Da vi var til forhandlinger om regeringens vækstplan den sidste dag i februar, indledte vi med at sige godt nytår. Det gør man jo gerne, når man møder folk for første gang i et nyt år. Siden regeringen lavede finanslov med Enhedslisten, har der stort set ikke været nogen dialog, før regeringen pludselig kommer på banen med en hel pakke af løftebrud, hvor nedskæringer for nogle af de grupper, som har mindst, skal betale for lavere skatter til erhvervslivet.
Og hvor mindre vækst i den offentlige velfærd skal betale for, at virksomheder kan forurene billigere. Regeringen har forsøgt sig med en forklaring om, at det er klassisk socialdemokratisk politik. Det er dog kun er et halvt år siden, at finansminister Bjarne Corydon selv skrev, at konkurrence på lav selskabsskat netop ikke var socialdemokratisk politik – i øvrigt sammen med alle de andre ledere af Socialdemokraternes fraktioner. For tiden turnerer Corydon med, at det er nødvendighedens politik, regeringen fører. Realismens vej, som han selv døbte det i en Kronik i Politiken, i betydningen at alle kritikere er fantaster.
