Begivenhederne i Libyen gennem de seneste uger har udstillet det internationale samfunds manglende beslutningsdygtighed. Det har nærmest lignet et spil russisk roulette med den libyske civilbefolkning. Men så lykkedes det til sidst for FN’s Sikkerhedsråd med hiv og sving at hale en resolution i land, der indfører et generelt flyveforbud og bemyndiger nødvendige aktioner til beskyttelse af civilbefolkningen mod fortsatte angreb – bortset fra en regulær besættelse af landet. Resolutionen blev vedtaget med ti stemmer for, ingen imod og fem afståelser (Kina, Rusland, Indien, Tyskland og Brasilien).
Men havde enten Kina eller Rusland som faste medlemmer af Sikkerhedsrådet valgt at stemme imod, dvs. nedlagt veto, ville resolutionen være faldet. Og havde der været to yderligere afståelser, ville resolutionen ligeledes være faldet, fordi FN-pagten kræver mindst ni stemmer til en vedtagelse i Sikkerhedsrådet. Det var med andre ord på et hængende hår, at Sikkerhedsrådet banede vejen for en humanitær redningsaktion. Man kan vist roligt sige, at det internationale samfunds kollektive sikkerhedssystem er skrøbeligt. Det er forankret i et råd på 15 medlemmer, heraf fem faste medlemmer (Frankrig, Kina , Rusland, Storbritannien, USA ), der alle er udstyret med vetoret, samt ti yderligere medlemmer, der vælges for to år ad gangen. Tidligere praksis viser med al tydelighed, hvor skrøbeligt dette sikkerhedssystem er. Under den kolde krig var Sikkerhedsrådets funktion stort set lammet af udsigten til et veto fra et af de fem faste medlemmer. Med en enkelt undtagelse i relation til Koreakrigen, hvor Sovjetunionens udeblivelse fra Sikkerhedsrådets møder på det afgørende tidspunkt i juni 1950 muliggjorde vedtagelse af en resolution, der bemyndigede FN’s medlemsstater til med militær magt at standse Nordkoreas aggression mod Sydkorea.
