I Peter Øvig Knudsens (PØK) bog ’BZ, du har ikke en chance – tag den!’ er der i starten et kapitel med titlen ’Rugbrødsfabrikken Rutana’. Her fortæller murerlærling Kate Jørgensen om, hvordan hun i sensommeren 1981 sammen med sin kæreste Mikael og to andre unge (Jonas og Bene) beslutter at danne Ini’tivgruppen for et Ungdomshus. Mikael var i lære som maskinarbejder og Jonas og jeg som typografer. Ja, for det er mig, som er ’Bene’.
Det blev en fantastisk oplevelse og politisk erfaring at være med til at skabe en bevægelse, der i løbet af meget kort tid involverede flere tusind unge fra nær og fjern, og som kom på forsiden af alle landets aviser.
Da bevægelsen begyndte at besætte huse til det formål at oprette bofællesskaber, og den politiske mening ud over at forsvare sig mod politiet begyndte at fortone sig, var jeg skredet. Jeg er derfor i BZ-bevægelsens egen terminologi (fair nok) slet ikke rigtig bz’er og kan derfor ikke udtale mig om livet i de besatte huse, som jeg har besøgt, men hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen.
Jeg synes alligevel, at jeg har noget vigtigt at bidrage med til historien. Spørgsmål, som PØK ikke berører ret meget. Hvordan og hvorfor kunne det lade sig gøre at ’tænde’ så mange unge så hurtigt, ofte blot ved mund-til-mund, løbesedler og plakater på mure? Hvad var det for et samfund, bevægelsen opstod af?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar