De seneste to år har jeg lært en gruppe mennesker at kende, som er både modigere og mere parate til selvrefleksion end stort set alle, jeg før har mødt.
De er midaldrende som jeg selv, men ellers er det svært at få øje på fællestræk i deres nutidige liv: Nogle af dem er højtuddannede, andre har knap fuldført folkeskolen. Nogle har i deres voksne liv fulgt de accepterede stier og har som jeg selv villa og børn i forstæderne, mens andre har gjort sig mangeårige erfaringer med vold, kriminalitet eller junk.




























