, at det sker i et arbejdsmarked, der har plads til de ældre, så de reelt har muligheden for at blive ved med at arbejde, hvis de ønsker det, og hvis det er med til at frigøre penge til at forbedre beskæftigelsen, hospitalerne og hjemmehjælpen.

Socialdemokraternes afgørende forudsætning for at tage del i en aftale om velfærdsreformer er, at vi kan fastholde netop denne sammenhæng.

Lad os dvæle lidt ved de enkelte elementer, der indgår i Socialdemokraternes bud på en velfærdsstrategi. Her præsenterer vi 10 pejlemærker fordelt på 4 hovedområder, som vi vil gå efter i forhandlingerne:

Udgangspunktet er det bedst tænkelige, for der er overskud på de offentlige finanser. En del af pengene bør bruges til at investere massivt i fremtiden gennem øget indsats for uddannelse og forskning. Samfundet får en bedre forrentning af vores fælles penge af det end af at nedbringe gælden hurtigere end planlagt:

• Socialdemokraterne vil have indført en uddannelsesgaranti for alle unge. 95 procent af en ungdomsårgang skal i fremtiden fuldføre en uddannelse ud over folkeskolen. Det er helt skævt i forhold til både de unges egne interesser og samfundets behov, at en stigende andel nu 25 procent ikke afslutter en kompetencegivende uddannelse. Det hænger sammen med mangel på praktikpladser på erhvervsuddannelserne og med uacceptabel kvalitetsbrist på mange uddannelsessteder. Det har også sammenhæng med særlige problemer for mange unge med indvandrerbaggrund. En løsning her er aldeles afgørende for at undgå et fremtidigt arbejdsmarked med alt for mange arbejdsløse ufaglærte. Men løsningen findes kun ved fælles indsats fra staten og arbejdsmarkedets parter. Det er ikke kun et spørgsmål om penge, men det handler også om penge.
• Vi vil have 20 procent flere på videregående uddannelser og et bedre forløb for afvikling af studierne. Der er brug for, at en større del af en ungdomsårgang får videre uddannelse, og at uddannelserne tilrettelægges og afvikles bedre. Der er ikke tale om, at fremtidens unge skal strømlines og ensrettes til en hurtig erhvervskarriere. Men det kan sagtens lade sig gøre at have et godt og spændende ungdomsliv og samtidig afslutte sin uddannelse i god tid, inden man bliver 30 år. Flere kan tilskyndes til tidligere studiestart ved friere adgang og en SU-præmieordning. Afgørende er bedre tilrettelæggelse af uddannelserne og vejledning af de studerende, så de ikke sander til i specialer og mindre studierelevante job. Nogle steder er der behov for flere undervisningstimer og færre undervisningsfri perioder.
• Vi vil have, at de statslige forskningsbevillinger frem til 2010 skal øges gradvis til 1 procent af nationalindkomsten. Vi skal have flere forskere og mere forskning. I samspil mellem læreanstalter, sektorforskningsinstitutioner og erhvervsliv skal der skabes nye modeller og metoder, der skal styrke dansk beskæftigelse i den globale konkurrence. Staten og arbejdsmarkedets parter skal sammen gøre det muligt for flere at komme i arbejde og attraktivt for flere at blive i arbejde:
• Vi vil have, at alle skal have ret til efteruddannelse på ordentlige vilkår. Bl.a. skal antallet af voksenlærlinge hæves til 10.000 om året og antallet af læse- og stavesvage kursister hæves til 50.000 om året. Den samlede efteruddannelsesindsats skal styrkes betydeligt både i kvalitet og omfang. Den enkelte må sikres bedre vilkår for at forny og forbedre sine kvalifikationer livet igennem. Der må sikres en tilfredsstillende økonomisk godtgørelse især for de kortest uddannede, der ikke i starten af livet har trukket så meget på de offentlige uddannelsestilbud.
• Vi vil have, at kvaliteten af aktiveringen af dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere skal forbedres kraftigt. Socialdemokraterne er for bedre arbejdstilbud, skræddersyede uddannelsestilbud og opfølgning af rådighed, men vi er imod nedskæring i dagpengene. En særlig indsats ikke mindst gennem målrettet uddannelse og jobskabelse skal halvere antallet af kontanthjælpsmodtagere over de næste fire år. Ingen må henvises til passiv forsørgelse på kontanthjælp i en længere årrække. Kontanthjælpsloft, startydelse og andre tiltag, der fastlåser familier i dyb fattigdom, må vi lave om på, for vi vil ikke acceptere fattigdom i Danmark.
• Vi vil have, at arbejdsmiljøet skal forbedres. Vi skal forebygge nedslidningsskader og stress ved bedre ledelse og arbejdstilrettelæggelse. Ikke mindst på de store offentlige serviceområder og blandt de kvindelige medarbejdere er der et uacceptabelt stort omfang af arbejdsskader og nedslidning. Forebyggelsen må forbedres afgørende. Men samtidig skal der fortsat ske en udvikling i beskæftigelsesmulighederne for mennesker, der har nedsat arbejdsevne, så færre i fremtiden bliver henvist til førtidspension, selv om de har arbejdsevne og -vilje i behold. Stigende behov for den ældre arbejdskraft gør det nødvendigt, og bedre sundhedstilstand og længere levealder gør det muligt at hæve tilbagetrækningsalderen. Men det skal ske på rimelige vilkår:
• Vi vil have en gradvis senere tilbagetrækning til efterløn og folkepension. Ingen må med kort varsel få væltet deres planer for en tryg alderdom omkuld. Derfor vil vi hæve efterløns- og pensionsalderen, men først fra om ti år og da med to måneder per år, indtil både efterløns- og folkepensionsalderen er hævet med to år. Det er forandring hånd i hånd med tryghed.
• Vi vil have, at der skabes mange flere seniorjob på arbejdsmarkedet herunder på ny etableres servicejob. Hidtil er diskussionen om at arbejde længere af mange, der er lidt oppe i årene, blevet betragtet som en hån, fordi de ikke har oplevet et arbejdsmarked, der havde plads til dem. Mennesker, der bliver arbejdsløse f.eks. i 55-års alderen har meget vanskeligt ved at finde nyt job. Og at afskære mennesker fra efterløn for at sende dem på dagpenge giver ingen mening. Derfor vil Socialdemokraterne have gjort op med en kultur, hvor mange virksomheder afskriver medarbejdere, der næ