Jeg ville skrive en bog om at være håndværker, om at kunne noget konkret. Om hvad det vil sige at have en forbindelse med materialet, en tilgang til livet, der hverken er teoretisk eller abstrakt.
Hvordan tommestokken og tømrerblyanten hver eneste morgen glider ud af lårlommen og forsvinder et sted mellem sædet og døren. Man lærer det aldrig, kunne man sige, når man møder ind, men man siger ikke så meget. Hvis man er heldig, er der kaffe. Så sidder man der.



























